USA lover frihed til hele verden

Fra podiet på skråningen op til US Capitol er det svært at høre, om lyden fra menneskehavet nedenfor er jubel eller buhråb, da han første gang toner frem på storskærmen. En time og et kvarter før tid træder han frem mod talerstolen med præsidentens segl. 10 meter før talerstolen stopper han, vender sig mod folket, smiler, vinker, gør honnør og råber ned til en flok teenagepiger for at finde ud af, hvilken stat de kommer fra, og hvem de stemte på, hvis ellers de var gamle nok i november. Kerry ved rækværket Og så kommer han aldrig videre. Præsidentvalgets taber, senator John Kerry, har fundet stolen med sit navn på helt ude ved rækværket. De nærmeste tilskuere og tv-kameraerne kan følge hvert et ansigtsudtryk og hvert et tungt klap, når George W. Bush om lidt for anden gang hæver hånden og aflægger den præsidentielle ed med hånden på sin familiebibel. Ny begyndelse De 50 17-årige skoleelever fra Mississippi står lige nedenfor og har svært ved at komme sig over, at Kerry talte til dem her midt i deres mest fantastiske og bidende kolde time i USA's demokrati. Men på store blå klistermærker på overtøjet er det den genvalgte præsident, de erklærer deres kærlighed: »Luv Ya Dubya« (amerikansk lydskrift for bogstavet W, George W. Bush's kælenavn, red.). »Vi kan bare godt li' ham«, fniser Leann Thornton. 'Amerikansk frihed' Lidt derfra beder Akshay Desai fra Florida om hjælp til at få taget et billede af sig selv i forgrunden og menneskehavet bagved. »Se bare, det er friheden. Det er den store stormagt, supermagten, der viser sit bedste. Det er så varmt, at man helt glemmer januarkulden. Der er en storhed over vores land, som resten af verden bare ikke fatter«, stråler Desai, der som ung læge indvandrede til USA fra Indien. I dag er han gode venner med præsidentens bror, Jeb Bush i Florida. »Vi hjalp Bush med at vinde Florida. Tænk bare, at jeg kunne komme her og blive statsborger og glide ind og så stå her i dag. Dét er Amerika. Kun i Amerika. Amerikansk frihed«, siger Desai. Et par minutter før halv tolv bliver der stille. De formentlig flere hundrede tusind mennesker og selv politiets sirener i byen nedenfor bakken tier et øjeblik, mens den amerikanske hovedstad tager luft ind forud for ceremonien. Cheney i vanlig stil Senator Trent Lott byder velkommen og konstaterer, at friheden er blevet udfordret, siden sidst amerikanerne mødtes på Capitol Hill for at indsætte en præsident. Pastor Louis León siger i sin indgangsbøn, at dagen markerer en ny begyndelse for USA, som han kalder »det fantastiske eksperiment«. Mens solen varmer sig igennem skydækket og begynder at prikke i frosne ører, næser, fingre og tæer, synger mezzosopranen Susan Graham, vicepræsident Dick Cheney aflægger sin ed i vanlig dikkedarfri stil. Anstrengt smil ved rækværket John Kerry smiler anstrengt, endnu en operasangerinde træder frem, og så er det højesteretsdommer William Rehnquist og George W. Bush, der hurtigt overstår de 35 ord, der gør det ud for den 55. præsidentindsættelse i USA's historie. »Og Gud hjælpe mig«, tilføjer Bush, som alle 42 præsidenter har gjort det før ham. Bifaldet er dumpt, for det kommer fra hænder pakket ind i læderhandsker og luffer. John Kerry klapper, og i takt med et par af de dumpe drøn fra kanonsalutten får han et par kærlige dunk i ryggen fra sin sidemand, senator Tom Harkin. USA garanten for frihed Bush's tale er bemærkelsesværdig, som den slags taler uundgåeligt vil være i øjeblikket. Men særligt overraskende, fordi den handler mindre end ventet om USA's hjemlige udfordringer. Budskabet i dag er, at USA er på vej for at sikre frihed til hele verden. »Frihedens overlevelse i vores land afhænger i stigende grad af frihedens udbredelse i andre lande. Ingen er skikket til at være herre, og ingen fortjener at være slave«, siger Bush og opstiller som mål for USA at få sat en stopper for tyranni i hele verden. 'De undertryktes' beskytter Han lover også, at det kan foregå med andre midler end militæret, og at Amerika ikke skal påføre andre sin frihedsopfattelse, men vil have respekt for de forskellige veje, frie borgere i andre lande selv måtte vælge. »Amerikas indflydelse er ikke ubegrænset, men heldigvis for de undertrykte er den betydelig«, siger han og slutter med at trække tråden hjem til sin hjemlig dagsorden, som han siger også handler om at give amerikanerne frihed til at bestemme over deres eget liv og økonomi. Uden for en McDonalds et par gader derfra trækker en hjemløs sort mand sin frakke op om ørerne og presser sig mod vinduet som for at suge varme fra den hvide forretningsmand, der sidder indenfor med sin burger og dagens avis. På forsiden fortæller den, at USA's præsident vil vise, hvad han har lært af sine første fire år.