Tokai Mura 1999. Tjernobyl 1986. Three Mile Island 1979. Tre katastrofer i atomkraftens historie, der rystede verdens tro på, at atomkraften ville blive en kilde til billig elektricitet. Værst var Tjernobyl i Ukraine, hvor mennesker og dyr døde af strålerne fra udslip fra atomværkerne. Tusinder af familier måtte forlade deres hjem. I dag står landsbyerne stadig øde hen - ubeboelige. Flere og flere lyttede til modstandernes slagord: »Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!«. De bannere og slagord slog igennem og prægede det politiske landskab i årtier. Ikke bare i Danmark, men også hos en lang række af vore naboer i Europa. Danmark, Østrig og Irland har sammen med en række andre lande taget klart politisk stilling mod atomkraft. Andre lande som Belgien, Tyskland og Sverige har bestemt sig for at gå væk fra atomkraften. Slut med Barsebäck Og på onsdag slukkes den sidste reaktor på det svenske kernekraftværk Barsebäck få kilometer fra Københavns centrum. Ved første øjekast ser modstanderne af atomkraft ud som sejrherrer. Men dette billede begynder at flimre. Og langsomt er et nyt ved at tone frem på skærmen. Atomkraften vinder frem. Ikke blot i Frankrig og Finland, men også i resten af verden, hvor blandt andet Kina satser på at fordoble produktionen af strøm fra atomkraftværker. Det moderne Kina skal bruge strøm. Masser af strøm. 25 nye atomkraftværker på vej De sidste og mest konservative prognoser fra det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) peger på, at atomkraft vil producere op mod en fjerdedel mere strøm end i dag. Ifølge IAEA er man her og nu ved at bygge 25 nye atomkraftværker verden over - og flere er på vej. 1. januar i år stod klodens 441 kernekraftværker for godt 16,1 procent af elproduktionen. Men hvorfor ser kernekraften ud til at få sit comeback lige nu? En del af svaret kunne man finde, hvis man lyttede med, da en stor del af verdens pinger i marts mødtes til topmøde i Paris. Her pegede Mohammed ElBaradei, generaldirektøren for IAEA, på, at stadigt flere lande sætter deres lid til, at den forkætrede atomenergi vil mætte det stigende krav om mere energi. I sin tale på topmødet fremhævede han, at hvis energiforbruget i den fattigste del af verden kom i nærheden af gennemsnittet for hele kloden, ville det globale forbrug stige med 35 procent. Og stiger jordens befolkning som forudset, så eksploderer forbruget med hele 60 procent. Et så voldsomt forbrug synes dog langt ude i fremtiden i betragtning af, at det daglige strømforbrug pr. indbygger i Nigeria i gennemsnit svarer til otte watt - eller mindre end en almindelige elektrisk pære, hvilket Mohammed ElBaradei også henviste til i sin tale. Hans pointe med de teoretiske regnestykker var, at vi som minimum skal fordoble klodens produktion af energi, når vi kommer hen omkring midten af dette århundrede. Her ramte Mohammed ElBaradei ind i kernen af det dilemma, vi står i lige nu: På den ene side skal vi have mere energi til lys, varme og elektricitet. På den anden side kan vi ikke blive ved med at fyre løs med kul, olie og naturgas for at få fat på den energi, der skal til. Det vil nemlig betyde, at vi pumper endnu mere CO2, ud i atmosfæren. CO2 er med til at øge den såkaldte drivhuseffekt, der er den primære årsag til, at vores klode bliver varmere og varmere. For og imod På sit nylige besøg i København betegnede USA's tidligere præsident Bill Clinton den globale opvarmning som et af vor tids største problemer. Og han står ikke alene - selv energiselskaberne erkender, at vi ikke bare kan blive ved med at sende ton efter ton CO2 op i luften. »Den helt store fordel ved atomkraft er, at der kommer ikke noget CO2 fra et kernekraftværk«, siger Erik Nonbøl, seniorforsker på Forskningscenter Risø. Men de færreste regner med, at vindmøller og andre rene energikilder er i stand til at opfylde klodens glubende appetit på energi. Et point til kernekraft. Hvis man altså for et øjeblik glemmer, at affaldet fra atomkraftværker skal opbevares i depoter de næste tusinder af år. Men ifølge Erik Nonbøl har atomenergien også en anden fordel i forhold til kraftværker, der producerer strøm ved at brænde kul, olie eller naturgas af i store ovne. Her svinger prisen på strøm alt efter, hvor meget olien, kullene eller gassen koster. Og lige nu er olien historisk dyr. »Hvis prisen på uran svingede lige så meget, så ville det ikke betyde så meget for prisen på strøm. Ved et kernekraftværk udgør omkostningerne til uran kun cirka 20 procent af strømprisen«, siger Erik Nonbøl. Den helt store udgift ved elektricitet fra et atomkraftværk er de mange penge, som det koster at bygge værket sikkert nok. Men udgifterne til at forrente disse investeringer svinger ikke op og ned ligesom oliepriserne. »Men udviklingen går stadig langsomt i Europa, mens der er mere fart på i Asien«, siger Erik Nonbøl. Fuld kraft i Asien Mens de fleste europæiske lande - bortset fra Frankrig og Finland - ikke satser på atomkraft, så har Rusland, Indien, Kina, Sydkorea og Japan valgt ganske anderledes. Hvert af disse lande har deres bevæggrunde for at satse på atomenergi, påpeger Alan MacDonald, talsmand for IAEA. »Kina har bare brug for enhver smule energi, som det er muligt at skrabe sammen. Vækst kræver elektricitet«, siger Alan MacDonald. I dag har kineserne ni reaktorer kørende, mens de er ved at opføre to nye. De ni reaktorer står for 2,2 procent af den kinesiske elektricitet. Den kinesiske regerings langsigtede mål er, at atomkraft skal producere mellem fire og fem procent af det samlede strømforbrug. Han peger på, at kineserne i flere områder har problemer med luftforurening, så det ansporer også til at bygge flere atomkraftværker. Desuden spiller det ind, at kulkraften koster menneskeliv. »Jeg mener, at Kina sidste år havde i omegnen af 6.000 dødsfald blandt arbejderne i deres kulminer«, siger Alan McDonald. I Sydkorea og Japan leverer atomenergi langt mere af det daglige strømforbrug. Japanerne får en godt en fjerdedel af strømmen fra kernekraft, mens tallet ligger på 40 procent for koreanerne. Hverken Korea eller Japan har de store olie- eller naturgasforekomster, så atomkraft er en måde at sikre sig en stabil energiforsyning, og i begge lande er man i gang med at opføre nye værker. Men ifølge Alan McDonald blegner de japanske ambitioner dog ved siden af de indiske. I dag får inderne knap tre procent af deres strøm fra atomkraft, men planen er, at den andel skal vokse til 25 procent frem til 2052. »De er ved at bygge ni nye reaktorer, så Indien er det land, hvor der sker mest. Hvis man nærlæser planerne, svarer det til en vækst på godt ni procent om året«, siger Alan McDonald. Når han kigger op fra sine statistikker, så ser han et landskab, hvor atomkraften i al ubemærkethed er på vej frem. Her synes lukningen af Barsebäck som en mindre parentes.