I sin landsby på bredden af Kivu-øen i Congo synes Biragi Chibalonza at være forbløffende velinformeret om en massakre i nabolandet Burundi, der i denne uge fik regionale ledere til at true hinanden med krig. Den spinkle kvinde under den kunstfærdige frisure har god grund til at følge omhyggeligt med. For i landsbyer som Choofi omsættes regional storpolitik gerne i voldtægt og plyndringer. Chibalonza kender nok til regionens indviklede politiske mekanik til at vide, at massakren i Burundi er den perfekte lunte til en genantændelse af borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo. Hun ved også, at hun som sædvanlig risikerer at skulle lægge krop til en konflikt, der på seks år har kostet to, måske tre, måske flere millioner menneskeliv. Det ved ingen med nøjagtighed. Men katastrofens omfang får selv Sudans Darfur-krise til at blegne. Ofre stiller sig op Vi møder Chibalonza under en uddeling af mad i et program, som nødhjælpsorganisationen IRC (International Rescue Committee) kører for voldtagne kvinder. Den slags overgreb taler man ikke gerne om i Afrika. Men nøden har lært 555 kvinder at overvinde skammen. Og de har nu stillet sig i kø uden for skolen i Kalehe i hele landsbyens påsyn. Chibalonza selv fortæller de mest ydmygende detaljer om sine oplevelser i et nødhjælpslager, hvor det svirrer med mænd. Hun blev sidste år voldtaget af de såkaldte Interahamwe-militser, der for ti år siden stod bag folkedrabet på tutsier i nabolandet Rwanda. Siden har Interahamwe i stort tal gemt sig i Congo. Her myrdede militserne for tre år siden Chibalonzas mand. Og sidste år brød tre af dem en aften ind i hendes hus. »Da de var færdige med at voldtage mig, plyndrede de også alt, hvad jeg ejede«, siger hun. Congos forbandelse Interahamwe er ikke blot Chibalonzas, men også Congos forbandelse. Rwanda har to gange på syv år invaderet Congo for at jagte Interahamwe. Rwanderne beskylder militserne for fortsat at myrde minoriteter af tutsier i både Rwanda og i Congo. Begge Rwandas invasioner har været camoufleret som støtte til lokale militser i Congo. Begge invasioner har udviklet sig borgerkrige. Og undervejs har Rwanda ikke blot jaget militser, men ifølge FN også deltaget i en omfattende udplyndring af Congos råstoffer. Den seneste krig fik tilnavnet Den Afrikanske Verdenskrig med indblanding af styrker fra seks lande. Konflikten sluttede officielt med en fredsslutning sidste år. Men her i grænseegnene i det østlige Congo har freden aldrig rigtigt bidt sig fast. Området langs Kivu-søen var under krigen besat af oprørsbevægelsen RCD-Goma, der er Rwandas stedfortræder i Congo. Mange af bevægelsens ledere er tutsier lige som Rwandas regering. Og selv om RCD-Gomas leder nu er vicepræsident i Congos overgangsregering, så er der fortsat spændinger mellem hans tropper og regeringshæren. Invasion I juni i år blev provinshovedstaden Bukavu kortvarigt besat af soldater fra RCD-Goma, ledet af de to egenrådige officerer Laurent Nkunda og Jules Mutebutsi. De tilhører begge Congos mindretal af tutsier og forklarede, at invasionen af Bukavu var et forsøg på at stoppe et nyt folkedrab på tutsier i området. Det afviste både FN's fredsstyrke MONUC og menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. FN beskyldte samtidig Rwanda for igen at have støttet tutsierne i det østlige Congo under Nkundas og Mutebutsis invasion af Bukavu. »Våben og ammunition var gemt i Kivu-søen på Congos side. Ifølge lokale rapporter var våbnene og ammunitionen sejlet over fra Rwanda med kano om natten og gemt i vandet, hvor deres skjulested var markeret med en bambusstok«, hed det i en rapport fra FN's ekspertpanel, der undersøger udplyndring af Congos råstoffer. Panelet beskyldte samtidig Rwanda for fortsat at destabilisere området og true Congos skrøbelige fred. Rwanda afviste rapporten som »et fantasifoster«. Viagra før voldtægt Et af oprørernes første mål i Bukavu var fire apoteker, som blev tømt for Viagra, før voldtægterne begyndte. Men allerede på vejen havde Nkundas tropper været i gang. I Biragi Chibalonzas landsby gik det ud over en 16-årig pige, der nu venter på at komme med i næste fase af IRCs program. Mangel på penge forhindrer organisationen i at tage sig af andre end de første bølger af voldtagne op til sidste år. Chibalonza slap i juni selv