Briterne havde haft tre uger til at forberede sig på det værst tænkelige. Alligevel kom nyheden om halshugningen af den 62-årige Ken Bigley som et chok. Bigley blev myrdet torsdag, og fredag blev det bekræftet, at hans fangevogtere fra terrorgruppen al-Tawhid al-Jihad havde halshugget ham, efter at han på knæ havde rettet en sidste appel til premierminister Tony Blair om at gå ind på bortførernes krav. Optagelsen af mordet blev sendt til en arabisk tv-station, som dog ikke viste den. Reaktion fra Blair Tony Blair sagde, at han følte en voldsom afsky over for Bigleys mordere, og udenrigsminister Jack Straw kaldte Ken Bigley for »en anstændig mand« og betegnede halshugningen som »barbarisk« og »umenneskelig«. Tragedien har berørt mange, ikke mindst fordi Bigley var en ganske almindelig mand, der nærmede sig pensionsalderen. Hans families tv-transmitterede appeller - fremsat med stor værdighed - har været en del af mediebilledet de sidste tre uger. Mens Ken Bigleys yngre bror, Paul, der bor i Holland, erklærede, at »Tony Blair har blod på hænderne«, var resten af familien anderledes afdæmpet. De to andre brødre, Phil og Stan, sagde, at den britiske regering »gjorde alt, hvad den kunne for at sikre Kens løsladelse«. De bad medierne lade dem sørge i fred og takkede folk af alle religioner, der havde bedt for deres bror. Mødte sin skæbne for tre uger siden Phil Bigley mere end antydede, at Ken Bigleys skæbne muligvis allerede blev beseglet, da han for tre uger siden blev taget til fange - en erkendelse af, at al-Tawhid al-Jihad- gruppen ikke er kendt for at vise nåde over for gidsler. Dermed forsøgte han også at sætte punktum for diskussionen om, hvorvidt den britiske regering kunne have gjort mere for at redde Ken Bigley. Tony Blairs rolle i gidseldramaet vil givetvis blive diskuteret længe endnu, og for kritikere af Irakkrigen er mordet på Ken Bigley endnu et argument imod den britiske indsats i Irak. Men Bigley-familiens lokale parlamentsmedlem, Labours Peter Kilfoyle, der er modstander af krigen, udtrykte formentlig manges holdning, da han sagde, at det var tid til at sørge, ikke at skændes. »Jeg ønsker ikke at se familien Bigleys sorg blive forvandlet til en politisk fodbold. Den eneste passende reaktion lige nu er at vise respekt og sympati for en meget værdig familie«.