Når Labours mest succesrige leder nogensinde onsdag mødes med sine 355 partifæller i det nyvalgte Underhus, vil stemningen utvivlsomt være en smule spændt. Tony Blair ved, at mange af parlamentarikerne gerne vil af med ham så hurtigt som muligt, men han har i de seneste dage gjort det klart, at han ikke agter at slippe tøjlerne foreløbig. Hvis nogen havde troet, at den britiske premierminister var parat til at stikke halen mellem benene, så viste sidste del af den ganske omfattende regeringsrokade, der blev afsluttet mandag aften, at Blair ikke viger tilbage for at foretage kontroversielle udnævnelser. Provokation Blandt de nye viceministre er det især premierministerens tidligere toprådgiver, Andrew Adonis, hvis udnævnelse må betragtes som lidt af en provokation. Adonis stod blandt andet bag den stærkt omdiskuterede beslutning om øget brugerbetaling på universiteterne, og han er lidt af en hadefigur for kritikere af Tony Blairs New Labour-projekt. Blair har gjort sin 42-årige allierede til medlem af Overhuset, og lord Adonis vil nu have sin gang i undervisningsministeriet som viceminister. Andre omstridte udnævnelser er Beverley Hughes, der som viceindenrigsminister med ansvar for indvandring måtte trække sig for godt et år siden i en sag om visa til østeuropæiske indvandrere, og den hovedrige Lord Drayson, der for nogle år siden var i vælten, da hans firma fik en stor regeringskontrakt kort tid efter, at han havde doneret et pænt beløb til Labour-partiet. Balance Var flere af udnævnelserne til regeringens i alt 90 minister- og viceministerposter kontroversielle, så har Blair tilsyneladende også forsøgt at finde en balance mellem sine egne allierede og tilhængere af finansminister Gordon Brown, der er favorit til at blive hans efterfølger. Tony Blair havde problemer, da han i fredags sammensatte kabinettet, og flere ministre - blandt andet vicepremierminister John Prescott - nægtede at afgive dele af deres porteføljer for at få kabalen til at gå op. Rygterne om den interne ballade gav et indtryk af, at magten er ved at slippe Blair af hænde, og det indtryk blev forstærket, da en række Labour-folk åbenlyst krævede hans snarlige afgang. Mange af dem er venstrefløjsfolk, der i forvejen hader Blair, eller tidligere ministre, der bærer nag til ham. Bred front mod Blair Men analytikeren Rodney Barker fra London School of Economics mener, at den ulmende oprørsstemning i Labours parlamentsgruppe er bredere funderet end som så. Ydermere, siger han, har Blairs kritikere fået relativt mere magt i den reducerede gruppe. Afløseren »Det er en kombination af venstrefløjen og mere liberale folk, der hidtil har været tavse. Problemet for Tony Blair er, at han allerede har sagt, at han på et tidspunkt vil gå af, og når det er blevet acceptabelt at tale om, hvem der skal afløse ham, så opstår der et momentum, hvor opmærksomheden vil være delvis rettet mod den næste leder. Flere og flere vil begynde at opfatte den nuværende leder som midlertidig«, siger professor Barker. Oprøret er kommet tidligere, end han havde regnet med, men Barker forudser dog ikke Blairs øjeblikkelige afgang og vurderer, at han også vil være premierminister om et halvt år, da det ikke vil give nogen mening at skifte regeringschef midt i et EU-formandskab. 'Om to år er han væk' Om et år vil chancen være 50-50, og om to år vil han være væk, forudser Barker. Men foreløbig agter Blair at ride den interne storm af. Første skridt blev - med skiftende held - taget under regeringsrokaden. Det næste tager Tony Blair, når han skal forsøge at hitte den rette grimasse under mødet med sine partifæller - både de loyale og de kritiske.