Plejebørn brugt i forsøg med medicin

Lyt til artiklen

Aids-forskere i USA fik i 1990'erne adgang til at benytte hiv-smittede plejebørn som forsøgskaniner til eksperimenter med ny medicin. Men kravet var, at børnene ville få tilstillet uafhængige advokater til at varetage deres sikkerhed og interesser. I de fleste tilfælde blev disse løfter ikke opfyldt, viser en omfattende undersøgelse foretaget af nyhedsbureauet Associated Press (AP). Forskere holdt opsyn Forskningen foregik under overopsyn af USA's føderale sundhedsagentur, The National Institute of Health og blev foretaget på hospitaler og forskningscentre i en række stater. På denne måde fik mange hiv-smittede plejebørn, som de lokale myndigheder ellers ikke havde midler til at behandle, adgang til medicin, som endnu ikke var tilgængelig på apotekerne. Det skete under opsyn fra fremtrædende forskere på forbundsregeringens regning. Alvorlige bivirkninger Ifølge AP's undersøgelse fik mange af børnene længere liv og langsommere sygdomsforløb som følge af ordningen. Men det udsatte også en sårbar og forsvarsløs del af befolkning for risikoen ved lægelig forskning og brug af medicin, som hos voksne patienter havde vist sig at give alvorlige bivirkninger. Ingen kendte risikoen ved at bruge denne medicin på børn. Adskillige eksperimenter, hvori plejebørn blev benyttet som prøveklude, konkluderede, at patienterne led af bivirkninger som udslæt, opkastning og dramatiske fald i antallet af de blodceller, som bekæmpede hiv-infektionen. I ét tilfælde blev der registreret en »foruroligende« stigning i antallet af dødsfald blandt børn, som fik større doser af den eksperimentelle medicin. Også spædbørn Børnene i forsøgene, som fandt sted under indtryk af den omfattende aids-krise i USA i begyndelsen af 1990'erne, var generelt mellem fem og ti år gamle, men også helt spæde plejebørn og teenagere blev inddraget. Ifølge en lov fra 1983 skal forskerne og deres tilsynsmyndigheder udpege uafhængige advokater til plejebørn, som benyttes i forsøg, der involverer mere end »minimal« risiko og ikke er til direkte gavn for barnet. Løbet over ende Det var imidlertid overladt til frivillige lægmandsorganer at føre tilsyn med, at disse regler blev overholdt, men de blev ifølge AP ofte »løbet over ende af forskerne« og koncentrerede sig ikke tilstrækkeligt om beskyttelse af patienterne. USA's Kontor for Beskyttelse i Human Forskning, som blev skabt for at beskytte deltagere i medicinsk forskning efter de berygtede Tuskegee-syfilis-undersøgelser af sorte mænd tilbage i 1930'erne, har indledt efterforskning af brugen af plejebørn i aids-forskningen. Kontoret ønskede dog ikke at udtale sig til AP om sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her