Mild straf til politifolk i tortursag

Da anklageren Wilhelm Möllers afsluttede sin procedure 9. december, sagde han, at de anklagede, den 61-årige vicepolitipræsident Wolfgang Daschner og en ti år yngre medhjælper, havde »åbnet døren på klem til et forbudt, dunkelt rum. Den dør må lukkes igen«. Nu er dommen så faldet. Døren blev godt nok lukket. Men straffen var så mild, at det er usikkert, om nøglen er drejet betryggende om. Med afgørelsen er der sat punktum i en principiel sag, der i flere år har optaget Forbundsrepublikken. Kernespørgsmålet er, om politiet i 'undskyldelig nødværge' må anvende tortur eller true med det over for mennesker i dets varetægt, hvis man skønner, at man derved kan redde menneskeliv. Tæller et offers menneskeværd højere end et belastet vidnes eller en drabsmands? Bortførelse I den konkrete sag var en 11-årig dreng, Jakob von Metzler, blevet bortført, og politiet havde arresteret en ung jurastuderende, Magnus Gäfgen, efter at han havde indkasseret løsesummen på en million euro. Sagen har oprørt den tyske offentlighed i en grad, så selv det ansete og besindige ugemagasin Die Zeit opfordrede den tyske præsident Horst Köhler til at benåde de to politifolk, hvis de skulle blive straffet. Avisen var ikke i tvivl om, at de havde overtrådt lovens bogstav, men satte spørgsmålstegn ved, om de også havde krænket ånden i den tyske forfatning. Truede kidnapper Daschner og hans 51-årige medhjælper, der begge er ansat ved politiet i Frankfurt am Main, modtog milde pengestraffe, selv om de 1. oktober 2002 havde truet Gäfgen med tortur, hvis han ikke røbede, hvor den bortførte dreng var skjult. Gäfgen endte med at bryde sammen og røbe skjulestedet. Drengens liv stod dog ikke til at redde, viste det sig. Jakob von Metzler blev bortført 27. september 2002 på vej hjem fra skole. Løsesummen på en million euro blev afhentet af Gäfgen to dage senere, og manden blev skygget af politiet i håb om, at han kunne lede dem frem til drengen. Kendte offer Da Gäfgen dagen efter, 30. september, forsøgte at flygte til udlandet, blev han arresteret. Daschner frygtede med rette for den bortførte drengs liv og fik ved truslerne om tortur tvunget den frygtelige sandhed frem. Gäfgen havde myrdet drengen med det samme. Han var en kendt ven i drengens familie og kunne derfor aldrig have frigivet sit gidsel. Han blev i 2003 idømt livsvarigt fængsel for mordet, uden mulighed for senere løsladelse. Da processen mod de to politifolk blev indledt i sidste måned, stod de to til mellem seks måneders og fem års fængsel for at have overtrådt det ubetingede torturforbud i den tyske straffelov. Anklageren bakkede Omstændighederne var yderligere skærpet, fordi Daschner havde tilsidesat de direkte ansvarlige politifolks protester og på egen hånd indforskrevet en betroet medarbejder, som var rede til at udføre den ulovlige ordre. Men da sagen lakkede mod enden 9. december, havde anklageren besindet sig og lagt sig fast på en langt mildere straf. Möllers endte med at kræve dagbøder af de to embedsmænd. I alt 27.000 euro for Daschners vedkommende og omkring det halve, 14.400 euro for hans medhjælpers. Han mente, at sagsforløbet havde vist, at 'formildende omstændigheder' talte for strafnedsættelse. Landsretten i Frankfurt fældede en endnu mildere dom, end anklageren havde krævet. Daschner blev idømt dagbøder for 10.800 euro (godt 80.000 kroner), hans medhjælper for 3.600 euro (knap 27.000 kroner). Begge bødestraffe blev gjort betingede. Med dommen er det fastslået, at de to politifolk overtrådte loven. Tortur eller trusler om anvendelse af tortur er altså stadig forbudt i Tyskland. Politiets fagforening udtaler salomonisk i en kommentar, at »dommer skaffer politiet retssikkerhed og har tilgodeset de anklagedes yderst svære menneskelige situation«. Tyske jurister havde frygtet, at domstolen ville tage forsvarets ord for gode varer og skønne, at der rent faktisk ikke havde været tale om tortur, som Daschner endte med at påstå. Nu står det klart, at der ikke findes et begreb som 'redningstortur' i tysk retspleje. Ingen nødværge Dommen afviser desuden, at der var tale om undskyldelig nødværge, der kan sammenlignes med tilladelsen til at dræbe en gerningsmand, der truer med at myrde et kidnappet gidsel, f.eks. ved et bankrøveri. Den går ikke. I det sidste tilfælde kan man umiddelbart afværge en livstruende situation ved at dræbe en gerningsmand. I Daschners tilfælde er der tale om en person, der under forhør kun kan anses for et vidne, som allerede er i politiets varetægt. Han skal behandles efter forskrifterne i loven, så meget desto mere som der ikke gives nogen sikkerhed for, at man kan redde et menneskeliv ved tvangsforanstaltninger som f.eks. tortur. Her kræves der respekt for arrestantens menneskeværd. Tyskland har underskrevet såvel FN's menneskerettighedserklæring som den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Begge steder fastslås det utvetydigt, at tortur er forbudt.