Kammerat Kalasjnikov og drengerøvene i Abu Dhabi

De gyldne medaljer på oldingens uniformsbryst gnistrer i det skarpe sollys. Han stavrer forbi lange rækker af mænd med beundrende blikke, uendelig langsomt og forsigtigt, og så alligevel med en myndig værdighed - den gamle hvidhårede soldat ved, at han er respekteret for at have været med til at ændre verden. »Tillad mig at præsentere Dem for kammerat Kalasjnikov«, siger en kjortelklædt mand ekstatisk, og den stirrende menneskemængde klapper anerkendende ad den 85-årige russiske krigsveteran. Salg i ødelæggelse Mikhail Kalasjnikov smiler lidt genert, måske over stadig at blive tituleret kammerat, måske over at blive hyldet så direkte. Opfinderen af AK-47'eren, den navnkundige automatriffel, der ivrigt bruges af terrorister, guerillaer, gangstere og gemene forbrydere verden over, er inviteret til De Forenede Arabiske Emirater for at kaste stjernestøv over Idex 05 - den største våbenmesse i den arabiske verden. Arrangørerne af det, der på disse kanter kaldes en forsvarsudstilling, fortæller igen og igen, at der deltager mindst 45 lande, 825 firmaer, 950 internationale journalister og 2.918 VIP'er. Et hårrejsende opbud af våbenfabrikanter fra alle mulige og umulige lande er rejst til den stenrige golfstat med kasser og containere, hvis indhold under andre omstændigheder ville gøre enhver tolder mere end almindeligt utilpas: kanoner og kampvogne, granater og geværer, sabler og kikkertsigter, bombefly og feltrationer, ørkenstøvler, helikoptere, missiler, missiler, missiler. Alt sammen sidste skrig. Og alt sammen udstillet i de vældige pavilloner, hvor nation for nation har sat døden til salg i våbenproducenternes næsten dekorative stande. Al pragten er pudset op og skinner som tunge juveler, omgivet af friske blomster og frugter. I surrealistiske glimt glider tavse arméer af sydøstasiatiske rengøringsfolk gennem pavillonerne og støver automatrifler og missiler af med deres regnbuefarvede støvekoste. Inde i de svale pavilloner og ude på messeområdets brede asfalt, der til anledningen er dækket af bløde løbere med gyldne mønstre, bølger endeløse rækker af interesserede købere og osere, militære planlæggere og tavse mænd, der bag solbriller, som beskytter mod det skarpe sollys og alt for nysgerrige blikke, svarer undvigende på, hvorfor de er dukket op. Trends: Kodeordet er NCW I Abu Dhabi drysser de roligt rundt mellem hinanden - gamle supermagtrivaler, mænd fra diktaturer og fra demokratier, mænd fra neutrale lande og mænd fra allierede. Gamle fjender og nye venner, gamle venner og nye fjender, i Abu Dhabi mødes de om deres fælles interesse i skinnende nyt og skrigende effektivt militært grej. Det er med våbenmesser, som det er med modemesser: Her præsenteres de nyeste trends. En europæisk militærekspert er rejst til Abu Dhabi for at iagttage tendenserne for den efterretningsvirksomhed, han arbejder for. Han indvilliger i at give en diskret baggrundsbriefing om hot or not i våbenindustrien og tænder en krydret cigaret, mens han fortæller, at øjeblikkets mantra i militær tænkning er Network Centric Warfare: »Kodeordet er NCW. Netværksbaserede operationer. I stedet for at fly, skibe eller køretøjer udelukkende får informationer fra egne sensorer, får de nu også adgang til informationer fra alle andre enheder. På den måde kan enhederne se situationen med andres øjne og reagere på slagmarkens dynamiske udvikling. Det giver et højere tempo og et meget effektfuldt resultat. I moderne krig er det altafgørende at være i stand til at reagere hurtigere end fjenden«. Klog krig Han taler fornøjet videre om NCW-teoriens tre grundlæggende netværksaktører: sensorer - som radar og satellit - våbensystemer og beslutningstagere. Mens han taler, vipper