FN skal redde både verden og sig selv

Soldater med blå hjelme og nødhjælpsarbejdere fra FN har talrige gange hjulpet civile i krig, sultende og ofre for natur- og menneskeskabte katastrofer. FN er nu selv i krise, men der er ikke nogen verdensomspændende organisation, som kan hjælpe. I stedet må FN redde sig selv. I dag åbner FN's 59. generalforsamling med åbningstaler af generalsekretær Kofi Annan og USA's præsident George W. Bush. Danmark på vej i Sikkerhedsrådet Udenrigsminister Per Stig Møller er programsat til at tale sent torsdag aften dansk tid. Ved næste års jubilæumsgeneralforsamling håber Danmark selv at være medlem af Sikkerhedsrådet. For fem af de nuværende ikkepermanente medlemmer af Sikkerhedsrådet slutter deres toårs periode ved udgangen af året. Afstemningen om Danmarks plads i Sikkerhedsrådet fra 1. januar skulle være en formssag. Danmark får dermed muligheden for at give sit bidrag til, at FN's beslutninger bygger på solide folkeretlige regler, og at Sikkerhedsrådets mandater og sanktioner er klare og gennemskuelige, som Danmarks tidligere FN-ambassadør Bent Haakonsen for nylig skrev i Politiken. Desuden vil Danmark for alvor få mulighed for at øve indflydelse på en reformering af FN. Nok at tage fat på Og der er nok at tage fat på for det kommende Sikkerhedsråd. Både kritikere og tilhængere af organisationen peger på især to forhold: effektivitet eller rettere mangel på samme og legitimitet eller reformering af især Sikkerhedsrådet. FN har været igennem mange op- og nedture i sin 59-årige historie, men sjældent har organisationen været så slingrende i sin kurs som nu, når det gælder mulighederne for at fremme fred, tale med én stemme og sågar yde humanitær hjælp. »Vi står ved en korsvej. Dette øjeblik er ikke mindre afgørende end i 1945, da FN blev grundlagt«, sagde generalsekretær Kofi Annan sidste år til generalforsamlingen. Irak har domineret dagsordenen de seneste par år og kommer også til at gøre det fremover. Verdensorganisationen slikker fortsat sårene efter Irakkrigen og dens blodige efterspil. ineffektivitet i Sudan Sikkerhedsrådet formåede ikke at dæmme op for Saddam Husseins aggressioner til USA's tilfredsstillelse eller dæmme op for amerikanernes aggressioner til deres egne allieredes tilfredshed. Selv ikke det, at Irak formelt har fået sin egen regering, og at FN skal bidrage til frie valg og en ny grundlov i Irak, har lukket munden på de skeptikere, som mener, at FN ikke længere har en hovedrolle, når det gælder bevarelsen af international fred og sikkerhed. 10 år efter folkemordet i Rwanda udstilles FN's ineffektivitet igen i Sudan. USA taler om folkemord, mens FN-embedsmænd beskriver overgrebene i Darfur som etnisk udrensning. Uanset sprogbrug er det uklart, om den politiske vilje og de nødvendige soldater til at afværge katastrofen i Darfur-regionen, som siden februar 2003 har kostet 50.000 mennesker livet, er til stede. Til FN's forsvar må det dog siges, at organisationen har succeser som i Østtimor. Når det går galt, skyldes det som regel, at FN må tage sig af problemer, som ingen andre vil røre ved. Reformer faldet til jorden Det andet store problem for FN er legitimitet. Opbygningen af Sikkerhedsrådet er en oldsag, som hører hjemme på et museum, siger kritikerne. Gentagne forsøg på at reformere Sikkerhedsrådet er faldet til jorden, især fordi de fem store ikke ønsker at afgive magt. Et af forslagene går ud på at øge antallet af permanente medlemmer. Brasilien, Indien, Japan og Tyskland har startet et fælles forsøg på at få permanent status. De har gode argumenter: Japan er nummer to efter USA, når det gælder økonomiske bidrag. Indien er verdens største demokrati. Tyskland er en europæisk sværvægter, og Brasilien repræsenterer Sydamerika. Men Italien er imod Tyskland, Pakistan kan ikke acceptere Indien, og hvem skal repræsentere Afrika? Skal geografi være afgørende, eller skal et muslimsk land have en plads? FN er et sted, hvor stridigheder skal løses, men er ofte en slagmark for årelange, fjendtlige debatter uden løsning. Det vil Danmark også få at mærke fra 1. januar.