Holland fastholder blasfemilov fra 1932

Lyt til artiklen

Det hollandske parlament har afvist et forslag om at afskaffe en lov om blasfemi fra 1930'erne. Forslaget var affødt af den hede debat, der er opstået efter mordet på den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh. Baggrunden for forslaget om at revidere blasfemiloven af 1932 er en bølge af angreb på hollandske moskeer, kirker og religiøse skoler efter mordet på Theo van Gogh, som i en film havde kritiseret kvindefjendske islamiske gejstlige og latterliggjort profeten Muhamed. Drab førte til debat om lov Blasfemiloven, der foreskriver op til tre måneders fængsel eller bødestraf, var sidst anledning til en retssag for 40 år siden. Men van Goghs død har skabt offentlig debat om ytringsfrihed, intolerance og respekt for religiøs overbevisning. Et flertal i parlamentets underhus i Haag nedstemte et forslag fra det lille regeringsparti D66 om at afskaffe loven. Tidligere tilhængere af en justering af loven henviste til, at van Goghs død endnu var for tæt på til ændringer af lovgivningen på området. »Det blev nedstemt denne gang, men mange partier på venstrefløjen sagde, at de støtter det, men at de ikke mente, at tiden var moden til at tage dette skridt«, siger D66's talsmand Andor Admiraal. Splittelse Afstemningen vidner om splittelse i ministerpræsident Jan Peter Balkenendes trepartikoalition mellem hans eget kristelige demokratiske parti, CDA, det liberale VVD og centrumpartiet D66, der er uenige om, hvorvidt loven skal afskaffes eller strammes. CDA stemte imod lovens afskaffelse, mens VVD støttede forslaget fra D66. Det største oppositionsparti arbejderpartiet, PvdA, og de grønne stemte imod lovens afskaffelse, men ønskede en samlet revision af de grundlæggende borgerrettigheder, herunder ytringsfriheden. I D66 siges det, at det på længere sigt kun er CDA og mindre kristelige partier, der er tilhængere af lovens opretholdelse, og at en senere afstemning formentlig vil fjerne blasfemiloven fra hollandsk lovgivning. Hollands image som et land præget af tolerance blev rystet, da Theo van Gogh blev dolket og skudt, mens han var på vej til arbejde for tre uger siden. En 26-årige hollandsk-marokkanske mand er blevet sigtet for mordet. Kort efter drabet foreslog den hollandske justitsminister en stramning af loven, hvilket skabte en voldsom offentlig debat om ytringsfrihed, militante islamister og den fjendtlige holdning til indvandrere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her