Bordeller i russiske diplomatlejligheder

De russiske prostituerede i Finland er ikke helt så synlige som luderne i Red Light District i Amsterdam, hvorfra dette billede stammer.   Foto: Peter Dejong/AP
De russiske prostituerede i Finland er ikke helt så synlige som luderne i Red Light District i Amsterdam, hvorfra dette billede stammer. Foto: Peter Dejong/AP
Lyt til artiklen

Rusland har en officiel handelsrepræsentation i Finland, og instansen har en række medarbejdere og embedslejligheder. Men ikke alle kan kaldes boliger. Mindst tre af dem har hidtil fungeret som bordeller, siger Kari Tolvanen, der er seniorinspektør i Helsingfors' politi, som har anholdt både flere prostituerede og en dame, der mistænkes for at have drevet stederne og skaffet personalet til dem. Den 41-årige kvinde er russisk ligesom pigerne, som ifølge Finlands førende dagblad Helsingin Sanomat er kommet ind i landet på falske papirer. Affære giver irritation Chefen for handelsrepræsentationen, Valerij Sjljamin, er irriteret over affæren, og det samme er udenrigsministeriet i Moskva. Men Sjljamin er ifølge det russiske dagblad Nesavisimaja sikker på, at ingen af hans medarbejdere har noget at gøre med 'lastens huler'. Handelsrepræsentationen lejer ganske vist nogle lejligheder ud, men det sker på helt lovlig vis, forklarer han. »På den anden side er det klart, at ingen udlejer systematisk kan holde øje med lejernes privatliv«, tilføjer Sjljamin. Han er ret forbavset over, at de finske myndigheder ikke har informeret ham om skandalen, som både handelsrepræsentationen og udenrigsministeriet i Moskva første gang hørte om gennem de finske medier. Sjljamin er meget utilfreds med de finske journalister, som skriver om skandalen før efterforskningen er afsluttet. Set fra moralsk-etisk synspunkt er sådant noget utilladeligt, siger han. Aktive prostituerede Finlands myndigheder skønner, at to tredjedele af landets omkring 10.000 prostituerede er fra Rusland eller Baltikum. Tidligere på året blev der ved en finsk-estisk politiaktion anholdt fire mænd - en finne og tre letter - som i lang tid havde leveret russiske og baltiske piger til finske bordeller. Det tjente de mindst 150.000 euro på om året, siger en talskvinde for det estiske politi, Jana Zdanovitj. Russiske prostituerede er selvfølgelig også meget aktive i deres hjemland. I Moskva trækker mange på gaderne, andre er ansat i byens utallige bordeller, som ofte er camoufleret som klubber, restauranter, saunaer m.m. En af de dyreste, Akvarius, hvor et enkelt besøg kostede 150 dollar, blev afsløret af sædelighedspolitiet og lukket i februar. Det lå i den samme bygning i Moskvas centrum, hvor det Kreml-støttede parti Forenede Rusland har et af sine kontorer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her