Edward blev henrettet i går

Manden bag ruden har travlt. Han afbryder mine indledende bemærkninger med et kort nik og vinker med hånden for at vise, jeg skal komme i gang. Øjnene skæver ned til mit ur, der ligger ved blokken på den frie side af glasruden. Vi har fået 40 minutter, og de skal bruges ordentligt, for Edward Green III prøver at klemme så meget som muligt ind i sit liv, inden de tager det fra ham. Hvordan ser en mand ud, når han har fået staten Texas' ord for, at han ikke fortjener at leve? Og at det er bedre at stikke en nål i armen på ham og pumpe hans krop fuld af gift, end det er at lade ham leve og se sine børn vokse op? Sult Han ser sulten ud. Både i ordets egentlige betydning, for han har ikke kunnet spise noget de seneste dage, kan ikke få det ned. Men der er også en anden sult i hans øjne. En sult, han stiller alene ved, at jeg er der. Sult efter at se på mig, høre, hvad jeg siger. Efter at fortælle sin historie og sige undskyld. Til de to ældre mennesker Helen O'Sullivan og Eward Perry Haden, som han skød og dræbte under et røveri for 12 år siden, mens de holdt for rødt i deres bil. Og til deres familier. Tænkt sig om Dengang var han 18 år, nu er han 30, og de mange år i fængsel har han brugt på at tænke sig om. Øjnene viger ikke, blikket er blødt, men appellerende. Det kommer fra en mand i et bur, som har lært, at andre bare kan vende sig om og gå, mens han bliver siddende. Historien og forklaringerne kommer i lange, ubrudte sætninger, som afløser hinanden og besvarer mine spørgsmål, før jeg stiller dem. Så her er det Edward Green III's historie på hans egen måde: »Jeg kunne ikke elske mig selv og følte ikke at jeg hørte til nogen steder. Jeg levede på gaden, min far var død, min mor var narkoman og røg hele tiden ind og ud af afvænningsklinikker. Det var mig, som havde ansvaret for min lillesøster på to år - vi boede en gang imellem hos min bedstemor, men jeg kunne ikke med hende. Så jeg stjal mad fra de containere, som fastfoodrestauranterne har omme bagved«. »Det er ikke nogen undskyldning, men vi havde ingenting. Jeg solgte kokain og stjal biler for at skaffe penge. Og røg alt muligt lort selv, pot, crack, alt muligt«. Forlod Gud »Den dag, det skete, havde vi røget fra morgenstunden. Det gav ikke mening, det, vi så gjorde. Det var ikke engang et røveri, jeg skød dem bare. Jeg kan godt huske det, jeg vil huske det, for det ændrede mit liv. Også for Helen O'Sullivan og Eward Perry Hadens minde, så de ikke døde forgæves«. »Hvis de ikke var døde den dag, havde jeg stadig været den samme, så havde jeg været på gaden. Og så havde jeg været død«. »Jeg skrev et brev til deres familier, jeg vil gerne have dem til at forstå, hvilket menneske jeg var. Give dem et redskab til at forstå og komme videre, jeg vil tigge om deres tilgivelse. Men jeg har ikke sendt det endnu. Måske giver jeg det til min mor«. »Nu har jeg lært at tage ansvaret for mine handlinger, og så er det muligt at ændre sig. Jeg blev træt af at føle, at jeg var et offer for det liv, jeg havde levet. Jeg fik først fred, da jeg accepterede, at det ikke var Gud, som havde forladt mig, men mig, som havde forladt ham«. Forvirret og bange »På en måde var det her en velsignelse, jeg var aldrig blevet så stærk i hovedet udenfor i verden. Men selvfølgelig er jeg ikke glad for at være i et bur«. »Det var først senere, jeg fik styr på det. I starten var jeg bare forvirret og bange, jeg var 18 år, da jeg kom i fængsel. Og jeg vidste ikke, der var dødsstraf! Det var først, da fængselsbetjentene lige før dommen begyndte at tale om indsprøjtningen, at det gik op for mig. At Texas havde tænkt sig at myrde mig, helt lovligt. Før havde jeg bare troet, at man kom i fængsel«. »Virkeligheden kom i små bidder. Da jeg havde været på dødsgangen i seks måneder, henrettede de en fange, der hed Paul, som jeg var blevet venner med. Det gjorde det mere virkeligt for mig. Og så har der været appeller, som er blevet tabt, og 30. juni i år fik jeg min dato: 5. oktober«. Mærker presset »Siden da har jeg vidst, at de ville slå mig ihjel. Og jeg kæmper for at være stærk. Men efterhånden, som de sidste dage rykker tættere på, kan jeg mærke presset. Man dør lidt en masse gange«. »Man kan ikke forberede sig på det her. Man kan ikke acceptere, at det skal ske, for det er ikke meningen med livet, at man skal acceptere at dø som 30-årig«. »Jeg har to piger, en på 11 og så en på 5, som jeg har fået med en kvinde, som arbejdede herinde. Jeg kommer ikke til at røre ved dem mere«. Ikke ond »Vi begår fejltagelser, og min var stor. Men dødsstraf er ikke i orden, det skræmmer ikke nogen fra kriminalitet, det skaber bare flere ofre. Jeg synes ikke, jeg er ond«. Edward stopper for første gang i et stykke tid og ser bare på mig. Jeg spørger ham, hvad han tænker om de sidste dage? »Jeg kan ikke rigtig se dem. Jeg fokuserer bare på at være stærk. Jeg er stadig stærk, men hvem ved, om jeg er det, når de henter mig?«. Tiden er gået, men hvad siger man så, inden man lægger røret, og manden går tilbage på dødsgangen? Held og lykke? Pas godt på dig selv? Edward løser problemet for mig: »Vær stærk«. »Undskyld« Udenfor er himmelen mere blå, end da vi kom. Øjnene ser hvert et glimt i søens vand, og bilens fart suser mere i maven, end den plejer. Seks dage efter blev Edward ført fra sin celle til dødskammeret i Huntsville. Da han fik ordet inden henrettelsen, erklærede han ifølge Associated Press, at der ikke var had eller bitterhed i hans hjerte: »Jeg vil ikke lade, som om jeg er et menneske, jeg ikke er. Jeg har aldrig hævdet, at jeg er det bedste menneske. Jeg er ikke den bedste far, den bedste søn eller den bedste ven i verden. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, med det, jeg havde«. Til sine ofres familier sagde han: »Jeg kan kun undskylde for al den smerte, jeg har voldt jer. Må Gud tilgive os i dag«. Kl. 3.21 onsdag morgen dansk tid henrettede staten Texas Edward Green III.