Ib Michael skriver: Efterskælv

Al respekt for videnskaben og dens målinger. Det er os der skælver. Ganske uanset hvad der i øvrigt foregår under havets overflade langs med jordskælvets undersøiske forkastningslinje. Vi skælver, efterhånden som katastrofens omfang går op for os, og dødstallene stiger, mærker gruen for hver af de beretninger der når os via nyheder, mobiltelefoner, e-mail og internet. Moderne informationsteknologi skåner ingen, og her på Phuket fremstår Khao Lak nu som dødens strand over alle. Vi drejer hovedet mod havet, hver gang brændingen bryder med en ny lyd. Vi åbner for bruseren med mistænksomhed, hvornår begynder vandet at strømme med pest og kolera, og hvilke epidemier rejser sig fra de sammenstyrtede hotellers massegrave? Vores egne krige er håbløst forældede og langsomme til sammenligning, tsunamien rammer forskelsløst og skelner hverken til højre eller venstre. Lyden af flasker Alle kender nogen, der er blevet ramt, med eller uden mediernes hjælp. Rygterne springer som lopper i en rottepels, og man må spørge sig selv, om det var sådan middelalderens mennesker oplevede Sortedødens hærgen? Da jeg dykker i lagunen, er det stadig med den manende klokkeringen fra de fortøjede gasflasker i ørerne. Under vand udbreder lyden sig fire gange hurtigere, dvs. lyden af den metalliske ringen kommer alle og ingen steder fra, med ekko fra en tid, hvor en enkelt overlevende i landsbyen trak i klokkerebet for at komme i kontakt med andre overlevende. Spredt over koralrevet ligger alle de efterladenskaber, som ikke hører til på havbunden, bølgeblik fra restaurantens tagkonstruktion, madrasser og tæpper fra thai-personalets blikskure, hvor de bor turistsæsonen ud. Med slet skjult skadefryd genkender jeg cd'en med 'Jingle Bells' og andre julesange, som vi er blevet plaget med for højt opskruede højttalere. Lidt efter dukker kabinetterne op, med lyden for evigt forstummet. Jeg ser en undersøisk hule, hvor fiskene har indrettet sig med et gulvtæppe fra en af hytterne. Minder om Titanic De tungeste ting er blevet kørt ud på revet som høvlspåner og er gået til bunds bagefter, dele af betonkonstruktionen, jernspær, og en vaskemaskine med lågen lukket hermetisk ind til en blåligt viftende skjortearm. Og da jeg også finder cd'en med 'No Woman No Cry' er min lykke et øjeblik total - ved tanken om at den udgave i hvert fald aldrig kommer til at spille igen. Herreløse sko og barnløse dukker på havbunden vækker minder om Titanics forlis. Men det her er bare langt større, langt mere omfattende. Titanic kan fortælles, fordi skibet dannede et mikrokosmos om en katastrofe, som, i forhold til denne, trods alt må regnes blandt bagateller. Det her kan aldrig fortælles, nye detaljer og nye rædsler vil blive ved at dukke op til overfladen og skylle i land. Jeg, som altid har elsket at dykke og følt mig tryggere her end noget andet sted på planeten, føler pludselig ubehag i vandet. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag det næste koralrev, selve elementet har forvandlet sig til en forræderisk dødsfælde. Jeg får vand i snorklen som en anden amatør og skyder op til overfladen med al den panik, jeg hidtil er blevet forskånet for. Jeg hiver efter vejret og tvinger mig ud i nye dyk. Men kvalmen slipper jeg ikke for. Da jeg dykker ud igen, ligger en båd fortøjet ved gasflaskerne. De er i gang med at bjerge dem. Der er gået to døgn efter tsunamien ramte os. Vi har atter vand og el i hytterne, dem der vel at mærke stadig er intakte. De er så småt ved at blive beboet igen, og jeg har besluttet mig for at blive og tage efterskælvet med. Nede ved betonfundamentet, hvor restauranten stod, er fortvivlelsen afløst af hektisk aktivitet. Falangerne, Ao Sanes gæster, arbejder hånd i hånd med thai-personalet om oprydningen. Det føles godt at gribe i noget, og pludselig kastes der omkring med tingene med et stigende raseri, der virker som om det er rettet mod flodbølgens hærgen. Op langs kysten Senere på dagen lejer jeg en motorcykel og kører op langs vestkysten med de berømte strande som rigtig mange danskere har besøgt. Strandene ligger øde og tomme hen; det er skove af parasoller og liggestole, som er blevet skyllet i havet. Kata virker ikke, som om den har været ramt i nævneværdig grad. Det bliver værre da jeg kommer op til Karon, men dog ikke så slemt som var det var nede på Nai Harn der ligger i bunden af vores egen bugt. Her har frontbølgen slået som en knytnæve og smadret alt. Vi taler om solide mure og huse, der er blevet slået til skår, og da jeg kørte forbi, kunne jeg stadig fornemme panikken i luften, for hvor i alverden