med at blive plyndret. »Jeg mistede alt. Jeg har fortsat ingen sko«, siger hun og peger på sine nedslidte klip-klap sandaler. For godt to uger siden var den gal igen med nye sammenstød mellem tropper fra RCD-Goma og regeringshæren uden for Kalehe. Over 30.000 blev fordrevet. Men denne gang var der få eller ingen voldtægter. Og Chibalonza og hendes far havde intet tilbage, der kunne plyndres. Chibalonza har den seneste uge ængsteligt fulgt rapporterne om massakren i Burundi, fordi episoden følger mønstret for de tidligere uroligheder: Igen var flertallet af de 160 ofre tutsier. Og igen har tutsierne i Rwanda - denne gang bakket op af Burundi - truet med at gå ind i Congo for at jagte de påståede bagmænd. »De siger, de vil komme her for at få hævn«, siger Chibalonza. Ny krig truer Mindre end 100 kilometer nord for hendes landsby sidder general Laurent Nkunda, hvis tropper i juni plyndrede hendes hus på deres vej mod besættelsen af Bukavu. Nkunda truede forleden med at slå til igen, hvis ikke Congos hær arresterer de sidste af de Interahamwe-militser, der begik folkedrabet på tutsier i Rwanda og nu beskyldes for at være medskyldige i massakren i Burundi: »Vi kan ikke vente på at blive udryddet. Vi vil løse det her med våben, hvis ikke regeringen handler. Vi er trætte af at vente«, sagde Nkunda. Udenlandske kilder i området citerer to uafhængige kilder - hvoraf den ene er den congolesiske hær - for oplysninger om, at Rwanda har sendt to bataljoner over grænsen til Congo. Omkring 4.000 mand, der angiveligt befinder sig i samme område som Nkunda. Det har MONUC's observatører dog ikke kunnet bekræfte. Men rygterne svirrer, vejspærringerne breder sig i Bukavu, og modløsheden stiger hos Chibalonza og mange af de andre kvinder i nødhjælpskøen i Kalehe. Soldater uden løn Køen bevogtes af soldater fra regeringshæren, der tigger os om penge. De får en ringe - eller ofte ingen - løn. Og congolesisk krigsførelse har lidt for ofte gået ud på at plyndre og voldtage civilbefolkningen, før man rykkede til side for angriberne. Men lidt længere oppe ad jordvejen forsikrer soldaternes chef i T-shirt og sandaler, at han har situationen under kontrol. Han sidder med to andre officerer henslængt under et træ i et udsplattet førersæde fra en bil og spiller dam med kapslerne fra lokale Primus-øl. Blandt den spraglet udrustede bevogtning af det lokale hovedkvarter er en teenager i grønne bukser og en lokal 'Adibas' version af en tysk Adidas T-shirt. Men officererne afviser, at et nyt angreb fra Nkunda oppe ad vejen vil blive en tilsvarende dårlig kopi af oplevelserne fra hans besættelse af Bukavu i juni. Dengang forhindrede kun »politik« dem i at standse Nkunda - denne gang vil de slås, uanset hvad FN siger. Raseri mod FN Fredsstyrken MONUC forsøgte i juni at stoppe invasionen af Bukavu med en bufferzone, men blev - med en højtstående FN-officers ord - »snydt« af Nkundas fortrop, der var ledet af hans kollega Jules Mutebutsi. Han sneg sig udenom MONUC og besatte Bukavu. Senere lykkedes det MONUC at beskytte 2.500 civile og at forhandle Nkunda og hans tropper ud af byen. Men billederne af MONUC-officerers håndtryk med Nkunda fik befolkningen til at rase. De mente, at MONUC skulle have skudt mod Nkunda frem for at forhandle. Og så langt væk som i hovedstaden Kinshasa - på den anden side af 3.000 kilometer jungle - stormede demonstranter FN-styrkens kontorer. MONUC's mandat tillader, at styrken bruger magt for at beskytte civile liv. Men det betyder ikke, at FN-tropperne vil skyde for at holde de to parter i konflikten fra hinanden i en konfrontation, siger MONUC's talskvinde i Bukavu, Eliane Nabaa. » Vi er her ikke for at erstatte den nationale hær. Vi har ikke hverken den militære styrke eller et mandat til at føre krig for dem«, siger hun. Det forklarer alt sammen, hvorfor en hær af diplomater og mæglere - fra FN til Thabo Mbeki, præsident for den regionale stormagt Sydafrika - har lagt kolossalt pres på alle de involverede parter for at forhindre de verbale trusler i at blive ført ud i livet. Ved Kivu-søen venter Biragi Chibalonza ængsteligt på at høre, hvad der kommer ud af den øvelse. Hun er stadig ikke færdig med at give bryst til det barn, der kom ud af hendes første voldsomme møde med krigens parter. »Jeg er bange. Alle er bange«, siger hun.