Men for én som Esther, der altid havde været vant til mange mennesker omkring sig, kunne især aftenerne nemt føles lidt kedelige i udkanten af byen. Og så var der transporten, de evindelige lange ture ind til Reach Out og Joyces børnehave om morgenen og tilbage om aftenen, ofte med den treårige på ryggen. Det hændte, at de tog med en minibus, men det åd af de penge, hun gerne ville spare op. Når Michael hen over sommeren forsøgte at overtale Esther til, at de skulle flytte sammen igen, fremførte han, at han var vokset og blevet klogere. At de begge var syge. At livet randt ud, imens de levede hver for sig ... Selv om det var ham, der satte ord på, havde hun haft de samme tanker. Men først og fremmest nagede det hende, at børnene så ofte var delt, fordi de tre ældste gik i skole inde i Kinawataka. At de var tvunget til hele tiden at savne enten hende eller Michael eller hinanden. Da hun - en uge inde i juni - kom hjem fra sin rejse til Danmark, var hun først blevet modtaget på Reach Out, hvor hun igen og igen måtte fortælle om alle oplevelserne og vise billeder frem. Hen over middag var hun så taget med Michael og børnene til Kinawataka, hvor han havde arrangeret en lille velkomstfest for venner og familie. Klokken 16 brød hun op og tog sammen med den treårige datter Joyce ud til huset i Mutungo. Men nogle dage efter dukkede Michael op derude med sønnen Emmanuel og de to adoptivdøtre Lillian og Patricia på slæb. Hvis ikke hun ville flytte ind til Kinawataka, så flyttede han herud, insisterede han. Fint. Men så måtte han sove udenfor, svarede Esther. Og der er mange moskitoer i Mutungo. Hvorfor skal far ligge ude om natten? spurgte børnene. Esther havde aldrig fortalt dem, hvad der var sket, de havde heldigvis sovet fra det hele, den nat han havde banket hende, og hvor hun var flyttet dagen efter. Hvad skulle hun nu svare? Hvordan skulle hun forklare det? Hun resignerede. Og han fik lov til at sove inden døre. I dagene derpå mindede hun ham om, at før hun så meget som overvejede en genforening i Kinawataka, skulle det gamle hus bygges om og sættes i stand. Der var alt for megen sorg og elendighed forbundet med de omgivelser til, at hun bare uden videre kunne flytte tilbage. Så arbejdet blev sat i gang. Michael og Esther havde hver for sig sparet lidt op, og Michael, der godt vidste, hvor det bar hen, havde gennem nogen tid købt lidt kakler, cement og tagplader. Desuden solgte de det store køleskab, som Esther havde brugt, dengang hun - før hun fik arbejde i Reach Out - forsørgede familien blandt andet ved at sælge sodavand. Endelig skaffede Michael lidt penge ved at afhænde nogle brugte fjernsyn og radioer, han havde stående i sin lille forretning. En anden betingelse for hendes eventuelle tilbagevenden var, at Michael købte en kjole til Esthers bedstemor. Den gamle dame havde været på besøg hos sit barnebarn den aften, Michael kom hjem og tævede Esther med skaftet fra en hakke. Kjolen ville være en passende undskyldning for, at han havde skubbet til hende og - værre endnu - ydmyget hende ved at slå hendes barnebarn, mens hun så på det. Bedstemor fik sin kjole. I et par måneder boede familien sammen i Mutungo, mens huset i Kinawataka var forvandlet til en byggeplads. Michael hjalp til med det huslige. Han gav sågar en hånd med, når Esther vaskede tøj, og det er ikke hverdagskost i Uganda, at mænd går til den slags yderligheder. Det var vel, funderede hun, hans måde at sige på, at han var ked af det, han havde gjort. Sådan havde det jo egentlig altid været. Han havde slået hende, var blevet ked af det og havde undskyldt. For så at slå hende igen efter nogen tid. Men denne gang var det måske rigtigt, hvad han sagde. At han var vokset. Blevet klogere. 