Syndfloden tog Jesus og 20 sognebørn

Bilvraget er trukket ud af kirkerummet. Gulvet er renset for smadrede bænke og mudder. Stenalteret er vasket, og stumperne af den ødelagte altertavle er pillet ned. Ovenover hænger et fire meter højt kors, men Jesus er borte, skyllet væk af syndfloden, kun armene er endnu tilbage. Han hang hel deroppe forrige søndag, da fader Charles holdt 2.-juledags-messe for 100 sognebørn i Skt. Marias Kirke i Matara i det sydlige Sri Lanka, 40 km sydøst for provinshovedstaden Galle. Midt i messen slog katastrofen ned, kirken blev oversvømmet, og 20 af sognebørnene og en nonne druknede. 'Heldigvis havde børnene fri...' Søndag holdt fader Charles messe igen. Ikke i den ødelagte kirke, men på en lille platform, hvis bagvæg og tag også er raseret af bølgerne. Han havde ikke Jesus bag sig, kun udsigten til den ødelagte præstebolig. Og bag den ruinerne af tre skoler, som indtil forrige weekend havde 7.000 elever. »Det er en trøst midt i ulykken, at katastrofen skete på en helligdag, så alle børnene havde fri. Ellers ville det være gået meget værre«. Fader Charles forsøger at se et lyspunkt i syndflodens mørke, men det brænder hurtigt ud, da han fortæller videre: »I bygningen derovre var 200 børn i søndagsskole; de blev reddet op på husets tag, kun fire børn og en lærer døde«. Kun fire børn og en lærer. Fader Charles er sognepræst for den katolske Skt. Marias Kirke. Og det var også ham, der stod for gudstjenesten forrige søndag. »Klokken var lidt over 9, og jeg var ved at forrette altergang. Derfor havde menigheden ryggen mod indgangen, der vender ud mod vandet. Ingen opdagede noget, før jeg pludselig så en bil komme sejlende ind ad kirkedøren«. »Alle begyndte at skrige og råbe, og jeg fik dem ledt ind gennem kirken og ud bagved, hvor vi har en ny betonbygning, som folk kunne løbe op i«. Anden bølge Det var den første bølge. Den trak sig tilbage, og i 10-15 minutter var alt roligt. Nysgerrighed trak de overmodige ned til stranden. Fader Charles løb også ned for at lede efter kirkens berømte helgenfigur i træ, Vor Frue fra Matara, som vandet havde taget med sig ud af kirken. »Så kom den anden bølge. Jeg nåede at løbe ind i præsteboligen, hvor min gamle mor, to søstre, en niece og en nevø stod oppe på 1. sal. Vandet steg, til det nåede mig til skuldrene. Det trak mange mennesker med sig, og en bygning her bagved kollapsede, mens fem-seks stykker var på vej igennem den«. Fader Charles fik reddet sin familie over i betonbygningen ved siden af, og her styrtede de overlevende nu op på 2. sal for at komme i sikkerhed. På det tidspunkt drev der allerede mange lig rundt, og folk kæmpede i vandet for at klamre sig fast i træer eller murrester. Den tredje bølge »Så kom den tredje bølge. Det var den værste. Den nåede op over 1. sals højde«. Det var den tredje bølge, der ødelagde de tre store skolekomplekser rundt om kirken. Da den var på vej tilbage i havet, drev der hundredvis af lig rundt i området. »De næste to dage gik med at begrave folk. Jeg havde kun almindeligt tøj på ligesom dig, og hverken Bibel eller bønnebog. Alt er væk, alle papirer, kirkebøger, vielsesregister, dåbsregister. Det gælder også for skolerne, så det bliver et kæmpe arbejde at starte forfra«, sukker den 45-årige fader. Blåøjet Maria vendte tilbage Et par ting har kirken dog fået tilbage igen, og det er ifølge fader Charles intet mindre end et mirakel. Den bortsejlede statue af en blond og blåøjet Maria med et blond og blåøjet Jesusbarn er kommet tilbage. Den drev i land et par dage