skal man løbe hen herinde på det flade land, hvor man højst har et par hoteltrapper at flygte op ad? Det begynder for alvor at gå op for mig, hvor heldige vi har været længere ude i bugten, hvor bjergskråningen stiger stejlt. Da jeg nærmer mig Patong, bliver luften stadig dårligere. Brisen fra havet og tusind palmevifter kan ikke fjerne lugten, uafhentede affaldssække i vejkanten kan ikke dække over den. Jeg ser flere og flere mennesker med maske for mund og næse, ikke bare militær og arbejdere som er i gang med oprydningen, men helt almindelige trafikanter som overhaler min langsomt kørende motorcykel med et sus af uhygge fra de bind, der strammer deres munde og næser ind, og får dem til at ligne genfærd selv. Der kommer mere og mere militær på vejene. Nede ved Patong strand kommer jeg ikke længere. Jeg støder ind i vejspærring, og politi med gazemasker vifter os væk. Bulldozere med store grabber kvaser hen over brokkerne, det ser ud som om, der er sprængt adskillige bilbomber i området, og den eneste forskel er, at facaderne af krøllet jern og beton ikke er sodet og grillet af flammer. Vandets kraft virker, som om bygningerne er blevet kørt gennem en affaldskværn, bevidstheden skrumper ved tanken om de mennesker, som er blevet kørt med ind i malstrømmen. Som sagt er lugten af affald ikke entydig. Med fanden i hælene Deres udsendte ender her. Jeg giver fanden i al journalistisk vovemod, jeg skal ikke længere ind i dette helvede, ikke forsøge at snakke med berørte landsmænd eller konfrontere repræsentanter fra Thailands regering med den rygende revolver der hedder: Hvorfor blev vi ikke advaret? Jordskælvet tikkede ind kl. 7.58 i videnskabens betonbunkere, der var to timer til at udsende varsler, men de ansvarlige havde et andet jugement. Det giver et spjæt i mig, da jeg ser et ben stikke op af ruindyngerne. Det er den forbandede mannequindukke der bliver ved at forfølge mig. Jeg vender motorcyklen og kører væk, alt hvad remmer og tøj kan holde. Hondaen ved, jeg har fanden i hælene, og stikker af, og den giver mig medløb. Jeg har simpelthen ikke lyst til at bore mere i menneskelig nød og elendighed. Patong er Phukets Sodoma og Gomorra, jeg hader de bibelske overtoner i den slags betragtninger og syndfloden ligger lige for. Det er bare ikke min kop te. Uventet genkomst Da jeg kommer hjem til Ao Sane - og nu er det virkelig hjem, intet er mere hjem end en tryg nødhavn - er der sket en forvandling. Personalet har oprettet et feltkøkken, en af gasflaskerne er atter forbundet med et rustent udendørs komfur. Der er blevet kørt materialer ud til genopbygningen. Det er det jeg vil, det kan jeg pludselig mærke, og jeg afmelder min lejede 'profession reporter'-bike og melder mig på sjakket. Det er ren terapi; jeg skal overhovedet ikke gøre mig hellig, for normalt hader jeg fysisk arbejde af et godt hjerte. En kær ven i Danmark har netop aflyst rejsen herud med en malende bemærkning: »Jeg vil ikke stå dér i hawaiiskjorte og opdage, at jeg i virkeligheden skulle have været klædt på som nødhjælpsarbejder«. Jeg forstår ham til fulde, og jeg har netop løst dilemmaet, men forskellen er også, at jeg var herude, da det ramte os. Vi slæber mursten, betonpiller, sække af cement. Sejlere i bugten hjælper til, langtidsgæsterne har dannet et arbejdsteam og bygger et værn ud mod havet som, når det er færdigt, vil danne en terrasse for det elskede langbord, hvor især den gamle garde har holdt til. Stedets dykkerteam er gået i gang med oprydningen på revet, sejlerne ude fra bugten lægger både og dingyer til, og korallerne bliver befriet for bølgeblik og andre elementer som ikke hører til i den tavse verden. Da jeg sidst på eftermiddagen dykker for at skylle støv og mørtel af kroppen, er min vandføling kommer tilbage. Som en belønning finder jeg straks noget, der hører til i elementet, en fin lille dykkermaske med snorkel, og jeg vikler nænsomt et par farvestrålende saronger af hjernekorallen med de blomkålsformede gevækster, som stoffet hænger fast i. Da jeg stiger i land med det bjergede vraggods, kommer den lille thai-massagedame løbende ned fra sin platform af sand og madrasser, glædesstrålende. Det er en af de masker, hun lejer ud til børn. Hun lover at tage sig kærligt af sarongerne, vi kunne godt trænge til lidt farver igen på vores lille strand. Gratis mad I solnedgangstimen, hvor myggene sværmer og cikaderne overdøver alt, kalder og vinker de fra feltkøkkenet: »Kao! Kao!« »Kom og spis!