Flere nuancer i Bushs udenrigspolitik

Hvis ikke det var så besværligt at skifte navn, kunne præsident George W. Bush i september 2001 lige så godt have bestilt nye skilte, nyt brevpapir og nye visitkort leveret til den store betonkolos lidt vest for Det Hvide Hus. Amerikansk udenrigspolitik skiftede i praksis navn til 'Krigen mod terror', da USA blev angrebet 11. september 2001. Fokus udvides Men nu begynder der igen så småt at være et lidt bredere udsyn fra Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet nede ad gaden. Ifølge udenrigspolitisk forsker Charles Kupchan fra tænketanken Council on Foreign Relations er der gang i realismen og det aktive reparationsarbejde. »De ser stadig andre i verden ud fra deres placering i krigen mod terror. Men det snævre fokus på Afghanistan og Irak er ved at forsvinde. USA rækker hånden ud til Europa, forholder sig til Kina, breder i det hele taget dagsordenen ud. Det virker som om, Bushs administration har indset, at den har fået al den hjælp i Irak, den kunne få. Så hævntørsten over for lande som Frankrig og Tyskland er fortid,« vurderer Kupchan. Det er kort sagt, som om panikken har lagt sig. Bush oftere på rejse Politisk er situationen omkring krigen i Irak stadig rent kaos. Men for eksempel den meget hurtige og alvorlige reaktion for nylig på historien om forhånelse af Koranen på Guantánamo kunne tyde på, at regeringen har erkendt, at fortolkningen af menneskerettighederne var skredet langt ud over det rimelige. Præsidenten selv har i foråret været mindre hjemme end vanligt. I næste uge er han for fjerde gang på et halvt år i Europa for at vise verden, at han tager den alvorligt. Mere pragmatik Det er bare ifølge Kupchan lidt ærgerligt, at Bush først har erkendt sit behov for et stærkt og samlet Europa, netop som EU er i krise. »Det er en lidt sørgelig ironi, at det lige falder sammen. At Europa oplever indre splid og svaghed uden fortilfælde, netop som amerikansk udenrigspolitik var ved at rykke lidt mod midten og give plads til folk med mere internationalt udsyn. Bushs folk er blevet mere pragmatiske. De indleder ikke enhver kontakt med at spørge, om et land støttede krigen og med hvor mange soldater. Spørgsmålet er nu mere: Hvad kan I bidrage med for at møde de aktuelle udfordringer?«, siger Kupchan. 'Udviklingsbistand' ikke længere et skældsord Efter at Bush ved sin tiltrædelse i 2001 erklærede sig som arg modstander af begrebet 'nationbuilding', var det hovedtemaet i hans indsættelsestale i januar i år. Han lancerede et moderne korstog for fred og demokrati. »Det er på en måde noget, han er kommet lidt snublende ind i, det med at gøre demokratifremme til det, der definerer amerikansk udenrigspolitik. De var jo nødt til at finde en anden forklaring, når nu der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak. Det er en udvikling fra de første meldinger om, at vi skulle finde og dræbe 'de grimme fyre'. Til at vi nu skal gøre noget ved det, der i første omgang får folk til at blive levende bomber,« siger Kupchan. Kupchan er stadig ikke helt sikker på, hvor meget religiøst indhold, der er i præsidentens korstog. Ej heller på, hvilke midler, der egentlig vil blive taget i brug i demokratiets navn. »Djævlen bor i detaljen. Men det er da altid noget, at udviklingsbistand ikke længere synes at være et fy-ord,« siger Charles Kupchan.