FN-fødevareprogram WFP (World Food Programme) har nu mistet tålmodigheden med en gruppe sørøvere i det centrale Somalia, der nu på tredje uge tilbageholder et af organisationens skibe. Derfor smed direktøren for WFP's fødevareprogram i Somalia, Robert Hauser, fløjlshandsken og truede sørøverne med sanktioner. »Hvis ikke fødevarer, skib og besætning udleveres inden for 48 timer, vil vi sortliste området omkring Haradheere og Hobyo«, advarede direktøren. Forgæves forhandlinger Sørøverne kaprede 27. juni nødhjælpsskibet 'MV Semlow' med ti besætningsmedlemmer ud for Somalias kyst i området mellem Haradheere og Hobyo omkring 350 kilometer nordøst for hovedstaden Mogadishu. Siden har WFP løbende forhandlet med sørøverne om at lade skibet sejle videre, men indtil videre forgæves. Ifølge WFP har besætningen dog ikke lidt overlast. Skibet, der var chartret via et kenyansk fragtfirma, var på vej fra den kenyanske havneby Mombasa til den nordsomaliske havneby Bossaso med 850 ton ris, der skulle fordeles til de omkring 28.000 nødstedte somaliere, der mistede alt, da flodbølgen fra Det Indiske Ocean sidst i december raserede Somalias nordlige kyster. I forvejen er omkring 275.000 somaliere, der er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af den 14 år gamle borgerkrig i landet, afhængige af fødevarer fra WFP, der månedligt uddeler omkring 3.000 ton mad i landet. Sejlads indstillet Men som følge af kapringen af 'MV Semlow' har Verdensfødevareprogrammet indtil videre indstillet al nødhjælpssejlads til Somalia af frygt for flere kapringer langs Somalias østkyst, der i søfartskredse kaldes en af verdens farligste på grund af de mange piratangreb. »Så længe skibet ikke er frigivet, så bliver der ikke sejlet mere nødhjælp til Somalia. Men i samme øjeblik skibet og besætningen frigives betingelsesløst, vil vi naturligvis genoptage uddelingen af mad i landet«, siger Laura Melo, talskvinde for WFP's regionalkontor i Kenyas hovedstad, Nairobi, til Politiken. Ifølge talskvinden er der mad nok til endnu to uger i WFP's fødevarelagre i Somalia, men så er det også slut. »Det er en meget problematisk situation. Men nu må vi se, hvordan det udvikler sig«, siger hun. Uorden i papirer Ifølge talskvinden startede sørøverne med at kræve 500.000 dollar (ca. tre millioner kroner) i løsesum for skibet og den ti mand store besætning. Senere frafaldt sørøverne dog kravet og påstod i stedet, at skibet blev tilbageholdt, fordi det ikke havde orden i papirerne. »Til sidst sagde de, at skibet blev tilbageholdt, fordi WFP ikke havde distribueret mad i det område, hvor sørøverne holder til. Men det er alt sammen løgn. WFP har hele tiden uddelt mad også i det område«, siger Laura Melo. Hun understreger, at FN aldrig har og heller ikke i fremtiden vil betale løsesummer. Pres på sørøvere I bestræbelserne på at få skibet frigivet har WFP opfordret Somalias overgangsregering, der har sendt repræsentanter til området, hvor skibet tilbageholdes, til at lægge endnu mere pres på sørøverne. WFP's nødhjælpsarbejde i Somalia er i forvejen stærkt besværliggjort af, at landet siden 1991 ikke har haft en centralregering, men i stedet er blevet styret af forskellige klaner, der har kæmpet indbyrdes om kontrollen med landet. I alt menes godt en million somaliere at have mistet livet som følge af skudopgør, sult og sygdom som følge af borgerkrigen. Sidste år enedes nogle af de mest indflydelsesrige somaliske krigsherrer efter langvarige forhandlinger i nabolandet Kenya om at samle en midlertidig regering under ledelse af præsident Abdullahi Yusuf Ahmed. Regeringen har dog ikke haft det store held med at samle landet og har det meste af tiden opholdt sig i Kenya på sikker afstand fra den lovløse somaliske hovedstad, Mogadishu.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Christian Jensen
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
Forsker: Man kunne også bare sige til forældre, der får afslag, at det også handler om økonomi
Lyt til artiklenLæst op af Kirsten Nilsson
00:00




