hans fod i takt til de blide toner af Bette Midler, som ud gennem messeområdets højtalere spørger alt og alle: »Did you ever know, that you're my hero«? »En soldat er ikke længere bare en mand, han er en vigtig del af en større sammenhæng. Det handler om at føre klog krig. Våbnene skal have stor effekt, men ikke nødvendigvis være dødbringende«, siger militæreksperten og smiler overbærende, da han bliver spurgt, om det er af humanitære grunde, at det er trendy at forsøge at spare menneskeliv: »Nej. Det handler om at vinde propagandakrigen. Den politiske dimension er altafgørende, og død og ødelæggelse er ikke politisk korrekt«, erklærer han så. Larm og lugt i stedet for sprængstof Eksemplerne på nye våben, der er mere effektive, end de er dødbringende, er mange: israelernes panservogn, der laver så enorme brag, at det får en menneskemængde til at løbe i alle retninger. Tidligere ville soldaterne have åbnet ild for at sprede menneskemængden, og det ville have kostet menneskeliv, tilføjer eksperten. Endnu en ublodig opfindelse er det system, der udsender en uudholdelig stank. Hæslig lugt alene kan også få menneskemængder til at sprede sig. Og så er der de amerikanske og britiske guidede bomber uden sprængstof. En laser rettes mod målet - for eksempel en bygning - og så styrer bomberne efter laseren. Bygningen bliver smadret, men ikke sprængt i luften. Og når der ikke er nogen eksplosion, så bliver nabobygningerne stående og menneskeliv sparet. I samme familie er de ubemandede køretøjer og ubåde. Endnu en trend, som kan gøre et stykke arbejde uden at risikere menneskeliv, hverken civiles eller soldaters, forklarer eksperten. Trends til trods betyder udviklingen ikke, at soldater helt kan undværes i gaderne. Det er opstanden i Irak er grumt eksempel på. Men fremtidens soldater vil oftere og oftere komme til at sidde i kontrolrum, hvor de trykker på knapper og overvåger skærme, erklærer militæreksperten: »Små drenge elsker computerspil. Nu er det blevet sådan, at de kan komme i hæren og blive ved med at spille computer«, griner han og fisker dovent endnu en cigaret frem. Networking med Maxim Det samme gør Maxim på sit hotelværelse, en halv times kørsel fra Idex 05. Da han tænder sin tynde, hvide cigaret, kommer en guldlænke i et skarpt glimt til syne om hans kødfulde håndled. Russeren smiler bredt, mens han hælder vodka op i glassene på det lave sofabord. Han udbringer en skål. For kvinder, mænd og solstråler. Vodkaen kradser hul på de blaserte ansigtsudtryk. Gæsterne bliver lidt løsere i deres bevægelser, Maxim hælder op igen. »Nastrovia«, griner den lille, runde journalist, der er ansat af den russiske regering. Nu går snakken tjept og opstemt. Om våben, millionhandler, terrortrusler og truende krige. Maxim har inviteret et par andre journalister op på sit hotelværelse for at networke lidt, inden jagten på den bedste historie om den største handel på den højtprofilerede våbenmesse for alvor går i gang. Fem-stjernet indkvartering Alle journalisterne er inviteret til Abu Dhabi af Informationsministeriet. Alle er blevet hentet i lufthavnen af mælkehvide Chevrolet Caprice'r årgang 2005 med cremefarvet læderindtræk og fladskærmsfjernsyn. Alle er blevet indlogeret på det nyopførte femstjernede Al Raha Beach Hotel, der har udsigt over golfen, to turkise pools, en boblende jacuzzi og en komplet serie af Bulgari-produkter på hvert af de mastodontiske marmorbadeværelser. Og alle har en bil med chauffør til rådighed i de fem dage, våbenmessen varer. For ikke at glemme den tunge guld-kuglepen, som alle journalister har fået i gave, så der ikke er nogen undskyldning for ikke at tage guldrandede notater. Således har de styrtrige Emirater med de svindende oliereserver indledningsvis sørget for, at