Ana Medinas liv er i ruiner. Den 43-årige mor kommer sig aldrig over, at hun mistede sin søn Irving i Irakkrigen. Hun forsøger at drukne sorgen og vakler rundt i sit hjem, mens hun skiftevis spørger, »hvor er min søn«, og rasende udslynger: »Jeg hader Bush«. »Det her ser George W. Bush ikke. Præsidenten nyder livet i Det Hvide Hus, mens vi soldaterfamilier og irakerne lider«, siger Irvings 23-årige tvillingebror Ivan, mens han forsøger at berolige sin hulkende mor og få hende til at lægge sig ind i soveværelset og sove rusen ud. Krigens dæmoner vil imidlertid ikke slippe taget i Ana og hendes familie. Bedre bliver det heller ikke af, at håndværkere er ved at istandsætte det faldefærdige træhus på Monhagen Avenue i den lille by Middletown i den sydlige part af delstaten New York. Larmen fra håndværkerne blander sig med Anas jamren: »Min søn er død. Min søn er død«. Livet bliver aldrig det samme for Ana og hendes familie. »Jeg er kun 23, men føler mig ofte som en 53-årig«, lyder det fra Ivan, mens han fortæller om krigens rædsler og betragter sin vaklende mor. »Jeg er meget vred og bitter på Bush og hans regering. På grund af min modstand mod krigen kalder de mig forræder og upatriotisk. Men Bush kan ikke engang redegøre for sin militærtid, og mange af hans ministre har aldrig været i militæret. Jeg har været i Irak og mistet en bror. Hvis vi gør det rigtige i Irak, hvorfor sender de så ikke deres egne børn, nevøer og niecer dertil?«. Bushs vendetta Medina-familien stammer fra Mexico og El Salvador. Moderen mødtes med sin nu fraseparerede ægtemand Jorge i Mexico. Han udvandrede i 1985 til USA for at søge lykken. Tre år efter fulgte resten af familien med. Den fattige arbejderklassefamilie kom til Middletown med en drøm om at skabe en bedre tilværelse. De havde aldrig forestillet sig, at drømmen en dag skulle blive til et mareridt. For at opfylde drømmen måtte de tre børn nemlig søge ind i militæret, så de kunne få råd til en uddannelse. »Ved at melde os til militæret kunne vi få penge til at gå på universitetet. Min nu 26-årige storesøster Jenny meldte sig i 1998. Hun bor i dag i Florida og påbegynder snart sin uddannelse. Jeg sluttede mig til militæret i marts 2001 og Irving i august samme år. Det var ikke blot for at få en uddannelse, men også for at betale den nation tilbage, som havde taget så godt imod os. Vi var taknemmelige«, fortæller Ivan. Og gælden blev betalt tilbage i blod. Ivan blev adjudant for en katolsk præst, mens Irving kom i artilleriet. Begge gik ind for at slå til mod al-Qaeda og Taleban-styret efter terrorangrebet på USA 11. september 2001, for »når man bliver angrebet, så har man ret til at forsvare sig. Taleban fik muligheden for at vælge mellem krig eller udlevere de ansvarlige. Taleban valgte krigen«. Ivan var fra begyndelsen imod at rykke ind i Irak, eftersom der var tale om »familien Bushs vendetta«, fordi Saddam Hussein havde forsøgt at slå præsident Bushs far ihjel. Men »som enhver god soldat, så adlyder man ordrer«. I september 2002 ankom Ivan til Kuwait. Hans turnus var oprindelig på seks måneder, men der skulle gå 11 måneder, før han kom hjem igen. Soldaterne fandt hurtigt ud af, at vejen hjem gik over Bagdad. Gælden betales 18. marts sidste år talte Ivan med sin mor i telefonen. »Hun spurgte: »Går vi i krig?«, og jeg svarede: »Det ser sådan ud. Mor, jeg elsker dig. Hvis du ikke hører noget de næste to-tre måneder, så er det godt nyt. Hvis der dukker nogen op i uniform, så er det ikke godt nyt«. Dagen efter kørte Ivans enhed ind i Irak. Den amerikanske hær rykkede frem i lyntempo, og snart var Ivan i Bagdad. Selv om mange misundte ham tjansen som adjudant for feltpræsten, så var det ikke nogen rar opgave at trøste og give døende soldater den sidste olie. Døden hvislede også lige forbi Ivan, da han stod i udkanten af Bagdad. »Jeg hørte den hvislende lyd, da et missil drønede forbi os og ramte bygningen bag os, mens vi blev kastet til jorden«. Ivan hjalp med at redde sine sårede kammerater ud og samle legemsdele sammen. Tre soldater og to journalister mistede livet. Den dag havde døden imidlertid ikke bud efter et medlem af Medina-familien, og 15. august 2003 kunne Ivan flyve tilbage til USA. Men tvillingebroderen, som ankom til Irak i maj, var fortsat i krigszonen. 14. november bankede dødens sendebud på hos familien Medina på Monhagen Avenue, da en officer og præst stod udenfor. De meddelte, at Irving var blevet dræbt i Bagdad. Moderen fik et nervesammenbrud. »Den officielle version var, at de var i gang med at flytte forsyninger fra Bagdad til en anden by. Min bror var chauffør, da en bombe røg i luften i vejkanten. Irvings hoved blev åbnet fra øre til øre, og han døde øjeblikkeligt. Vi har imidlertid lært fra hans kammerater, at Irving først døde 10 timer senere. Han var ved bevidsthed et stykke tid og bad om at se en præst. Så smilede han og var død«, hakker Ivan. Gælden til det nye fædreland var betalt. Flag og medaljer Irving Medina ligger nu på Orange County Veterans Memorial kirkegården i nabobyen Goshen, hvor Medina-drengene spillede fodbold som børn. Fra militæret fik familien 72.000 kroner i erstatning, og den døde Irving fik amerikansk statsborgerskab. Faderen Jorge var ellers den eneste, som havde opnået denne hæder. Selv håber Ivan også at få statsborgerskab inden præsidentvalget 2. november, så han kan være med til at stemme Bush ud: »Jeg er ikke begejstret for demokraternes John Kerry, som stemte for krigen, men jeg vil ikke vide af Bush mere«. Når en familie mister en slægtning eller vedkommende bliver 100 procent invalid under krig, så kan andre familiemedlemmer slippe ud af militæret, fortæller Ivan, og det valgte han at gøre. Siden er Ivan gået aktivt ind i anti-krigsbevægelsen, er aktiv i organisationen Military Families Speak Out og har været med til at grundlægge Iraq Veterans Against the War. Med tiden håber Ivan at blive jurist og medlem af Senatet, for »jeg har altid interesseret mig for politik og vil gerne hjælpe andre«. Tilbage på Monhagen Avenue vakler Ana Medina rundt blandt billederne af sin dræbte søn. Der er billeder af Irving som fodboldspiller og som soldat blandt glade børn i Irak. I en glasmontre ligger hans medaljer samt det flag, som omkransede hans kiste. Gælden er betalt tilbage.