Danskejet bank i Nordirland lænset for 200 millioner

Røveriet blev begået mod Northern Banks hovedkvarter i Belfast. - Foto: AP
Røveriet blev begået mod Northern Banks hovedkvarter i Belfast. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Northern Bank i Belfast i Nordirland er blevet millioner af pund fattigere efter et frækt kup begået af en professionel røverbande. Røverne skaffede sig adgang til bankens hovedkontor, efter de havde taget to af bankens ansatte som gidsler i 24 timer tidligere. Røveriet er et af de største i Storbritannien. Danske Bank uden ansvar Northern Bank er Nordirlands største bank. Den var en del af National Australia Bank Group, indtil den i sidste uge blev solgt til Danske Bank. Danske Bank har endnu ingen økonomiske forpligtelser eller ansvar, da overtagelsen af den nordirske bank endnu ikke er godkendt af EU. »Det er ganske forfærdeligt for de medarbejdere, der har været involveret. Det er ikke vores bank endnu, og det betyder, at de nuværende australske ejere af Northern Bank hænger på et eventuelt økonomisk ansvar«, siger Tony Andersen, økonomidirektør i Danske Bank til Ritzau. Holdt som gidsler De ansatte blev i første omgang holdt som gidsler i deres hjem. Derefter blev de efter bankens lukketid presset til at udlevere pengene fra hovedkontoret. »To familier er blevet udsat for et stort chok på grund af disse kriminelle«, siger vicepolitichef Sam Kinkaid til Reuters. Det er endnu uklart, hvor mange penge, det er lykkedes for røverne at slippe af sted med, men det kan være »mere end 20 millioner pund (220 millioner kroner, red.)«, siger Kinkaid. Tidligere har der været spekuleret i beløb på mere end 30 millioner pund. Professionel bande Men røveriet er ét af de største i Storbritannien, og overstiger beløbet 30 millioner pund er det det største i Nordirland. Det største kup i Storbritannien fandt sted i 1987 , hvor en bankboks blev røvet for 60 millioner pund i London. I 1983 blev en boks i Heathrow-lufthavnen lænset for 26 millioner pund. Politiet har ingen oplagte mistænkte til forbrydelsen, men efterforsker om de skyldige kan tilhøre én af Nordirlands paramilitære grupper. Paramilitære grupper i Nordirland har været under mistanke for at stå bag andre storstilede røverier, der har involveret kidnapninger. »Der er helt klart tale om en professionel bande. Det er der overhovedet ingen tvivl om«, siger vicepolitichef Sam Kinkaid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her