Den konservative og den endnu mere konservative

Den magtfulde og tidligere iranske præsident Akbar Hashemi Rafsanjani er kendt for at smile selv i krisesituationer. Det gjorde den højtrangerende, turbanklædte præst også, da han i præsidentvalgkampens slutspurt i denne uge lagde vejen forbi et overfyldt auditorium på Teheran Universitet for at møde nogle af Irans reformivrige, veluddannede unge, der ikke ligefrem er kendt for at høre til i vennekredsen omkring den 71-årige Rafsanjani, som bliver sat i forbindelse med koldblodig undertrykkelse af systemkritikere. Spørgsmålet er, om Rafsanjani står ved afslutningen af sin politiske karriere. Inden det iranske præsidentvalgs første runde pegede mange på den erfarne politiker som favorit til at overtage posten efter den afgående reformvenlige præsident Mohammad Khatami, men forud for det endelige opgør i dag er usikkerheden stor, og mange spørger sig selv, hvordan Rafsanjanis udfordrer, den ultra-konservative, antivestlige Teheran-borgmester Mahmoud Ahmadinejad kunne få så mange stemmer i valgets første runde for en uge siden. I dag skal de knap 47 millioner iranske vælgere så stemme om de to, fordi ingen af dem fik over halvdelen af de afgivne stemmer i første runde. Rafsanjani fik 21 procent, Ahmadinejad 19,5. Et chok Valgresultatet kom som et chok for mange - ikke mindst blandt tilhængere af Irans stækkede reformbevægelse. Den pragmatisk konservative Rafsanjani var en af den islamiske revolutions frontfigurer, men han har ført sig frem i tabubrydende vestlig kampagnestil på mærkesager som social frihed, liberalisering af økonomien samt bedre relationer til Vesten. Det er kommet bag på de fleste, at han står over for den højrereligiøse Mahmoud Ahmadinejad. Hvordan kunne det gå til i et land med en befolkning, som for otte år siden sikrede præsident Khatami en jordskredssejr efter hans løfter om større politisk og social frihed? En af forklaringerne er udbredt politisk desillusion blandt iranerne, fordi Khatami ikke stod fast på sine reformløfter. Nok har Irans overvejende unge befolkning - i hvert fald i byerne - fået eller rettere taget sig større frihed til at have kærester og gå udfordrende klædt, og grænserne er rykket for, hvor langt iranerne kan gå i kritikken af præstestyret. Men det er stadig strengt forbudt at udfordre den religiøse leder ayatollah Ali Seyyed Khameneis absolutte autoritet. Khamenei har fastholdt sit jerngreb om medierne, domstolene og de væbnede styrker, og ikke-valgte religiøse organer har stadig vetoret over de folkevalgtes beslutninger, hvilket har været med til at blokere Khatamis reformforsøg. Alt dette fik en del iranere til at boykotte valgets første runde. Men med en stemmeprocent på 63 procent var det langt fra de fleste. I et land med massiv arbejdsløshed, inflation og fattigdom handler det for rigtig mange om økonomiske forbedringer frem for luftige begrebet som demokrati, menneskerettigheder og pressefrihed. Det handler om at få et arbejde, at blive gift og stifte familie. Skuffende reformer Demokrati og økonomiske forbedringer for flertallet hænger angiveligt sammen, men mange iranere føler ikke, at reformbevægelsen har leveret nogen af delene. Selv blandt de mest reformivrige veluddannede unge, der hører til blandt de største fortalere for demokratiske reformer, er der mange som i dag 'vil holde sig for næsen' og stemme på Rafsanjani, fordi de ser ham som 'det bedste af det værste', og den eneste der kan forhindre, at højrereligiøse militære kræfter overtager samtlige iranske beslutningsorganer og genindfører streng overholdelse af Sharia-lovgivningen. Et valg mellem reform-koma og reform-død, som en studerende på Teheran Universitet sagde efter Rafsanjanis besøg i denne uge. Et besøg der blev modtaget med jubel men endte i skuffelse, da Rafsanjani afviste at afgive løfter om større politiske frihed.