22. oktober pakkede hun de sidste ting sammen ude i Mutungo og flyttede tilbage. Tilbage til Reach Out Af de mange tal i Reach Outs statusrapport fra 3. kvartal er der ét, som læge Margrethe Juncker er særlig stolt af: Næsten ingen klienter stopper i hjælpeprojektets program for behandling med den livsforlængende aids-medicin ARV, frafaldsprocenten er så lav som 0,89 procent. I marts i år fik Reach Out penge fra den amerikanske regerings bevilling til behandling af 500 hiv-smittede i de næste fem år. Siden er cirka 50 mænd og kvinder om måneden sat i behandling efter først at være blevet grundigt undervist i, hvordan man skal tage medicinen. Der bor cirka 50.000 i Mbuya, og ingen aner, hvor mange der er hiv-smittede. Men et sted mellem 10 og 20 procent skal det nok være. Et andet godt gæt er derfor, at 500 i behandling slet ikke dækker behovet. Et pænt skridt på vejen er det dog. For blot få år siden var mange eksperter dybt skeptiske: Kunne det overhovedet lade sig gøre - inden for en overskuelig tidshorisont - at gennemføre en så relativt kompliceret medicinsk behandling i et slumområde, hvor mange af indbyggerne er ludfattige, uudannede og tynget til jorden af social nød? Da jeg første gang mødte Margrethe Juncker for to år siden, rystede hun selv på hovedet, da jeg spurgte om mulighederne. Siden er meget sket. Medicinen er blevet forenklet, man skal tage færre piller, og de er blevet billigere. Behandlingsforløbet er ikke så vanskeligt at styre, som mange eksperter ellers forudså. Og erfaringerne fra behandlingen af tuberkulose har kunnet overføres direkte til aids-behandlingen. Kombinationen af centrale sundhedsklinikker og et stort netværk af lokale rådgivere, som opsøger klienterne i deres hjem og sørger for, at de tager medicinen hver dag og til tiden, har vist sig at være en effektiv metode. Endelig har de kortsigtede bivirkninger ved ARV-medicinen været relativt få og ubetydelige. I langt de fleste tilfælde har man i Reach Out kunnet løse problemerne ved at bytte rundt på de få kombinationer af medicin, der er til rådighed. »Det er såmænd ikke så svært. Jeg vil tro, at jeg kunne lære dig at styre det på en halv times tid«, siger Margrethe Juncker. Hun har taget tidligt fri fra dagens klinik. Vi sidder nu i fred og ro i et af lokalerne under den katolske kirke i Mbuya, hvor Reach Out holder til. Margrethe får sig en smøg, mens hun fortæller om ARV-programmet. Og om de generelle problemer, der er opstået, efter at flere og flere donorlande og organisationer nu pumper aids-medicin for milliarder af dollar ind i en stribe afrikanske lande. Hvor man har mere end svært ved at få medicinen delt ud til de syge på grund af manglen på distribution, opbevaring, læger, laboratorier - på stort set alt det, der skal til. Reach Out er faktisk lidt af et særtilfælde - selv i Uganda, der ellers er langt fremme med bekæmpelsen af hiv/aids. Og så har den ellers positive historie om pengene til medicin også en bagside: »Nu vil alle pludselig gerne give til medicin. Det er der prestige i. Men det er samtidig blevet sværere end nogensinde at skaffe penge til mad, til skolepenge, til alt det sociale. Vi bruger alt, hvad vi overhovedet kan skrabe sammen, på at forbedre folks elendige boliger. På at købe tæpper. For det nytter jo ikke noget, at vi giver dem ARV-medicin, hvis de så dør af en lungebetændelse, fordi de sover direkte på jorden«, siger hun og ryster på hovedet af verdens dårskab og det evindelige problem: At ingen jordiske kræfter tilsyneladende magter at koordinere udviklingsbistanden, så organisationer og donorlande ikke snubler over hinandens hensigter. Eunices historie Kan Eunice komme med?«, spørger Esther en sen eftermiddag, da vi er ved at gøre klar til at køre hjem fra Reach Out. Eunice Acheng bor i Kinawataka, ikke så langt fra Esther og Michael. Hun er en relativt høj og ranglet kvinde med et alvorligt og lidt knuget ansigt, som pludselig og uden forudgående varsel kan flække i et stort grin, der afslører et par tandrækker under kraftig forvitring. Hun er både klient og ansat i Reach Out, hvor hun gør rent. Hun inviterer os til at se, hvordan hun bor. Vi drejer af og humbler ned ad en sidevej, ledsaget af ungernes evindelige hylen: »Bye, bye, mzungu (hvide mand)«. Aldrig »Hello, mzungu«, undrer jeg mig, altid »Bye, bye«. Vi parkerer og stiger ud. Hvordan kan man beskrive en fattigdom så dyb? I et par meter bredt mellemrum mellem to huse har en meget entreprenant udlejer banket to interimistiske bræddevægge op, tætnet med pap og klude og lagt en parodi på et tag henover. De beskedne anstrengelser har resulteret i et rum på cirka fire kvadratmeter. Her bor 40-årige Eunice med sine to sønner, Moses på 14 og Nicholas på 10. De tre sover under ét tæppe på en smal sivmåtte, der ligger på et stykke plastik direkte på den bare jord. Når det regner om natten, og det gør det næsten hver nat for tiden, må Eunice og drengene op at stå. For vandet fosser ind. Det løber ind på jorden. Det siver ned ad væggene. Det pisker ind gennem taget. 