Drengen fra terroristernes video

Georgij har grimme drømme hver nat, mareridt, som han siger afspejler de grusomme ting, han har oplevet som gidsel. Men han er i stand til at tale om dem, og det mener lægerne er et positivt tegn. Georgijs skræmte ansigt huskes sikkert af alle, som har set terroristernes videooptagelser fra skolen i Beslan. Han sidder i sin hvide festskjorte på gulvet i gymnastiksalen tæt ved de bomber, terroristerne havde anbragt i hele salen. Bomberne sprængte mange af gidslerne i småstykker. Alt det så drengen og hørte ofrenes gråd og skrig. 'Et mirakel jeg er i live' Georgij Farnijev sad kun fire-fem meter fra en bombe, som dræbte alle i hans nærhed. Men han flyttede sig til siden, nogle få sekunder før den sprang. Med små, stille skridt, siger han. »Det er et mirakel, at jeg er i live, mens de fleste af mine venner er døde. Jeg tror, at Gud var med mig«, siger drengen til den britiske avis The Sun. Nogle journalister fra avisen fandt ham på det hospital i Beslan, han blev bragt til. Hans mor siger, at det var en ubeskrivelig tortur at lede efter drengen mellem de mange lig, men at hun hele tiden troede på, at han var i live. Og så kom opkaldet fra sygehuset. 'Vi var bange' Georgij er kvæstet, men uden for livsfare, hed det. Georgij besvimede efter eksplosionen, og det første, han så, da han kom til bevidsthed, var »dele af mennesker, som fløj rundt i luften«. Det næste, han mindes, er en russisk soldat, som løftede ham op og bar ham ud af salen. Selv fortæller han: »Det hele begyndte lige efter, at vi mødte i skole efter sommerferien. Pludselig dukkede bevæbnede folk op, nogle kom løbende, andre i biler, de skød op i luften og jog os ind i gymnastiksalen. Vi var alle sammen bange. En gråhåret mand på omkring 60 år, som sad ved siden af mig, rejste sig og bad dem om at vise medlidenhed. Han var den første, som døde. Jeg hørte et skud og så, hvordan han faldt, kun nogle få meter fra mig«. »Alle skreg, og jeg fik det dårligt, men jeg forstod, at hvis jeg skulle overleve, skulle jeg være helt stille, stille som en mus«. »Bag ved mig begyndte en seksårig pige at græde. Det var hendes første skoledag, hun skulle i 1. klasse. Hun græd. fordi hun ville hen til sin mor. De sagde til hende, at hun skulle holde sin mund. Jeg tænkte på at vende mig om og berolige hende, men jeg var for bange. Og hun blev ved med at græde og kalde på sin mor, indtil der lød et skud. Så blev der stille«. »Jeg var først i mit festtøj, hvid skjorte og sorte bukser, jeg sad i mange timer med hænderne bag nakken, som de havde sagt, at vi skulle. Men det blev meget varmt, og vi fik ikke noget at drikke, så jeg tog tøjet af«. Kæmpestore bomber »De hængte to kæmpestore bomber op på basketballkurve meget tæt på mig. Og overalt lå der miner. »Jeg skal være musestille«, tænkte jeg. Terroristerne tænkte ikke over, hvem de skød på, og hvem de myrdede, de sigtede mod alle, som lavede bare lidt larm«. »Engang ringede en kvindes mobil. De tog den straks og sagde, at hvis det skete igen, ville de skyde 20 mennesker. Så smed alle deres mobiler på gulvet«. »Ved siden af mig sad en kvinde og en pige, som jeg kendte, men jeg talte ikke med dem. Jeg vidste godt, at de (terroristerne, red.) ville skyde hvem som helst, som sagde en eneste lyd - så jeg sagde ikke noget, fordi jeg ville leve. Det var det eneste, jeg var i stand til at tænke på. Jeg ville hjem igen«. »Så kom eksplosionen. Meget tæt på mig. Jeg blev siddende, jeg var bange, og folk omkring mig skreg«. »Jeg så forfærdelige ting, helt forfærdelige. Jeg så arme og ben, de lå overalt. Sårede mennesker skreg og bad om hjælp, og terroristerne skød dem. En kvindekrop var revet midt over, en mand forsøgte at tage sit tøj af for lave en forbinding til sin datter af det«. »Alle folk i den del af gymnastiksalen, hvor jeg sad, blev dræbt. Alle sammen«. »Jeg krøb hen til et vindue og lå stille der, så stille som muligt. Det var, som om skrigene og skuddene bare blev ved, men pludselig greb et par arme mig, og jeg tænkte, at nu vil de slå mig ihjel. Men det var en soldat. Han bar mig væk. Jeg havde svært ved at tro på det - jeg var i live«. Fatima og døtrene I live er også søstrene Milana og Diana og deres gravide mor Fatima Tomajeva. Også i deres tilfælde er der tale om et mirakel. Nu er de indlagt på to forskellige hospitaler i Moskva, men vil snart blive genforenet. Men ikke med deres far. Han er blandt Beslan-tragediens mange ofre. Det var journalister fra det russiske dagblad Sjisn, som fandt pigerne og formidlede kontakten til moderen. Fatima blev hårdt såret allerede af den første eksplosion i gymnastiksalen, og da hun kom til bevidsthed, rørte hun først ved sin mave. Så fik hun øje på døtrene, som lå ved hendes fødder. Hun samlede alle sine kræfter og skubbede dem hen mod nogle russiske soldater, som lige var løbet ind. »Red jeres liv, løb«, sagde hun. Soldaterne tog pigerne og sendte dem straks på hospitalet, men Fatima blev liggende i salen. I halvanden time, mens der stadig blev skudt og kæmpet omkring hende, lå hun på gulvet, men så blev også hun reddet. Først kom hun på et hospital i Beslan, men herfra blev hun omgående fløjet til Moskva. I flyet fik hun at vide, at hendes mand, Elbrus, var død. Men hun hørte også, at begge døtre ville blive sendt til Moskva med det næste fly. Men ingen vidste til hvilket hospital. Og det kunne hun heller ikke få at vide de første dage i Moskva, for registrering af patienterne fra Beslan og koordinering af informationerne var noget kaotisk. Men avisen kunne opfylde Fatimas bøn: »Hjælp mig med at finde mine piger ... jeg ved ingenting om dem, jeg tror kun, at de lever«, sagde hun bedende til journalisterne. Pigerne har det nogenlunde godt, både fysisk og psykisk, men de ved stadig ikke, at deres far er død. Milana, som altid har været meget knyttet til faderen, kan mærke det. »Hun græder tit og siger, at hun er bekymret for ham«, siger en tante, som er indlagt sammen med pigerne. De var lykkelige, da journalisterne tilbød dem at overrække et brev til deres mor. »Mor, jeg elsker dig«, skrev Milana og satte også søsterens navn på. Journalisterne gav brevet til Fatima sammen med de mange billeder, de havde taget af pigerne. »Det er de bedste piger i verden. Stærke og smukke. Nu skal jeg sørge for dem alene. Men vi skal nok klare os«, siger Fatima til avisen.