Irakisk politi mangler alt op til valget i Irak

»Terroristerne kom ind i valglokalet og bortførte to personer. Men mine folk var hurtige. Vi forfulgte dem og fangede dem, og nu har vi befriet de to gidsler«. Hvad den irakiske politichef i Al Haritha mangler i højde, har han så rigeligt i ivrighed. Han hopper og slår ud med armene, og ordene kommer fygende ud under det sorte overskæg, så tolken slet ikke kan følge med: »Og så lagde vi terroristerne i håndjern og forhørte dem, og vi fandt en masse våben i deres køretøj. Og nu skal vi til at afhøre dem igen«. Politimester Kareem kigger begejstret op på den høje danske premierløjtnant Lars Djernes. Den danske soldat kvitterer storsmilende: »Jamen, det var da strålende. En meget flot indsats«. Terrorbekæmpelse i dagens bombehærgede Irak kunne måske kalde på større erkendelse, men nu er det ikke virkeligheden, som den stolte irakiske politiofficer aflægger rapport om. Det er en øvelse. Et af de fiktive terrorangreb, som kan true det irakiske valg om 11 dage. Og som derfor skal bruges til at træne samarbejdet mellem det irakiske politi, det irakiske militær og den danske styrke i det sydlige Irak. På søndag 30. januar skal danskerne sammen med 2.500 irakiske betjente og 1.200 irakiske soldater være ansvarlige for sikkerheden for 600.000 vælgere på over 120 valgsteder nord for Basra i et område, der er på størrelse med det halve af Jylland. »Vi kan aldrig dæmme fuldstændig op for terrorangreb, for terroristerne vælger tid og sted«, indrømmer oberst John Dalby, der er chef for de danske styrker ved Basra. »Men vi kan se på deres mønstre og forsøge at gætte på mulige angreb«. Det er grundlaget for øvelsen, hvor den danske garnison er ude i stort tal med pansrede mandskabsvogne, opklaringsenheder og militærpoliti, som har den daglige kontakt til det nye irakiske politi. På næste søndag, når valget bliver alvor, skal danskerne være usynlige. De skal i hvert fald ikke ind i valglokalerne, for det er irakernes valg. Derfor skal irakisk politi stå for sikkerheden. Men på grund af de mange stemmesteder bliver der kun fem-ti mand pr. valgsted. Og det irakiske militær skal til gengæld overtage kontrollen med vejspærringerne, der normalt er politiarbejde. I øvrigt vil det blive forbudt at køre helt hen til stemmestederne, ligesom parkerede biler vil blive fjernet af frygt for terrorbomber. De danske styrker skal så holdes i beredskab til særlig indsats - og kun hvis irakerne beder om hjælp. Og hjælp var der brug for i går, men hovedsageligt til at få øvelsen i gang. Det irakiske politi prioriterede åbenbart mere dagligdags opgaver. Morgenens og formiddagens rundtur bød på tomme eller tyndt bevogtede skoler, der skal fungere som valgsteder om 11 dage. Og lokale politistationer, hvor dagholdet var ved at afløse natholdet, og ingen rigtig bekymrede sig om kommende terroraktioner. Indtil altså den ivrige politiofficer Kareem og hans chef kom hylende for fuld udrykning med en kortege af ladbiler, hvor et par håndfulde betjente tjenstivrigt fægtede med geværer til alle sider. Så i Al Haritha kan terroristerne godt holde sig væk på næste søndag. Mangler udstyr På områdets største politistation i Ad Adair med 230 betjente er kaptajn Aboud Aweed mere optaget af et lokalt problem, der er vokset eksplosivt siden Saddam Husseins fald: kidnapninger. Lokale stammer langs den trafikerede hovedvej mellem Bagdad og Basra har gjort landevejsrøveri og kidnapning til en indbringende forretning. Bilister standses med våbenmagt, bilerne forsvinder, og føreren bliver tilbageholdt, indtil hans familie betaler de mellem 2.500 og 15.000 kroner, taksten er. »Vi havde 21 kidnapninger sidste år. Og en til igen i aftes«, forklarer kaptajnen, mens han peger op på væggen på et stort kort, oversået med fotografier af personbiler og lastbiler og amatørportrætter - både kidnappede og kidnappere. »Her kan vi hjælpe«, føjer sergent Mikkel Ruby ind. Han er en af de 22 militærpolitisoldater, MP'ere, i den danske lejr og har ansvaret for kontakten til politiet i Ad Adair. Den danske MP-patrulje kan en gang imellem køre en tur ind til de problematiske stammer og dermed hjælpe irakisk politi med at lægge så meget pres, at en kidnappet person bliver frigivet. For de danske soldater besidder en våbenmagt, som det irakiske politi mangler. »Vi har for eksempel kun tre udrykningskøretøjer«, siger kaptajn Aweed beklagende Få kilometer borte, på den anden side af floden, hvor Eufrat og Tigris er løbet sammen til Shatt al-Arab på vej ud i Den Arabiske Golf, ligger politistationen i At Tannunah. Modiea Muhammed er en af stationens 200 betjente. »Vi har kun to patruljebiler. Vi mangler også de almindeligste håndvåben som pistoler og halvautomatiske AK47-rifler. Vi har simpelthen ikke nødvendigt udstyr til at udføre vores arbejde«. Men hvorfor blive betjent under de vilkår? »Jeg vil være med til at genopbygge mit land. Min kone er nervøs. Men ikke jeg. Jeg ved, at Allah har bestemt alle menneskers dødsdag, uanset hvad man gør«, siger Modiea Muhammed. Hellere lidt hjælp Det med Allah vil MP-sergent Mikkel Ruby ikke blande sig i. Men han vil meget gerne hjælpe det irakiske politi med at blive bedre. Sammen med andre MP'ere giver han de nye betjente nødtørftig undervisning i politiarbejde som forholdet til borgerne, menneskerettigheder, rapportskrivning og korpsdisciplin. »Men så snart vi er væk, falder de tilbage til unoderne fra det gamle styre, hvor fysisk magt var en vigtig del af både optræden og forhørsmetoder«. »Hvis det skal blive godt, burde FN ligesom i Kosovo uddanne politifolk i et halvt år på politiskole. Andre FN-betjente skal være fast tilknyttet de enkelte stationer, ellers vender de gamle uvaner for hurtigt tilbage«, påpeger Mikkel Ruby. Og så mener han i øvrigt, at Danmark forpasser en oplagt chance til at skaffe sig goodwill her i Irak: »De danske politikere vil se ændringer og spørger, hvad vi gør. Men hvorfor kan vi så ikke få en klat penge til at hjælpe med? Vi har ansøgt om ting gennem 'systemet' i månedsvis, men der er intet sket. Vi kunne jo selv køre til Kuwait og købe småting, som de irakiske politistationer mangler, papir, blyanter, en kopimaskine. For 100.000 kroner kan vi få megen velvilje. Og hvad koster det ikke at sende en stor flok danske politikere herned for at se på os?«, spørger Mikkel Ruby. Noget tyder på, at han har fat i en pointe: Når dette hold på godt 550 danske soldater rejser hjem fra Irak om en måned, har det slået besøgsrekorden. Her har været flere politikere og andre gæster, end der er udstationerede soldater.