Aktiv dødshjælp til nyfødte

Det Akademiske Sygehus i Groningen i Holland har udarbejdet retningslinjer for drab på dødeligt syge nyfødte børn. Hospitalet har allerede i fjor gennemført fire sådanne drab og indberettet dem til myndighederne. Der er ingen lovhjemmel for hospitalets adfærd, men hverken læger eller hospitalets administration er blevet stævnet. Sagen kommer frem nu, fordi den hollandske lægeforening KNMG har opfordret sundhedsministeriet til at nedsætte et uafhængigt råd, der kan bemyndige læger til at tage livet af patienter, som ikke selv er i stand til at træffe en beslutning om, at deres behandling skal afbrydes. Aktiv dødshjælp Hidtil har det i Holland været muligt at gøre en ende på en patients liv, hvis denne selv anmoder om det og lægen skønner, at patienten lider under uudholdelige smerter og at al videre behandling er udsigtsløs. Ifølge medierne kan hospitalet træffe afgørelse om at afslutte et nyfødt barns liv, hvis barnets læger og en uafhængig læge er enige om, at barnets lidelser ikke kan lettes, og at der ikke er udsigt til en forbedring af dets tilstand. Barnets forældre skal også være enige i beslutningen. Der nævnes eksempler som ekstremt tidligt fødte børn, børn med hjerneskader eller børn, der vil kræve livsunderstøttende behandling resten af deres liv, f.eks. børn med rygmarvsbrok. Det Akademiske Sygehus hører under Rijksuniversitetet i Groningen. Her vil man ikke offentliggøre de retningslinjer for medlidenhedsdrab på nyfødte, som hospitalet har udarbejdet. Vanskelig etisk sag Ole Hartling, formand for Etisk Råd, siger til Politiken, at udviklingen ikke overrasker ham. »I alle årene har man sagt, at hvis man kan indføre en frivillig død, så følger den ufrivillige med i kølvandet«. Ole Hartling kalder spørgsmålet »en vanskelig etisk sag«. »Det er jo belastende for et meget sygt menneske, at det skal tage stilling til, om det helst vil dø. Derfor har det også været debatteret i Holland, om man ikke hellere skal fratage en patient den beslutning og dræbe det i hemmelighed, når man skønner, at det er til patientens eget bedste. Det betyder, at man er nødt til at fastslå en patients livsværdi. Det er svært ikke i sådanne sager at se en glidebane frem mod en uopfordret, ufrivillig 'euthanasi'. Det gør mange mennesker med alvorlige sygdomme bange. De spørger sig selv, om de er overflødige eller nytteløse. Og hvad er næste skridt? Demente?«. To vejeAmerikanske læger kalder debatten hyklerisk. Den slags afgørelser træffes på hospitalerne hver eneste dag, siger de?

»Det er ikke mere hyklerisk, end at der er to veje«, siger Ole Hartling. »Man kan enten vælge den vej, der fører til døden, eller den vej, som ikke afvender den. Der er en afgørende forskel på de to veje, og læger ved nøje, hvad der er det ene eller det andet. Det sidste drejer sig om at stoppe den behandling, man har i gang, også selv om den måtte være livsopretholdende, og dermed tage en behandling væk, vi selv har påbegyndt. Det har vi lov til. Det første har vi ikke«.