senere få hundrede meter fra kirken. Og samme dag opdagede præsten en mand på stranden, som bar rundt på nogle af hans ejendele fra præsteboligen. Med andres hjælp fik han manden standset og undersøgt. Det viste sig at være en tyveknægt, som havde gennemrodet den vandskadede præstebolig, hvor han også havde fundet det diadem af ædelsten, som Mariastatuen var besmykket med, samt andre smykker, som medlemmer af menigheden havde givet statuen. »At få både Maria og hendes smykker tilbage på en og samme dag, det er et mirakel«, smiler fader Charles insisterende. Den betegnelse vil han dog ikke bruge om en anden mærkværdighed: Under gudstjenesten havde han lagt sine briller på alteret i kirken, men fandt dem efter oversvømmelsen i sit soveværelse i præsteboligen 100 meter borte. To ting er centrale i fader Charles' mindegudstjeneste: sorgen over de omkomne, og bønnen til Gud om, at en katastrofe som denne ikke må ske igen. Såre menneskelige reaktioner, som rækker på tværs af religionerne. For de var også vigtige elementer i de buddhistiske mindehøjtideligheder, der blev holdt for de døde på 7.-dagen for ulykken. Den evige flamme Det sker både i templer og i private hjem langs hele den arrede kyst. I hundredvis myldrer singalesere til templet Matara Boodhia, som har en berømt fire meter høj forgyldt Buddhastatue. Her bliver der afbrændt røgelsespinde i tykke bundter, og små flasker med olie bliver hældt ned i den store olielampe, som brænder døgnet rundt i templet. Sriyani Palangasingha har også en flaske olie med til den evige flamme: »Jeg mistede både min mor, far, søster og søsters lille søn på fem år, min bror og hans datter på otte. Mine forældre boede i Hambantota, 85 km herfra. Min søster var læge på hospitalet i Galle, men på grund af helligdagen havde hun taget sin søn med på besøg hos mine forældre. Der var min bror også med sin datter. De døde alle, da huset blev skyllet væk«. Hun kikker ud til siden og så ned på sine fødder, inden hun kan fortsætte: »Alt er væk, på en eneste gang ...«. Familien Rohaduma i Galle holder sin puja, den særlige mindehøjtidelighed, hjemme. Otte buddhistmunke i deres karakteristiske orange dragter er kommet for at bede for tre familiemedlemmer, som druknede i søndags. Ligene er ikke fundet endnu, så der er ingen grave at sætte lys ved. De to søstre Amitha Rohaduma og Aruna Hotid fortæller, hvordan de overlevede forrige søndags katastrofe. De var i familiens fødevarebutik, som ligger på Galles hovedgade omkring 100 meter fra vandet. De var sammen med Amithas mand, en bror og en kusine. Reddet af døren Da vandet pludselig kom væltende, løb Aruna Hotid op på nabohusets tag, de andre flygtede ud på gaden. Det lykkedes Amitha at få fat i en drivende dør og komme op på den. Vandet var så højt, at bilerne på gaden var oversvømmet. Mens søsteren dirigerede med tilråb oppe fra taget, fik Amitha padlet sig hen til en bil, hvorfra hun kunne klatre op i bygningen til sin søster. Mændene klamrede sig til en lygtepæl nede på gaden, men de blev suget med ud af vandmasserne og forsvandt - sammen med kusinen. Vandet fik også deres butik til at styrte sammen, men nabohuset holdt, så søstrene reddede livet. Og det skal gå videre. Syv-dages-mindepujaen er forbi, der skal holdes endnu en om tre uger. I mellemtiden skal sækkene med ris og andre fødevarer bjærges ud af ruinerne, og butikken skal genopbygges - ligesom tusindvis af huse i byen. Arbejdet er allerede i gang, og de fleste steder forsøgte ivrige hænder at redde brugbare mursten, tagplader og bjælker.