Næppe havde Storbritannien fået en ny antiterrorlov, før et af dens mere omstridte punkter blev taget i brug over for ti udenlandske terrormistænkte, der har været tilbageholdt af de britiske myndigheder i over tre år. Få timer efter lovens ikrafttræden fredag aften underskrevet indenrigsminister Charles Clarke de såkaldte kontrolordrer, der reelt placerer de mistænkte under husarrest uden rettergang og pålægger dem en række andre restriktioner. Ifølge den nye lov skal en dommer tage stilling til kontrolordrerne i løbet af en uge. Betragtes som farlige De ti terrormistænkte betragtes fortsat som særdeles farlige af myndighederne. Og dagen derpå skændtes Labourregeringen og det største oppositionsparti, de konservative, fortsat om, hvem der egentlig 'vandt' den store debat om den nye antiterrorlovgivning, der endte i et kompromis. Valgkamp i gang Begge partiers spinmaskiner er oppe i høje omdrejninger og kritiserer modparten skarpt. Årsagen hertil skal ikke kun findes i uenighed om selve lovgivningen, men i høj grad i det faktum, at briterne om mindre end to måneder formentlig skal til valg og vælge et nyt Underhus. Med tvekampen mellem premierminister Tony Blair og den konservative leder Michael Howard om lovgivningen blev valgkampen for alvor - om end uofficielt - blæst i gang. Det kan være svært at udpege en decideret vinder af de to lederes opgør, og flere kommentatorer har i stedet været mere tilbøjelige til at give æren til parlamentet, der i kraft af Labourregeringens enorme flertal ofte er blevet behandlet noget stedmoderligt i de senere år. Revision om et år Under den rekordlange debat om antiterrorlovgivningen trådte ikke mindst Overhuset i karakter, og paradoksalt nok bidrog denne uvalgte forsamling til at få Tony Blair til at love, at den nye lovgivning, der af sine kritikere fortsat bliver opfattet som autoritær og udemokratisk, bliver kigget grundigt efter i sømmene om et års tid. Størstedelen af pressen mener, at der til den tid i høj grad vil være behov for en grundigere behandling af loven, end det var muligt i løbet af de seneste dage, for de færreste kommentatorer er imponeret over den. Bedre end forslag Financial Times beskylder regeringen for alt for at ofte at vælge populistiske og autoritære løsninger, når den svære balance mellem terrorbekæmpelse og borgerrettigheder skal findes. The Guardian betegner den endelige lov som bedre end det oprindelige lovforslag, men dog fortsat med masser af mangler, og beskylder samtidig alle parter for at have spillet et politisk valgkampsspil under den vigtige debat. Og The Economist, der gik i trykken inden det kompromis, der førte til lovens vedtagelse, skriver, at uanset resultatet af debatten, så »vil Storbritannien ende med at få en dårlig antiterrorlov«. Nok er loven nu på plads, men meget tyder på, at debatten vil fortsætte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























