Gaddafis søn i klammeri med fransk politi

Gaddafi jr. kørte med rasende fart og fyrstelig hån over for de røde lys ned ad af den berømte avenue Champs-Élysées.   Foto: A. Vossberg/VISUM
Gaddafi jr. kørte med rasende fart og fyrstelig hån over for de røde lys ned ad af den berømte avenue Champs-Élysées. Foto: A. Vossberg/VISUM
Lyt til artiklen

Den libyske leder Moamar Gaddafis yngste søn Motassim Bilal - bedre kendt som Hannibal - deler ikke sin beduinfaders forkærlighed for at lade sig fragte rundt på kamelryg. Han foretrækker hidsige hestekræfter på fire hjul, et fast greb om læderrattet og en speedometernål, der ikke er bange for høje tal. Gaddafi med livvagt Og godt nok kører parisere hidsigt, men alligevel. Da han kl. 02 natten til lørdag høvlede ned ad Champs-Élysées med en rasende fart og en fyrstelig hån for de røde lys i adskillige af den berømte avenues vejkryds, blev det for meget for fransk politi. De satte efter den 28-årige Hannibals Porsche, som det først lykkedes dem at standse, da han forsøgte at køre mod ensretningen ad rue de la Reine ved Concordepladsen. Men politiet fik sig en ubehagelig overraskelse. Den libyske yngling var langtfra alene. Ud af en anden bil steg hans allestedsnærværende livvagter, som ikke var til sinds at overlade junior til ordensmagten, hvilket de gjorde opmærksom på med særdeles hidsige gestus. Så hidsige, at én af betjentene måtte en tur på hospitalet efter håndgemænget og nu er sygemeldt efter at have modtaget en lige højre, siger en kilde i politiet til de franske medier. Gaddafi junior satte dog endegyldigt punktum for diskussionen ved at fiske en trumf op af lommen: hans blå diplomatpas. Politiet var nødt til at lade ham gå, mens politiet tog hånd om hans hårdtslående livvagter, der måtte tilbringe natten i kachotten. Efter et par timers søvn savnede Hannibal Gaddafi imidlertid sine livvagters selskab så meget, at han begav sig ned på politistationen, hvor han protesterede voldsomt og højlydt mod deres tilbageholdelse. Undskyld Nyheden må være kommet farmand i Tripoli for øre, for senere om morgenen troppede en libysk delegation op på politikommissariatet med en undskyldning under armen. Ikke tale om at lade juniors udskejelser ødelægge den libyske leders europæiske charmeoffensiv. Undskyldningen må have været ligeså dybfølt, som den var effektiv, for politidirektøren besluttede i hvert fald at sætte de to livvagter på fri fod igen. Til betjentenes fagforenings store vrede. »Det er fuldstændig utilgiveligt«, sagde Frédéric Lagache fra lovhåndhævernes fagforening Alliance til de franske medier. »Ingen er over loven, og (Gaddafis) sikkerhedsfolk har overskredet deres rolle og funktion ved at lægge hånd på politifolkene«, sagde den forargede fagforeningsmand. Det er dog ikke første gang, den unge libyer er i klammeri med ordensmagten. I august 2001 gik det ud over et par italienske politibetjente i Rom, som han i en kæmpebrandert 'kom for skade' at oversprøjte med en pulverslukker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her