Ruslands efterretningstjeneste FSB har hidtil ikke fundet noget, som tyder på, at terrorister stod bag to flykatastrofer natten til onsdag. Det siger Sergej Ignatjenko, en talsmand for FSB, som præsident Vladimir Putin har beordret til at lede efterforskningen af tragedien. Men myndighederne vil alligevel ikke udelukke, at der var tale om et terrorangreb, som ejeren af et af flyene er nærmest sikker på. Og udenlandske eksperter har meget svært ved at tro på, at to flystyrt i ét land og på næsten samme tidspunkt er et tilfælde. Flere teser Putin, som afbrød sin ferie ved Sortehavet, samlede i Kreml lederne af alle instanser, som deltager i opklaringsarbejdet. Blandt dem statsanklager Vladimir Ustinov, som understregede, at terrortesen er blot én af de versioner, man arbejder med. Andre går ud på mulige menneskelige fejl, tekniske problemer som dårligt brændstof og også vejrforholdene. De officielle russiske instanser har hidtil ikke sat flykatastroferne i forbindelse med Tjetjenien, som en række massemedier gør. Aviser m.m. fremhæver, at tjetjenske Moskva-modstandere tidligere har truet med terrorangreb på mål i Rusland, og at der skal være præsidentvalg i Tjetjenien på søndag. Hovedkandidaten er en mand, som Kreml har udpeget, og som oprørerne er stærkt imod. Russiske eksperter siger, at efterforskningen vil tage op til ti dage, men at man allerede i dag vil vide meget mere om omstændighederne omkring styrtet, fordi man vil kende indholdet af de sorte bokse fra begge fly. Boksene blev fundet i relativt god forfatning. Flyselskaber tror på terrorhandling En repræsentant for selskabet Siberia Airlines, som ejede et af flyene, er ret overbevist om, at styrtet skyldes en terrorhandling. Han siger, at selskabet kort efter, at flyene var forsvundet fra radarskærmene, fik et telegram med følgende tekst: »Flyene TU-154 og TU-134 forsvandt samtidig. På et af dem var alarmsignal om en kapring gået i gang«. BBC citerede to vestlige eksperter for, at omstændighederne omkring de russiske flystyrt så meget mistænkelige ud. »Bortset fra 11. september 2001 kender jeg intet eksempel på, at to fly starter fra samme lufthavn, flyver i næsten samme retning og forvinder på stort set samme tid«, siger analytiker Mike Boyd. Og luftfartsikkerhedsekspert Chris Yates siger, at to ulykker i et land og på samme tid ser »meget, meget mærkeligt ud«. I Rusland spekulerer mange over en mulig sammenhæng mellem en bombeeksplosion i Moskva og flykatastroferne. Myndighederne afviser dog, at der her var tale om en terrorhandling, og kalder hændelsen »drengestreger«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