de inviterede journalister har det godt og trygt. Når landet og våbenindustrien skal have medieomtale, er ingen pris for høj, lader det til. For Abu Dhabi-drengene på begge sider af medierne handler det om størrelse, gørelse og priser. Og på Idex 05's første dag bliver der handlet våben for knap 2,2 mia. kroner. Blandt de heldige kontrakthavere er Tysklands Rhode und Schwartz, Italiens Augusta SPA og Frankrigs Rockwell Collins. Nyhederne om handlerne bliver hurtigt anbragt hos journalisterne, der samvittighedsfuldt taster løs inde i messecenterets airconditionerede pressecenter, inden de stikker guldpennen i brystlommen og tager tilbage til Al Raha Beach Hotels saliggørende luksus og Maxims snart tomme flaske med eksklusiv vodka. It seeks. It hunts. It destroys Gæsterne har let ved at finde våbenmessens rytme og trækplastre: Live-opvisningen på den nærliggende skydebane. Ubådene nede i havnen. Det supersoniske krydsermissil Brahmos, der troner i en af pavillonerne: et kyklopisk russisk-indisk eventyr, som er opkaldt efter floden Brahmaputra og byen Moskva. Og som lanceres med slagordene »It is intelligent. It seeks. It hunts. It destroys«. For ikke at tale om den hyppigt besøgte russiske BMP-3 Upgrade-panservogn, hvor smilende piger med afbleget hår og stramt, neonfarvet tøj har som eneste opgave at indtage æggende positurer ved siden af panservognen og mulige købere. Kvinder er noget nær det eneste, der ikke er en overflod af på Idex 05. Der er ikke på noget tidspunkt kø ved messecentrets fjerneste indgang; den, hvor der hænger et skilt med ordet 'Ladies'. Såvel de blonderede showpiger som de forsvindende få andre kvindelige gæster vækker opsigt og bliver jævnligt spurgt, om de vil mødes til en drink eller en aftentur i Al Raha Beachs jacuzzi. Idex 05 har et officielt program, men på det uofficielle står dagligt drengerøvenes parade. Våben for milliarder I Abu Dhabi skifter våben for milliarder ejermænd. Aserbajdsjans uniformerede forsvarsminister trykker næve med Ukraines jakkesætsklædte forsvarsminister ved siden af det bærbare antitank-system Skif, mens golflandenes forsvarsministre indkøber avancerede kontrolsystemer. Golfregionen er rustet til tænderne, for efter første golfkrig ramte erkendelsen af, hvor let det var at invadere og blive invaderet, og de seneste 10 år har landene powershoppet panservogne, fly, store og små våben. Hovedleverandørerne har været USA, Frankrig, Rusland og til dels Storbritannien, men nu er cirklen ved at være sluttet og de sidste panservogne ved at blive leveret. Nu gælder det om at opgradere al isenkrammet,og Idex er stedet. Militært fremtidsbillede Idex er et militært fremtidsbillede. Men våbenmessens muse hører fortiden til. 85-årige Mikhail Kalasjnikov vandrer stadig forsigtigt rundt på de udendørs løbere, og smiler med noget, der ligner både undren og overbærenhed. Høfligt afviser han igen og igen at give interview; han har forklaret sig for flere år siden. Han har forklaret, at han er stolt af sin opfindelse. Kalasjnikov skabte AK-47'eren ud af kærlighed til sit fædreland, har han forklaret. For fædrelandets skyld Fordi han under Anden Verdenskrig blev ramt af tyske kugler, mens han som soldat i Den Røde Hær forsøgte at beskytte Sovjetunionens grænser. Han tegnede en automatriffel, der både kunne affyre projektiler enkeltvis og sende en hel salve af sted. For fædrelandets skyld. Men siden blev den fremstillet i mange millioner eksemplarer, som i årtier har tordnet i alle mulige og umulige lande verden over. Hans opfindelse har slået utælleligt mange mennesker ihjel. Og han har forklaret, at han beklager. Men alt det mæler han ikke et ord om her i Abu Dhabi. Han er her for våbenindustriens og sit fædrelands skyld. Og salget går forrygende.