Nynazister bag sort dag i Dresden

Tusindvis af kampklare politifolk sørgede for, at det ikke kom til sammenstød i Dresden mellem autonome og nynazistiske demonstranter, der insisterede på at gå i sørgemarch gennem byen. Det var på 60-årsdagen for det britisk-amerikanske terrorbombardement, der dræbte mindst 35.000 civile. Nynazisterne omkring partiet NPD, der blev valgt ind i landdagen i delstaten Sachsen i september i fjor, forlanger, at 13. februar bliver en national sørgedag, og at der oprettes et 'holocaust-museum' for ildstormens ofre. Op mod 8.000 fortrinsvis sortklædte tyske nynazister var kommet til Dresden for at demonstrere deres styrke og vise deres sorte faner. Fire kors »Det anstændige Tyskland«, kaldte den sachsiske NPD-leder Holger Apfel forsamlingen, der udgjorde den største højreekstreme demonstration i Forbundsrepublikkens historie. Bag ham på podiet stod en æresvagt med fire trækors, hvorpå man kunne læse navnene Dresden, Hiroshima, Vietnam og Bagdad. Apfel råbte til mængden, at næste by ville blive Teheran. Demonstrationen havde fået lov at samle sig omkring kl. 12 foran den sachsiske landdag, på en trist og vindblæst plads bag den genopførte Semper-opera. Men politiet havde kun givet nynazisterne et stykke gade, hvorpå måske 4.000-5.000 demonstranter kunne finde plads. Det øvrige følge, der først for alvor viste sig ved den efterfølgende march rundt om byen, ventede i sidegaderne. Protest mod USA og Israel Protestmødet var helt og holdent vendt mod magthaverne i Tyskland, 'hetz-medierne', USA, Rusland - og Israel ikke at forglemme. Det stærke anti-jødiske præg blev understreget, når talerne kaldte det allierede bombeangreb på Dresden for »folkemord« og »holocaust«. Men for at selv de mest tungnemme ikke skulle gå tabt af pointen sagde Franz Schönhuber, den historiske leder af det højreekstreme parti Republikanerne og nu rådgiver for NPD, at »vores præsident Horst Köhler rejser til Israel, vores kansler Gerhard Schröder rejser til Moskva, men vi rejser til Dresden!«. Så var alle med. På talerstolen havde nynazisterne opklæbet en parole, der lød således: 'Vi er overalt'. Det er en næsten ordret gengivelse af det fascistiske kampråb fra 1930'erne og 1940'erne, i Frankrig kendt som navnet på den nazistiske avis 'Jeg er overalt'. Overskæg og skilning Denne anonyme, men truende tilstedeværelse overalt blev fremhævet ved, at ingen, bortset fra de mest prominente nynazister som Holger Apfel, NPD-chefen Udo Voigt (med et net overskæg), Gerhard Frey, lederen af broderpartiet DVU, og Schönhuber blev nævnt ved navn. Første taler kom således direkte på med en optræden, der viste, at han havde lært veltalenhed af Adolf Hitler. Den unge mand forstod at lade sin stemme bølge op og ned og ende i fanatiske had- og vredeseksplosioner, når han kom ind på ofrene for bombardementet 13.-14. februar 1945: »Hvis krigsforbrydelser betyder noget og har et navn, så er dette havn Dresden«, tordnede den stålsatte unge mand med karakteristisk skråskilning, og hans ord blev modtaget med klapsalver. Han endte med at træde et skridt tilbage og svinge en guitar, hvorefter han istemte en nynazistisk slagsang, hvis omkvæd var: »Aldrig vil vi bøje os, aldrig vil vi lade os kalde højre! Tyskland, Tyskland over alle. Riget skal genopstå!«. Deres korrespondent forsøgte gennem en rundspørge i forsamlingen at få navnet på den unge mand oplyst. Det viste sig at være umuligt selv blandt de få kronragede unge mænd, der brummede med på melodien. En ældre herre forklarede, at medierne kun var ude på at sværte nynazisterne til. »Tyskland er besat. Vi er besat af USA og Israel«, gav han som grund til at tie med navne, hvis de ikke var annonceret fra talerstolen. Skinheads Under den efterfølgende march lykkedes det dog at få Schönhuber til at oplyse, at den første taler var folkesangeren Frank Rennicke. Ingen andre ville medvirke. Forsamlingen bestod fortrinsvis af unge mænd, iblandet en del ældre herrer, der gik knap så krigerisk klædt. Nogle af de unge tilhørte den forbudte forening Sachsiske Skinheads, de var kronragede med kranier tatoveret på baghovedet og iført kamuflageuniform. Andre gik i de forbudte Thor-hammer-trøjer med nazisymboler, mens endnu andre forsøgte at efterligne Dr. Goebbels' stil med sort lædertøj, sort læderslips og sorte handsker. I det hele taget var modefarven tydeligvis sort. Der var kun få ledsagende hustruer, og absolut ingen fremmede. Musikken stammede fra en CD ved navn Classic Power, der var nul rock. Kun Mozart, Bach og selvfølgelig igen og igen den elskede Wagner med temaer fra 'Lohengrin' og 'Mestersangerne'.