50 meter væk står områdets fire fælles latriner, og om jeg så fik en pistol for panden, gik jeg ikke derind. Dagen efter, på Reach Out, fortæller Eunice mig sin historie. Med Esther som tolk, fordi Eunice med sine tre års skolegang kun kan nogle få brokker engelsk. Hun er heller ikke nogen ørn til det andet hovedsprog i Uganda, luganda, så selv Esther må indimellem anstrenge sig for at forstå hende. Hun kom til Kampala fra Tororo ovre i den østlige del af landet for cirka ti år siden sammen med sin mand, der fik arbejde på en kaffefabrik. Snart begyndte han at være syg hele tiden. Hoste og feber. Eunice fik ikke noget svar, når hun spurgte ham, hvad der var galt, selv om hun vidste, at han havde været på en klinik for at blive undersøgt. Hun havde hørt ordet tuberkulose, men vidste ikke, hvad det betød. Og hiv og aids anede hun ikke, hvad var. Hun troede, at han var ramt af heksekraft. Snart var han så syg, at familien tog tilbage til landsbyen for at få ham plejet. To uger efter døde han. En datter blev hos bedstemoren, Eunice og de to drenge tog tilbage til Kampala. Kort efter begyndte hun selv at blive syg. Tag op til hjælpeprojektet i den katolske kirke, sagde en veninde. Eunice blev såmænd ikke voldsomt chokeret, da hun blev testet hiv-positiv, for på det tidspunkt var hun, som hun selv siger, skør i hovedet af sygdom. Siden har hun fået fødevarehjælp og arbejde i Reach Out. Og projektet betaler skolepengene for de to sønner. Desuden er hun begyndt på ARV og har det nu meget bedre end længe. Da hun begyndte at komme i Reach Out vejede hun 39 kilo, i dag er vægten steget til 48 kilo. »Jeg ved, at jeg skal tage pillerne resten af mit liv. Men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal blive boende i det hus resten af mit liv«, siger Eunice. Igen kører vi hende hjem om eftermiddagen. Sidst stak jeg bare hovedet ind gennem døren, nu beder Eunice mig indenfor, så hun kan vise mig sine få ejendele. Der er nærmest ingenting. En fletstol, lidt kogegrej, en slidt taske, pap til at tætne væggene. Tøj, der hænger på snore på kryds og tværs. Pludselig begynder Eunice at le. En klar perlende latter, der smitter. Jeg begynder også. Dér står vi og kan dårligt forstå et ord af, hvad hinanden siger. Men sammen kan vi grine ad, at det her er så grotesk, så absurd elendigt, at man kun kan le ad det. At mennesker i slutningen af 2004 skal leve på den her måde er ganske enkelt for langt ude, for latterligt. Billederne af Eunices trøstesløse fattigdom har brændt sig fast. Et par dage senere taler jeg med Esther om det, og hun har også ondt af hende. »Jeg vil prøve, om jeg kan spare sammen til en seng til hende«, siger Esther. Og understreger, at hun vil købe en seng, ikke give Eunice pengene, så hun selv kan købe den. »For så får hun det ikke gjort«. »Hvorfor ikke?«. »Sådan er de, dem fra den del af landet. De kan ikke finde ud af det med penge«. »Hvad mener du?«. Jeg er overrasket. Hun forklarer: »Prøv nu lige at høre: Hun tjener 60.000 shilling om måneden på Reach Out. Hun betaler 10.000 i husleje. Hun får fødevarehjælp og medicin betalt. Hun spiser gratis morgenmad og frokost på Reach Out fem dage om ugen. Hun får skolepenge til begge sine drenge, selv om det normale er, at man kun kan få til ét barn i hver familie. Hvis hun ville, kunne hun spare op til en seng«, siger Esther. Den tygger jeg lidt på. Men helt inde ved benet har Esther ret: Eunice kunne godt forbedre sine levevilkår - ikke meget, men nok til at løfte sit og drengenes liv en lille smule op af det værste dynd. Når hun ikke gør det, er det så noget kulturbestemt? Er det, fordi hun tilhører en bestemt stamme? Er det Eunices mangel på basal skolegang? Hendes sygdom, der har svækket viljekraften? Eller er det bare helt enkelt således, at nogle er født til at kæmpe, mens andre ikke magter det?