Børn betaler prisen for kaos i Irak

Tilfældene af akut fejlernæring blandt irakiske børn er næsten fordoblet siden den amerikanskledede invasion af landet for 20 måneder siden. Det viser undersøgelser gennemført af FN, hjælpeorganisationer og den irakiske overgangsregering. Forekomsten af akut fejlernæring var ellers faldet støt til fire procent af alle børn under fem år i 2002, men i år er den steget voldsomt til 7,7 procent, viser en undersøgelse, som Iraks sundhedsministerium har gennemført i samarbejde med det norske Institut for Anvendte Internationale Studier og FN's udviklingsprogram. Andelen på 7,7 procent betyder, at omkring 400.000 irakiske børn lider af kronisk diarré og alvorlig proteinmangel. »Disse tal illustrerer tydeligt den nedadgående tendens«, siger Alexander Malyavin, der er ekspert i børnesundhed og tilknyttet UNICEF's mission i Irak. Lidelser Undersøgelserne tegner et billede af de menneskelige omkostninger, der i stilhed betales af befolkningen i et land, som lider stærkt under manglende stabilitet og dårlig ledelse. De militante oprøreres angreb er blevet hyppigere og blodigere, men samtidig koster det mange menneskeliv, at samfundets grundlæggende forsyningsnet, for eksempel sundhedssystemet og el- og vandforsyningen, er blevet svækket, siden amerikanerne satte Saddam Hussein fra magten. Irak er nu omtrent lige så hårdt ramt af fejlernæring blandt børn som Burundi, det centralafrikanske land, der i over ti år har været plaget af borgerkrig. Og Irak ligger på dette område langt under lande som Uganda og Haiti. Forbløffelse »Folk er forbløffede«, siger Khalil M. Mehdi, der er leder af det irakiske sundhedsministeriums afdeling for ernæringsforskning. Mehdi og andre iagttagere forklarer den stigende fejlernæring med urent vand og svigtende elforsyning. Manglen på strøm gør det ofte umuligt at koge og derved rense drikkevandet. I de fattige dele af landet, hvor indbyggerne bruger petroleumsovne, er de høje priser og arbejdsløsheden med til at forværre sundhedsstilstanden. Ingen job »Situationen er blevet værre for mig efter krigen«, siger Kasim Said, en daglejer, vi møder på Bagdads centrale børnehospital, hvor han besøger sin syge søn, Abdullah, der er ét år. Barnet, der ligger på en pude og har en Peter Plys-vaskeklud over ansigtet for at holde fluerne væk, vejer blot fem kilo. »Under det gamle regime kunne jeg som regel få arbejde på regeringens projekter. Nu er der ingen projekter«, siger Kasim Said. Fejlernæring Når han finder arbejde, kan han tjene 60 til 85 kroner om dagen, fortæller han. Når det en sjælden gang lykkes hans kone at finde en dåse Isomil, et kosttilskud, som lægerne anbefaler, må hun betale 42 kroner for den. Embedsmænd i det irakiske sundhedsvæsen kan godt lide at overraske besøgende med oplysningen om, at fedme faktisk var det største ernæringsproblem for unge irakere for en generation siden. Fejlernæring blev først et problem i begyndelsen af 1990'erne, da FN med USA som drivkraft indførte sanktioner mod Saddam Husseins regime som straf for Iraks invasion af Kuwait i 1990. Den internationale nødhjælp og FN's olie for mad-ordning var med til afbøde de ødelæggende følger af sanktionerne, og andelen af akut fejlernærede blandt de yngste irakere faldt efterhånden fra hele 11 procent i 1996 til 4 procent i 2002. Men invasionen i marts 2003 og de mange plyndringer i tiden lige efter har svækket de grundlæggende regeringsstrukturer, ligesom den fortsatte vold i landet har sat genopbygningen næsten helt i stå. »Tro mig, vi var overbevist om, at der ville ske mirakler, da Saddam Hussein faldt, og den amerikanske besættelse satte ind«, siger en administrationschef på Bagdads undervisningshospital for børnesygdomme. »Så vi er overraskede over, at der intet er sket. Nu er folk begyndt at tale om, at tingene var bedre i Saddams tid«, siger embedsmanden, der ikke ønsker at stå frem med navn. Volden fortsætter Ifølge de seneste undersøgelser er forholdene værst i det overvejende shiamuslimske Sydirak. Men lægerne siger, at fejlernæring forekommer overalt, hvor vandet er forurenet, og hvor fattige forældre ikke har lært at undgå sygdomme. Det er også et stort problem, at den fortsatte vold har fået de fleste internationale hjælpeorganisationer til at trække sig ud af landet. Mange irakere siger, at nøden i landet har en politisk side. Indbyggere i Bagdad fremhæver ofte over for udenlandske journalister, at Saddam Husseins regering formåede at genoprette forsyningerne af elektricitet og petroleum efter blot to måneder, da hovedstaden ellers lå i ruiner efter Golfkrigen i 1991. »Jo, der er omkostninger ved enhver krig«, siger embedsmanden på undervisningshospitalet. »Jo, der er ofre. Men hvad så bagefter? Kære Gud, hjælp os med at bygge Irak op igen. Ikke for vores skyld, men for vores børns skyld«.