Vandets nådesløse hærgen i Khao Lak

Affald, ledninger og træstumper ligger som en losseplads under palmerne mellem store søer i Khao Lak. Søer som ikke var der, før kæmpebølgerne slog ind over landet. Unge mænd fra det allestedsnærværende redningskorps er på pletten for at fiske lig op af søerne, så snart de dukker op i vandoverfladen. Det sker jævnligt. Livløse bylter De døde køres til et buddhistisk tempel uden for byen Khao Lak, hvor de livløse bylter lægges i to rækker. Langt de fleste af kroppene på pladsen er omkommet i vandmasserne, hvilket får dem til at se oppustede og grå ud. Nogle er stivnede og ligger med hænderne let løftede eller i krogede stillinger. Med jævne mellemrum ankommer en bil fra redningskorpset med endnu et lig, byltet i et hvidt lagen til transporten. Khao Lak på Thailands vestkyst er et af de steder i landet, hvor stormbølgen har hærget uden nåde. Det var her, en del af de danskere, der nu er savnede eller forsvundne, opholdt sig. Blandt andet tre børn mellem to og fem år. Krigszone i paradiset Nogle få steder i området omkring byen er den skagensgule sandstrand allerede ryddet pænt op, så den igen nærmer sig paradiset fra feriekataloget. I hvert fald på overfladen. Andre områder ved Khao Lak ligner krigszoner. Rundt omkring stimler de lokale sammen for at se på postyret. I små grupper stiller de sig i det tilstødende rum til kremering eller omkring en stand, der forsyner de arbejdende redningsfolk med masker, lagner og drikkevand. Thailændere smiler altid, mens de taler. Selv om stemningen er alvorlig, holder den sandhed stadig stik ved templet i Khao Lak. Folk taler bare meget lidt. Til gengæld tager de billeder. Hvad enten det er med mobiltelefonen eller digitalkameraet, skal sceneriet foreviges. Ikke fordi folk leder efter nogen, eller fordi de skal dokumentere et dødsfald. Men heller ikke for sjov. En ældre, buddhistisk munk i okkerfarvet dragt og lædersandaler forklarer, at han gør det for at huske - »et minde«. Lugten af død I sig selv burde lugten af de døde kroppe være minde nok. Den er umulig at glemme, især når den er så stærk som ved templet i Khao Lak. En ung pige står ved siden af templet og kaster op. Der er mange, der bærer en hvid maske for næse og mund, andre trækker blusens krave op til lige under øjnene for at tage det værste. De velforberedte har tigerbalsam med, som smøres under næsen. På bunden af søen Længere sydpå, i Kamala uden for Patong-stranden, viser thailænderne den samme åbenlyse fascination af de døde, langt fra den danske akavethed. Lige ved Kamala ligger der en sø på den ene side af vejen, og havet på den anden. Da flodbølgen vendte op og ned på alt, blev biler slynget direkte fra vejen og ned i søen. Ligesom folk fra de omkringliggende huse blev skyllet væk og forsvandt. Formodentlig samme vej. Hele dagen venter beboerne derfor langs søbredden, ligesom de gjorde det dagen før. Først virker det, som om de stirrer som besatte på ingenting. Pludselig råber en del af dem ophidsede op. Noget skærer igennem søens rolige overflade, og kort efter er to både nået frem for at bjærge liget. Folk løber hen der, hvor bådene kommer i land. Berørte, men ikke blufærdige. De skal ikke gå glip af noget, og det skal andre heller ikke. Enhver, der måtte ligne en journalist, kan være sikker på at blive ført hen til det friskeste lig i rækken med stor ivrighed af de lokale beboere. »Der ligger stadig en masse mennesker dernede«, konstaterer Virachai Tonolhom, der er nabo til søen. Hans forældre er blandt dem.