USA løslader 490 fanger fra Abu Ghraib

Glæde blandt befriede fanger i Abu Ghraib. - Arkivfoto: AP
Glæde blandt befriede fanger i Abu Ghraib. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

De amerikanske styrker i Irak har siden nytår løsladt næsten 500 irakiske fanger fra fængslet Abu Ghraib vest for Bagdad. Natten til mandag blev næsten en tiendedel af de indsatte sat fri. Efter at der 1. januar blev løsladt 260 fanger og nu er frigivet yderligere 230, er der 2.400 fanger tilbage i fængslet. Det var under Saddam Husseins styre berygtet for at fungere som torturkammer, og sidste år kom det frem, at også de amerikanske fangevogtere i Abu Ghraib mishandlede og ydmygede fanger. Ikke længere trussel Efter at de amerikanske soldaters egne billeder af mishandlingen blev offentliggjort, overvejede USA helt at lukke det berygtede fængsel. ¨ Den idé blev opgivet, men der er nu flere fanger - omkring 5.000 - i det største af koalitionens fængsler i Irak, Camp Bucca ved den sydlige havneby Umm Qasr. Det amerikanske militær siger i en skriftlig erklæring, at de to runder masseløsladelser efter nytår skyldes, at irakerne »ikke længere udgør en sikkerhedstrussel, eller at de kan overdrages til folk i deres lokalsamfund, som overtager ansvaret for deres fremtidige handlinger«. Løsladelserne skal formentlig også ses i lyset af det forestående valg i Irak 30. januar, hvor USA gerne vil fremstå som samarbejdspartner for det irakiske styre i stedet for som besættelsesmagt. Mishandlingerne Det retslige efterspil til fangemishandlingen i Abu Ghraib nærmer sig også netop i denne eller næste uge formentlig en vigtig konklusion. I fredags begyndte på en base i Texas krigsretssagen mod den amerikanske soldat, der ifølge militæranklageren var anfører for mishandlingen. I fredags blev 10 soldater, der alle har gjort tjeneste i Irak eller Afghanistan, valgt som nævninge i sagen mod militærpolitibetjent Charles Graner. Dommeren afgjorde også, at tre af de irakiske fanger, der har været ofre for mishandlingen, får lov at vidne i sagen mod Graner. Hans forsvarer har på forhånd sagt, at han meget vel kan bryde sit normale princip og lade Graner selv vidne. »Han er en rolig, kølig og professionel mand. Meget velformuleret og kvik. Jeg kender helt ærligt ikke andre i sagen, der kan udtrykke det hele så godt, som han selv kan. Det kunne være et stærkt argument for at lade ham gå i vidneskranken. Det kunne fungere som renselse for ham at kunne gå derop og sige: Jeg vil fortælle jer, hvad der skete, hvad jeg gjorde og hvorfor«, sagde forsvarer Guy Womack efter første retsdag. Efter at et par anklagepunkter er blevet strøget, risikerer Graner nu over 17 år i fængsel. Hans forsvar ventes at tage udgangspunkt i argumentet om, at han blot adlød ordrer, og at mishandlingen var led i et forsøg på at 'blødgøre' fanger forud for forhør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her