Tiltalt i Abu Ghraibsag føler sig mishandlet

Charles Graner tegnet under retsmødet i Mannheim. - Foto: AP
Charles Graner tegnet under retsmødet i Mannheim. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den 35-årige elitesoldat Charles Graner er kaldt fangetorturens bagmand. Selv mener han, at han blot er syndebuk og handlede efter ordre fra sine overordnede. Under en to dage lang høring på en amerikansk militærbase i den tyske by Mannheim nægter han sig skyldig i sagen om tortur og mishandling af fanger i det irakiske fængsel. Charles Graner mener, at han selv blev udsat for urimelig hård behandling under efterforskningen. Fik ikke læst sine rettigheder Hans forsvarere forsøger at overbevise dommeren om, at der blev begået fejl, idet Charles Graner ikke fik læst sine rettigheder under anholdelsen. 35-årige Graner siger desuden, at han blev udsat for et umenneskeligt hårdt pres, da han i januar blev vækket midt om natten og måtte sidde i flere timer, mens han fik sit værelse gennemsøgt for beviser i sagen. Desuden mener hans forsvarere, at hans computer, som blev beslaglagt, ikke har været opbevaret på korrekt vis. Computeren bliver brugt som bevismateriale i sagen, da den indeholdt fotografier af fangemishandlingerne. Fotos, som senere blev offentliggjort og chokerede omverdenen. Forsvarerne prøver at få den amerikanske militærdommer til at se bort fra billederne i sin vurdering af, hvorvidt Graner og tre andre medlemmer af militærpolitiet skal stilles for en krigsret. Den ledende efterforsker sagde under retsmødet, at han ikke mener, der er begået fejl under efterforskningen af sagen. Han siger, at Graner sagde meget lidt under ransagningen, udover, at han frygtede, at han ville blive syndebuk. En er allerede dømt I sagen er Jeremy Sivits idømt et års fængsel for fangemishandling. Charles Graner, Ivan Frederick, Javal Davis, Megan Ambuhl fremstilles i disse dage i Tyskland. Desuden er Lynndie England og Sabrina Harman anklaget i sagen. Charles Graner er anklaget for at have mishandlet flere irakiske fanger. Han ses på flere af de berømte billeder, hvor irakere blandt andet trues med elektrisk stød og bidske hunde samt ligger nøgne og bagbundne, stablet oven på hinanden. Sagen kan koste den 35-årige militærpolitimand en fyring og over 24 års fængsel for overgreb, tvang, sammensværgelse og pligtforsømmelse. Forsvarerne siger, at de blot handlede efter ordre fra militære overordnede, da de udøvede tortur i fængslet for at samle militære efterretninger. Retsmødet blev flyttet til Tyskland, fordi forsvarerne frygtede, at det ville være for risikabelt for vidner og pårørende at rejse til Irak. Fay-rapport i denne uge I løbet af de nærmeste dage ventes den såkaldte Fay-rapport, som på forhånd kritiseres for at frikende den politiske ledelse i Abu Ghraib-skandalen. Det er den hidtil mest omfattende af undersøgelserne og har fokus på soldater, militærpoliti, efterretningsofficerer og privatansatte, der har været involveret i afhøringer i Abu Ghraib. Rapporten anbefaler, at flere personer drages til ansvar. Foruden de syv personer fra militærpolitiet, som allerede står anklaget, bør 24 andre, for størstedelens vedkommende fra 205. Militære Efterretningsbrigade, anklages.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her