Drab på britisk kameramand får ingen konsekvenser

Lyt til artiklen

En israelsk militærdommer har ikke fundet anledning til at indlede en retsforfølgelse af en officer, der for knap to år siden skød og dræbte en ubevæbnet kameramand i Gazastriben, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters. Den 34-årige James Miller var i færd med at filme dokumentarfilmen 'Døden i Gaza' om palæstinensiske børn, som er fanget ind i konflikten mellem Israel og Palæstina. Øjenvidner har berettet, at den 34-årige blev skudt på klos hold, selv om han bar synligt journalistskilt og vinkede med et hvidt flag. 'Vi var under angreb' Dengang udtalte en højtstående israelsk kilde i militæret, at tropperne havde skudt i situationen, fordi de samtidig var under angreb fra bevæbnede palæstinensere i færd med at indsmugle våben fra Egypten. »To af vores bevæbnede køretøjer skulle afsløre en smuglertunnel. Da mørket faldt på, blev de beskudt af blandt andet to raketgranater og de skød tilbage på angriberne«, sagde oberst Avi, som dengang havde ansvaret for de israelske styrker til Reuters. Ingen tegn på uro Men på optagelser fra dokumentarfilmen ser man den 34-årige nærme sig et pansret køretøj med et hvidt flag, og umiddelbart efter lyder de fatale skud. De optagelser viser ingen kamphandlinger i området. Menneskeretsorganisationer har jævnligt anklaget de israelske tropper for at bruge overdrevne magtmidler for at kontrollere den palæstinensiske opstand på Vestbredden og i Gazastriben. Konsekvenser sjældne Den israelske hær forsikrer ofte, at alle anklager om magtmisbrug bliver undersøgt, men det er uhyre sjældent, at de undersøgelser medfører retlige skridt mod det israelske militær. James Millers familie kræver en uafhængig undersøgelse af sagen - et krav, de britiske myndigheder bakker op. Alternativt vil familien sagsøge det israelske militær ved de civile domstole.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her