Den iskolde stemning mellem EU-landenes stats- og regeringsledere på det netop overståede topmøde vil få alvorlige konsekvenser for samarbejdet og EU's handlekraft i år fremover, vurderer flere danske politikere med årtiers erfaring på den europæiske scene. »Mig minder det ganske meget om den situation, vi havde fra omkring 1981 til 1984, hvor fru Thatchers (Storbritanniens daværende premierminister, red.) kamp for sin rabat faktisk lammede EU i tre år«, siger Henning Christoffersen, der var EU-kommissær gennem 10 år og en magtfuld næstformand i EU-kommissionen under Jaques Delors. Frygter dominoeffekt Statslederne fandt ingen fælles plan for den nedstemte forfatningstraktats fremtid, og i kølvandet på den krise brød forhandlingerne om et nyt budget sammen. »Hen ad vejen kan der blive en række ofre. Nu var det i budgettet, næste offer kan blive doha-runden, så kan det blive servicedirektivet osv. Så vi får en dominoeffekt«, siger Christoffersen. Nok har det europæiske samarbejde før været i krise, men at »skamme sig« over hinanden og kalde sine kolleger for »patetiske« for åben skærm, som flere EU-landes ledere gjorde på topmødet - så tydeligt er sprækkerne sjældent kommet til udtryk. Et rigtig dårligt møde Og det er alvorligt, for personlige relationer er afgørende for, om EU skaber forlig eller forlis, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der kalder mødet »rigtig, rigtig dårligt«. »Det, der får EU til at fungere, er politisk vilje snarere end regler og traktater og paragraffer. Og det er jo et udtryk for, at den politiske vilje er meget lille for øjeblikket. Det er klart, at der bliver en masse ofre på ting, der nu bliver udskudt«, siger han. »Gud ske lov slipper du af med nogle af dem, der virkelig blokerer for en fornyelse. Det er i min optik Chirac og Schröder - især Chirac«, siger Ellemann-Jensen. Det hæfter også den radikale tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen sig ved. Og tilføjer Storbritanniens Tony Blair og Italiens Silvio Berlusconi. »Den gamle garde af statsledere, som her er i totterne på hinanden, står over for at skulle skiftes ud snart. Et nyt lederskab giver muligheden for at starte på en frisk, og det er lidt opmuntrende i situationen«, siger Helveg Nyrup: Ikke så galt Tidligere statsminister og nuværende medlem af Europaparlamentet Poul Nyrup Rasmussen (S) vælger også en lysere tilgang til krisen: »Det er ikke sådan, at Europa er gået i stå. Der er ved at ske et generationsskifte blandt Europas ledere, og det går sjældent stille af. Det er klart, at stilmæssigt er der tale om en krise, og så lægger hensynet til det europæiske projekt ikke længere en dæmper på de nationale gemytter, fordi fred nu anses for at være en historisk etableret kendsgerning«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Johannes Idskov




























