Opgør om olie i ny konflikt mellem Kina og Japan

Lyt til artiklen

Det spændte forhold mellem Japan og Kina er kraftigt forværret, efter at Japans regering nu har indledt behandlingen af ansøgninger fra selskaber, der ønsker at bore efter olie og gas i Det Kinesiske Hav. En højtstående kinesisk embedsmand advarer Japans regering mod at uddele disse rettigheder. Hvis det sker, vil det ændre forholdet mellem de to lande »fundamentalt«, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Men Japan henviser til, at Kina allerede nu udvinder olie i Det Kinesiske Hav trods uenighed om grænsedragningen. Bagatellisering Denne nye konflikt bliver det vigtigste punkt på dagsordenen, når de to landes udenrigsministre skal forhandle på søndag i Beijing. Den japanske beslutning kommer kun få dage efter voldsomme antijapanske demonstrationer i flere kinesiske byer. Demonstranterne protesterede mod, at nye japanske skolebøger fortsat bagatelliserer de forbrydelser, herunder mord og voldtægt, japanske soldater begik mod kinesere under Anden Verdenskrig. De aktuelle uoverensstemmelser er meget alvorlige: »Der har ikke været en tilsvarende strid, siden de to lande oprettede diplomatiske forbindelser i 1972«, siger Tokuji Kasahara, professor i historie ved Tsuru-universitet nær Tokyo, til AP. Nationale interesser Begge lande er stærkt afhængige af energisektoren, og med den nærmest eksplosive økonomisk vækst er Kina storaftager af energi og råstoffer. Ikke mindst derfor udvinder Kina allerede nu olie og gas i dele af Det Kinesiske Hav, der ifølge Japan fortsat er omstridt. Japan opfordrede 1. april kineserne til at indstille aktiviteten eller dele indtægterne fra energiudvindingen. Den japanske regering krævede et »åbenhjertigt« svar fra Kina inden en uge. Det har Japan ikke fået, og derfor skred regeringen til handling onsdag. »Vi tog beslutningen, fordi det er afgørende at etablere boringsrettighederne for at forsvare Japans nationale interesser«, siger en japansk embedsmand. Blokerer i FN Men lige nu er klimaet ikke til forbrødring, selv om de to lande faktisk er afhængige af hinanden. De er hinandens største handelspartnere, og det vejer på længere sigt tungere end sidste uges opgør om indholdet af de japanske skolebøger, selv om symboler og nationalisme fortsat spiller en vigtig rolle i international politik. Kina ministerpræsident Wen Jiabao opfordrede tirsdag i New Delhi japanerne til at »se historien lige i øjnene« og langt stærkere end tidligere indrømme de forbrydelser, japanske politikere, generaler og soldater gjorde sig skyldig i over for både Kina og den koreanske halvø i første halvdel af forrige århundrede. Oplagt kandidat Ifølge Wen Jiabao bør de omfattende protester i Kina mod forglemmelserne i de nye japanske skolebøger få den japanske regering til at overveje, om dens håndtering af fortiden vil gøre det nemmere for Japan at opnå en plads som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd. De permanente medlemmer er sejrherrerne fra Anden Verdenskrig, nemlig USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina. Men i forbindelse med den omfattende reform af FN lægger generalsekretær Kofi Annan op til en udvidelse af Sikkerhedsrådet. Oplagte kandidater er bl.a. krigens to store tabere, Tyskland og Japan. Med de seneste dages demonstrationer mod Japan og striden om energiressourcerne i Det Kinesiske Hav skal Japan ikke regne med støtte fra Kina, antydede Wen Jiabao tirsdag. Og uden kinesisk accept bliver Japan ikke medlem, vurderede flere højtstående FN-funktionærer sidste uge i New York over for Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her