«. Og deres retter smager så godt som før, bare med den forskel, at de nægter at tage penge for dem, heller ikke de kolde øller og vander, som ligger og svømmer i plasticbokse med smeltende is, koster noget. En stor forundring breder sig ikke bare i mig, men i hele forsamlingen; det er som om der sket noget uventet, en genkomst man ikke kunne have taget højde for bare for et par timer siden. Den næste dag skrider genopbygningen frem med stormskridt; det er vokset til en selvorganiserende organisme uden sjakbajser. Det ligner kaos, men det er udtryk for en helt anden effektivitet, end den vi er vant til. Her er intet byggetilsyn, ingen formularer, der skal udfyldes. Alting går af samme grund så lynende hurtigt fra tanke til handling. Thaierne passer deres og har kaldt professionelle bygningsarbejdere til, betonpiller rejses atter på fundamentet, og værnet har fået et navn. Det bliver kaldt 'den internationale mur'. Min japanske ven er gået over til at træne sin karate på mursten, summer rundt som en arbejdsbi og overstråler alle. Nytår Fem døgn efter katastrofen er det årets sidste dag. Vi har haft udsigt til en meget trist nytårsaften (og den plejer, i modsætning til sin juletvilling, at være sjov). Nu ser det helt anderledes ud. Der er kommet tag over restauranten, vi har fået ryddet til terrassen ude foran, og fyldt op med brokkerne fra alt det, der er styrtet sammen. Fundamentet til den internationale mur er støbt færdigt. Feltkøkkenet leverer tre måltider i døgnet, og der er sågar toastbrød til falangerne - det kan jeg så bare springe over, nu min asian breakfast er tilbage på menuen. Folk, jeg har set har herude år efter år, men som kun har været ansigter for mig, har fået navn. Jeg ved, hvor de kommer fra, og hvad de laver. Og jeg ved, hvor de var, da det skete. Det er stadig den første historie alle fortæller. I dag er feltkøkkenet blevet udvidet med et par flækkede olietønder; der er fyldt grillkul i, og rygtet løber at vi får vores store nytårsfest som sædvanlig. Kvit og frit oven i købet. Det er slet ikke til at finde ud af, hvem der er personale længere, det er jo lige så meget os, der går og knokler, og findes der overhovedet anden ligestilling end fælles arbejde? Pludselig kan man få lov til at glæde sig over noget, man får. Et slags nytårsgratiale. Da den sidste tagrytter er lagt, inden mørket falder på, er stemningen helt i top. Flere tv-stationer har været forbi i dagens løb, bl.a. Danmarks TV 2. Stille aften Én ting kommer til at præge denne aften: Det totale fravær af fyrværkeri. Der er ikke noget, der knalder på himlen eller sprøjter festlige farver ud over klipperne. Så vidt jeg kan høre, er der stille over hele Phuket. Men vi bliver bespist og strålende beværtet, og stemningen er nærmere øm. Vi kan næsten ikke tro, at restauranten står igen, færdigmuret med disk og skillemure til køkkenregionerne. Klokken tyve minutter i tolv beder en belgisk sejler og tv-mand om ordet. Mens andre har knoklet, har han været på internet-café hver dag, og det har, når sandheden skal frem, ikke skortet på kommentarer. Om at fortjene sit måltid osv. De selvretfærdiges tal vokser proportionalt med den gode sags tjeneste og arbejdsfælleskabet, man er blevet en del af; men det er ikke alt arbejde, der er synligt for øjet. Kokken Jai bliver, som den der driver stedet, kaldt frem. Thomas, jordomsejleren, holder en kort tale. Idéen var kommet fra en mail, han havde fået, en ven havde tilbudt at sende et støttebeløb. På internettet havde han så oprettet en støtteside, og på et par dage var beløbet vokset til mere end tre millioner baht eller cirka 420.000 kroner. De halve million baht får Jai til at genopbygge stedet, det samlede personale får dertil mere end en månedsløn hver som plaster på såret. To millioner tildeles områdets borgmester, som tilhører familien og selv har bestyret Ao Sane for et par år tilbage. Beløbet skal fordeles blandt de hårdest ramte og bruges til genopbygning af restauranter og boder i Nai Harn. Lammelsen er kort. Så bryder begejstringen løs, og det er krudt, der vil noget! De indre raketter farer til himmels, sejleren slutter sin tale, og vi holder et minuts stilhed for dem, alle tænker på. Det begynder at regne, nogen råber: »Vi har ikke bygget dette for ingenting!«, og alle løber i læ under taget, hvor nedtællingen i det samme startes af et dykkerur. Så er det ellers »Happy New Year!«, knus og omfavnelser til alle sider, og det er slet ikke det dårligste, jeg har oplevet af slagsen. Flere kigger op på himlen; der er fortsat forunderligt stille over alt. Et par varmluftballoner med levende lys ophængt i faldskærme er det eneste, der sendes til vejrs. De driver tyste gennem natten, og øjne, der pludselig atter kan rumme andet end rædsler, følger dem.