Indonesiens hær bruger nødhjælp som våben

Næsten 25 milliarder danske kroner har det internationale samfund doneret til Aceh - den provins på Sumatra i Indonesien, der blev hårdest ramt i forbindelse med tsunamikatastrofen i december. Men ifølge en lokal menneskeretsaktivist kan de mange milliarder ende med at være spildt. »Vi vil meget gerne gøre det internationale samfund opmærksom på, at de enorme summer, I donerer til Aceh i øjeblikket, vil være helt nyttesløse, hvis ikke man får løst de basale problemer først«, siger Hendra Budian, der i øjeblikket er gæst hos den danske afdeling af Amnesty International. Han er viceformand for The Legal Aid Foundation, der arbejder med juridisk rådgivning og menneskerettigheder i Aceh-provinsen. Mangel på gennembrud For tsunamien er ikke Aceh-provinsens eneste tragedie. I tre årtier har indonesisk militær og oprørsbevægelsen Frit Aceh (GAM) bekæmpet hinanden med omkring 12.000 dræbte til følge. Tsunamien kostede Aceh omkring 160.000 døde og savnede og gjorde over en halv million mennesker hjemløse. Katastrofen hjalp til at bringe de to stridende parter til forhandlingsbordet, men indtil videre uden det store held. Provinsen er derfor stadig under fuld kontrol af hærens 40.000 udstationerede soldater, der ifølge Hendra Budian alene står for distributionen af den internationale nødhjælp til de mange hundreder af tusinde nødlidende i regionen. »Hvis man vil distribuere nødhjælp i Aceh, så er man nødt til at levere det til militæret, der så distribuerer nødhjælpen videre. Det betyder, at folk er bange for at spørge efter tøj eller mad, fordi militæret jo er den ene part af konflikten i Aceh«, forklarer Hendra Budian. Holder nødhjælp tilbage Ifølge Hendra er det alene militæret, der bestemmer, hvem der kan få nødhjælp, og hvem der ikke kan. Så der er dele af Aceh, som ikke får nødhjælp? »Ja, i f.eks. i det vestlige og østlige Aceh, hvor der bor mange GAM-familier (oprørshærens familier, red.) - kvinder og børn, der intet har med konflikten at gøre - får de ingen nødhjælp«, forklarer Hendra Budian. Lukket land Samtidig nægtes både lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer fri adgang til provinsen, medmindre de er godkendt af militæret. Det betød så sent som for to måneder siden, at en delegation fra Amnesty International blev nægtet adgang til Aceh. Ligesom også lokale menneskeretsgrupper nægtes adgang. »Vi ønsker fri adgang til Aceh både for det internationale samfund og for de lokale menneskeretsgrupper, så vi kan overvåge, at menneskerettighederne for folk i Aceh ikke bliver overtrådt«, siger Hendra Budian. Han påpeger, at fængsling, tortur og mord stadig foregår dagligt i Aceh, selv om regeringen i øjeblikket er i Helsinki for at forhandle med GAM om våbenhvile. »Lige nu forsøger vi at genopbygge Aceh med nye huse, nye skoler osv., men der er ingen garanti for, at disse bygninger ikke vil blive ødelagt bagefter på grund af konflikten«, siger han og påpeger, at alene i juni 2003 blev 860 skoler i Aceh brændt ned i forbindelse med konflikten. »Så hvis ikke man løser problemerne - alle problemerne - så vil nødhjælpen til Aceh være helt nyttesløs«, forklarer han. Han understreger dog, at alle mennesker i Aceh er meget glade for den hjælp, som bl.a. Danmark og danskerne har givet i forbindelse med tsunamikatastrofen. »Men vi har også brug for jeres moralske støtte til at løse problemerne i Aceh. Vi vil derfor bede den danske regering om, at når de sender penge til genopbygning af Aceh, så skal de være meget sikre på, at pengene går det rette sted hen«, siger Hendra Budian. Han vil også bede den danske regering om sammen med resten af donorlandene at lægge pres på Indonesiens regering, så der bliver åbnet op for adgang til Aceh-provinsen for menneskerettighedsgrupperne. Danske betingelser Ifølge konfliktforsker Ruben Thorning, tilknyttet Nordisk Institut for Asiatiske Studier, er situationen i Aceh-provinsen et eksempel på, at Danmark er nødt til at stille betingelser til de lande, som vi giver bistand til. »Dermed ikke ment, at vi ikke skal sende nødhjælp i form af mad, tøj og lægehjælp, men ved de mere langsigtede udviklingsprojekter skal vi stille krav til regeringerne om f.eks. forbedring af menneskeretssituationen, ellers risikerer vi at spilde en masse penge«, siger Ruben Thorning og fortsætter: »Vi skal dels stille krav, men også hjælpe svage regeringer med at få styr på f.eks. militser eller andre grupper, som er ude af kontrol«, forklarer han.