Latinamerika er gået mod venstre

Når den tidligere kræftlæge Tabaré Vazquez bliver indsat som ny præsident i Uruguay 1. marts i år, vil han ikke alene bryde den langvarige tradition, der tilsiger, at magten ikke havner hos landets venstreorienterede. Han vil også blive en historisk brik i det puslespil, som det aktuelle politiske forandringsprojekt i Latinamerika udgør. Modstandere af diktatur I løbet af blot nogle få år, har lederskabet i nogle af kontinentets vigtigste lande fået nyt indhold og nye ansigter og det har ændret det politiske kort i Latinamerika. Når Tabaré Vazquez træder til som ny præsident, vil samtlige lande i det sydlige Sydamerika være ledet af mænd, som indledte deres løbebane som indædte modstandere af landenes militærdiktaturer. I Brasilien har den tidligere skopudserdreng, Luiz Inácio Lula da Silva nu været præsident i to år, og har tvunget landets hær til at åbne de hemmelige arkiver fra diktaturtiden. I Argentina har peronistpartiets Néstor Kirchner sat 97 tidligere hærchefer i fængsel, siden han kom til magten, og i Chile har socialisten Ricardo Lagos sat den sygdomssvækkede general Augusto Pinochet i husarrest i venten på tiltale. Leverer varen De initiativer, der udgår fra tre af kontinentets stærkeste økonomier, vidner ikke bare om, at den langsomme demokratiseringsproces, som blev indledt efter militærregimernes fald i midten af 1980'erne, er gået ind i sin afsluttende fase. Initiativerne viser også, at demokratiet på det seneste er begyndt at levere varen på det splittede kontinent. De tidligere modstandsmænd ser ud til at blive dem, der fører Latinamerika ind i en ny tidsalder. Med præsident Lula i spidsen har Brasilien taget initiativ til at sætte skub i den henslumrende sydamerikanske handelsunion, Mercosur. Nu er det ikke så sandsynligt, at landene vil bøje af og gå med i USA's store projekt om et frihandelsområde på hele det amerikanske dobbeltkontinent. I stedet ser det ud til, at Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay langsomt, men sikkert nærmer sig Europa og EU. Tværnationale alliancer En første antydning af, at Latinamerika er på vej ind i en ny tidsregning kom i januar i fjor under topmødet i OAS, Organisationen for de Amerikanske Stater, i Monterrey i Mexico. Sammen med Venezuela dannede de tidligere ærkerivaler Brasilien og Argentina en alliance og tvang organisationens stærke part, USA, til at give indrømmelser på flere af de punkter, som de ville tage op på mødet. USA ville diskutere frihandel og antiterrorlovgivning. I stedet satte de nyoprettede alliancer mellem de sydamerikanske lande de sociale spørgsmål på dagsordnen. Landenes ledere mente, at 1990'ernes tøjlesløse markedspolitik ikke løste fattigdomsproblemerne i det omtumlede Latinamerika. I stedet drev den Argentina ud i en dyb krise. Lulas protest På mødet anklagede de latinamerikanske lande USA for at 'ånden fra Washington' som har støttet markedsreformer og privatisering over hele Latinamerika efter årene med militærdiktatur, ikke har resulteret i vækst, men i stedet har tvunget millioner af mennesker ud i sult i slumområder og storbyer. Brasiliens frimodige præsident Lula da Silva sagde under sin tale på mødet: »Efter 1980'erne, det såkaldt tabte årti, blev 1990'erne et fortvivlelsens årti. Det var en pervers model, som fejlagtigt adskilte økonomi og sociale forhold og som satte vækst frem for stabilitet og var ligeglad med retfærdighed og ansvar«. Det var første gang, at de latinamerikanske lande havde held med at tage de sociale spørgsmål på dagsordenen og give USA modstand på et OAS-møde. Det var også første gang, at en latinamerikansk kollega havde samlet sine kolleger for i fællesskab at sætte sig op mod det land, som i mangt og meget dikterer vilkårene for kontinentet, selv efter Den Kolde Krig. Opgør med fortiden Det oprydningsarbejde der nu er sat i gang når det gælder landenes fortid, er et tydeligt udtryk for, at Latinamerika går en ny tid i møde. I Chile sidder Augusto Pinochet lige nu i husarrest og afventer en mordanklage og anklager om at have været hjernen bag den hemmelige 'Operation Kondor' hvor diktaturstaternes politi jagede hinandens medborgere over de nationale grænser. For første gang i flere årtier er USA's indflydelse i regionen ikke så dominerende længere. Et andet tegn på forandring på kontinentet er den kursændring, som har fundet sted i forhandlingerne om at udvide Mercosurs frihandelsområde. Venezuela overraskede På et tidspunkt så det ud til, at USA's favoritprojekt, FTAA, Free Trade Area of the Americas, skulle opsuge alle lande på kontinentet. Men jo længere tid forhandlingerne har kørt, jo mere har det vist sig, at stadig flere lande nedtoner deres entusiasme. I stedet udgøres kernen i Mercosur af kontinentets to stormagten, Argentina og Brasilien, tæt efterfulgt af Uruguay og Paraguay. Chile og Bolivia har i et stykke tid været med som tilknyttede medlemmer. Men for nylig kom overraskelsen, at selv det olierige Venezuela og det hurtigt voksende Mexico vil indgå i handelsfællesskabet. Mercosur og EU Mercosurs udbredelse har medført, at det projekt som USA's præsident George W. Bush har erklæret som sit vigtigste politiske ærinde inden 11. september 2001, mere og mere glider ham af hænde. USA's chefforhandler Robert Zoellick er skuffet og anklager Mercosur for at tømme FTAA for indhold. Mercosurs formand, Eduardo Duhalde, har svaret, at »så længe USA sættere deres egne bønders privilegier højere end frihandelen, forbliver FTTA blot en smuk drøm«. I stedet har EU tilbudt landene i Mercosur at give indrømmelser ved at give handelen med sukker fri, og dermed åbne op for en frihandelsaftale mellem de to blokke. Hvis de to handelsunioner kan blive enige, bliver EU og Mercosur til at blive verdens største frihandelsområde. Det vil ikke blot mørkne fremtidsudsigterne for FTAA, men også være en historisk milepæl. Langsomt er Latinamerika ved at blive genforenet med det kontinent, som en gang i fortiden befolkede landene.