Franske katolikker går i offensiven

Efterårssolen skinner igennem lammeskyerne, og Notre Dame-katedralen kaster skarpe slagskygger ned på pladsen foran Paris' domkirke. Hundredvis af turister forsøger at få deres eget private snapshot af katedralens gotiske charme, men motivet er svært at fange uden at få det et kolossalt kors med i forgrunden. Korset er knap 20 meter højt, og langs dets sider vokser en række glasblade i klare farver frem. »Vi prøver at vise, hvordan Jesu kors symbolsk bliver til livets træ«, forklarer Antoine, en venlig kropssvær herre på 49 i et siddekrøllet jakkesæt, mens han rækker mig en lille pamflet. Færre døbes Ligesom omkring 3.000 andre katolikker deltager Antoine i den ugelange begivenhed 'Paris-Toussaint 2004', hvor den katolske kirke forsøger at gen-evangelisere den franske hovedstad, gøre opmærksom på sig selv og i det hele taget gå den krise i møde, som katolicismen for tiden gennemlever i Frankrig. At noget er gået helt skævt for den katolske kirke, fremgår af statistikkerne. Ifølge de seneste tal fra analyseinstituttet CSA erklærer 27 pct. af befolkningen sig decideret ikketroende, mens 62 pct. kalder sig katolske. Kun et fåtal af denne gruppe er dog praktiserende, og det afspejler sig i kirkerne. På 10 år er antallet af døbte blandt de ca. 750.000 børn, som hvert år fødes i Frankrig, faldet fra ca. 60 til 50 pct., mens antallet af stiftspræster er blevet mere end halveret siden 1965. »Ja, der er ikke så mange, som man måske kunne ønske sig i kirkerne«, indrømmer Antoine, der til daglig er mellemleder i en it-virksomhed. Vidner Men at forsøge at rekruttere nye kirkegængere kunne han ikke drømme om. »Uhadada, nej, nej, slet ikke. Katolikker er skam ikke proselytmagere«, ymter han, mens han klemmer til om sine mange brochurer og pamfletter. »Vi er vidner. Men vidner, der naturligvis gerne fortæller om Guds kærlighed, hvis folk vil lytte«, tilføjer han. Desværre ser det ikke ud til, at der er mange lyttere i dag. Foran café-debatteltet står ca. 20 mennesker spredt og kigger på den 20-årige Marie-Olga, der fortæller om det kyske livs salvelsesfuldhed. En hvidhåret nonne i lyseblå kjortel og mørkeblåt hovedtørklæde er den eneste, som ser ud til at lytte med interesse og foldede hænder. Lidt væk står Edouard, Christophe og Julie og fniser, mens de bladrer i aktivitetsprogrammet. »Det kan da ikke være den rigtige Marilyn Manson«, griner Edouard på 18 og peger ned i programmet, hvor navnet ganske rigtig står. »Ikke, medmindre Antikrist er kommet for at konvertere«, smiler Julie på 17. Ligesom de fleste unge på samme alder kalder de sig katolikker, men ingen af dem er praktiserende. For gammeldags »Jeg holdt op med at gå i kirke, da mine forældre ikke tvang mig længere«, mumler Christophe. »De er sgu for gammeldags«, indvender Edouard. »Og de prøver ikke engang ... har du f.eks. nogensinde lyttet til katolsk rock? Det stinker. Det nytter ikke, at budskaberne er fra middelalderen. Det er alt for frelst. Aids, kondomer, abort og sex. Sådan er virkeligheden altså i dag«, fastslår han. Det er ikke en holdning, som de tre er ene om. Ifølge Christian Terras, redaktør af det katolske tidsskrift Golias, ligger skylden hos pave Paul Johannes II. »Før dette pavedømme var der en stor tolkningsmargin mellem dogmerne og den virkelige verden (...) Men i dag er al teologisk debat og religiøs udvikling fuldstændig umulig. Vatikanet tvinger alle teologer, der ikke følger pavens linje, til at tie«, siger han til det litterære ugemagasin Marianne. 'Vi er meget moderne' Foran Notre Dame-katedralen forsøger Antoine at nedtone det, han kalder »gnidningerne« mellem den katolske kirke og det omgivende samfund: abort og sex før ægteskabet. For, som han siger, »på mange andre måder er vi jo meget moderne«. »Du må ikke glemme næstekærligheden«, siger han. »Vi er jo dybt engageret i spørgsmål om uddannelse, social udstødelse og flygtninge«. Ifølge Colette Muller, der har forfattet bogen 'Où sont passés les catholiques?', er den katolske kirkes ensretning en del af forklaringen på, at de franske katolikker ikke er særlig synlige længere. Ganske ligesom muslimer og jøder, der langtfra udgør homogene befolkningsgrupper, er katolikkerne vidt forskellige. Derfor er den religiøse observans ikke længere en relevant fællesnævner. Katolikker overalt - undtagen i kirken Mange af de franske katolikker engagerer sig f.eks. ligesom Antoine i hjælpearbejde og kirkelig velgørenhed uden at være egentlig praktiserende. »Katolikkerne er overalt - undtagen dér, hvor man traditionelt venter at se dem: i kirken«, siger Muller til ugemagasinet Marianne.