Tilbage til civilisationen efter 25 år i junglen

Da vietnamesiske styrker i 1979 stormede Romam Chhung Loeungs landsby, var han som soldat for de Røde Khmerer tvunget til at flygte ind i den tætte jungle i det nordøstlige Cambodja sammen med sin familie og sine venner. 25 år efter har gruppen nu vovet sig ud af skoven iført tøj lavet af bark og blade og uden at ane, at krigen for længst var overstået. Levede af hvad som helst Flygtningene levede af hvad som helst spiseligt, de kunne finde i junglen, hvor de skyede al kontakt med andre mennesker, fordi de frygtede at møde fjender. Deres beretning om overlevelse mod alle odds føjer et fantastisk kapitel til historien om den kolde krig i Indokina. »Hver gang vi hørte skud eller mennesker, der fældede træer, flyttede vi til et andet sted«, fortæller Roman Chhung Loeung efter en tårevædet genforening med sine slægtninge i Ratanakiri-provinsen omkring 400 km nordøst for Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. »Jeg har ikke tal på, hvor mange hytter vi har bygget i årenes løb«, siger han. En anden af flygtningene, den 39-årige Lek Mun, der var 15, da han flygtede, husker med gru tilbage på den dag, da vietnamesiske soldater stormede landsbyen. Vietnameserne havde invaderet Cambodja for at vælte Pol Pot og hans ultramaoistiske Røde Khmerer, der var i gang med det folkemord, som kostede anslået 1,7 millioner mennesker livet. Gik nøgne rundt Fire familier, i alt 12 mennesker, flygtede sammen og medbragte, hvad de kunne bære af våben, tøj, knive, ris, salt, gryder og pander. Men efterhånden som dagene blev til uger, og månederne til år, slap forsyningerne op, og de måtte leve som skovens dyr. Da deres tøj var slidt op, gik de nøgne rundt. Da det første af gruppens 22 børn blev født, begyndte de at lave tøj af blade og bark som beskyttelse mod kulden og malariamyggene. I mørket bag deres bål lurede andre farer - tigre, bjørne, slanger samt landminer fra Vietnamkrigens tid. Rødder og blade fra skovbunden var deres eneste medicin. Kød fik de kun, når de fangede vilde dyr i fælder af slyngplanter, og skovens frugter var dessert. »Det eneste, vi tænkte på, var at overleve«, siger Lek Mun. »Vi spiste alt, hvad vi kunne få ned - røde myrer, mus, slanger, fugle og endda trærødder. Vi spiste fugle, men beholdt de plantefrø, vi fandt i deres kro, og såede dem«, fortæller en anden af flygtningene. De, der blev født under flugten, fik kun glimt af den moderne verden, når de en gang imellem så en røgstribe efter de rutefly, der krydsede himlen. »Det eneste, jeg så, var bjørne, slanger og hjorte, men nu ser jeg en masse forskellige ting«, siger Mun Kayang, en bleg fyr i begyndelsen af 20'erne. Dannede par med hinanden Som de andre, der blev født i gruppen, mødte han ikke andre mennesker. Da børnene blev store, var det ikke ualmindeligt, at de dannede par med hinanden. Da gruppen var vokset til over 30 personer, og helbredstilstanden hos dem svækkedes, begyndte lederne at længes efter at vende tilbage til menneskeheden. Først da gik det op for dem, at de var faret vild i de store skove langs grænsen mellem Cambodja og Laos. »Vi ville ud, men havde ingen til at vise os vejen«, siger Lek Muns kone, der har et fem måneder gammelt spædbarn - det yngste af sine fem børn - på armen. I begyndelsen af november, mere end fem år efter Pol Pots død, fandt de et lastbildæk, som de skar op og lavede til 'Pol Pot-sandaler', de primitive sko, som guerillasoldaterne i sin tid brugte. Få dage senere blev de samlet op af politiet i Laos og ført tilbage til Cambodja. »Jeg var nødt til at komme ud, for jeg ville dø et bedre sted - ikke under trøstesløse forhold i junglen«, siger Lek Mun. Ud i lyset igen Mun Kayang, en flygtning i begyndelsen af 20'erne, siger, at han har det, som om han er kommet fra mørket og ud i lyset. »Jeg vil takke de gamle mennesker, der var modige nok til at føre mig ud af junglen. Ellers ville jeg aldrig have fundet ud af, hvordan en bil ser ud«, siger han tænksomt, mens han drikker vin af en krukke. Oversættelse: Tonny Pedersen