Vidne: Ung iraker offer for danske kugler

»Det var her!«. Vejviseren standser et halvt hundrede meter nede ad markedsgaden og peger hen mod en mur. Her gemte han sig sammen med sin nevø i lørdags, da soldater fra den danske styrke begyndte at skyde. Få minutter senere var nevøen ramt af flere kugler, blodet løb ud af ham, og det samme gjorde livet. Et par timer senere var han død, 25 år gammel og fem dage fra at blive ægtemand. Masser af mennesker Markedet vrimler med mennesker. De snor sig frem mellem gadehandlerne, der råber fra deres boder med grøntsager, fisk, kager og brød. Det myldrer med mænd i lange hvide kjortler og ternede hovedtørklæder og kvinder i lange sorte dragter, som kun lader ansigt og hænder fri. Al Qurnahs marked lignede i formiddag markedet i enhver irakisk by, men i lørdags var det den blodige skueplads for en timelang ildkamp mellem soldater fra den danske lejr Camp Eden og unge irakere, der tilhører den yderliggående shiamuslimske præst Muqtada al-Sadrs milits, Mahdi-hæren. Mange mennesker blev fanget mellem de to kæmpende parter, og mindst to irakere blev dræbt og to alvorligt såret. »Der er vores grøntforretning«. Vejviseren peger mod en lille butik, der ligger ved indgangen til markedsgaden. »Der holdt den danske kampvogn«. Han peger op mod en bredere, asfalteret vej, som løber på tværs af markedsgaden. »Da skyderiet begyndte midt på eftermiddagen, løb min nevø og jeg væk fra forretningen og gemte os bag muren derovre«. Han peger i den modsatte retning. »Soldaten i kampvognen så, at vi løb derover. Og da vi kikkede frem bag hjørnet af muren, skød han med den lille kanon, der sidder på kampvognen«. Ramt mange gange Nu peger han igen, men denne gang på sit højre lår, sin mave og sin højre arm. »Kuglerne ramte min nevø her og her og her. Han blev truffet mange gange. Især i maven. Tarmene faldt ud gennem såret, og hans tøj var helt smurt ind i blod«. »Jeg var mere heldig. Jeg blev kun ramt af et strejfskud i foden, det var en kugle, som først havde ramt noget andet, inden den ramte mig«. Lægerne opgav Andre tilskuere så, at nevøen blev skudt og faldt om. De begyndte at råbe, og nogle løb til hjælp, samlede ham op fra jorden og fik ham hen på byens hospital. Der opgav lægerne at behandle den sårede nevø og sendte ham i stedet til Basra, som ligger 80 kilometer mod syd. Undervejs døde nevøen, Thoalfikar Mohammed Ati. Han blev 25 år. To andre hårdt sårede blev også sendt til Basra. Det er en 16-årig dreng og en 56-årig mand, som ligger på intensiv afdeling. Begge er opereret for alvorlige skudsår i maven, og det er stadig usikkert, om den 16-årige overlever. »På hospitalet i Al Qurnah så jeg en anden person, som var død. Det var barberen. Han var skudt gennem halsen«, fortæller onklen, Moaaied Ati. »Jeg ved ikke, hvem der skød barberen. Men jeg så selv, at det var en soldat i den danske kampvogn, som skød min nevø. Det var ikke en fra Mahdi-militsen. Der var ingen af dem i nærheden. De var ovre til den anden side, helt derhenne ved vejkrydset«. Han peger igen, denne gang mod et sted flere hundrede meter borte. Bevæbnede mænd på vej Pludseligt begynder både onklen og tolken at se sig nervøst omkring. Vores besøg på markedet har vakt opsigt, fordi de eneste europæere plejer at være soldater i uniformer. »Folk fra Mahdi-militsen er på vej«, advarer de begge to. Ligesom jungletrommerne har sendt besked til Mahdi-hovedkvarteret om vores besøg, sender de også besked tilbage om, at bevæbnede mænd er på vej. Der bliver luft omkring os, for i en lille by kan det være farligt for en iraker blot at blive set sammen med en europæer. Derfor er det ind i bilen og bort i en fart. De andre i denne ende af markedsgaden ved, hvad der er galt, så de baner høfligt vej, så vi kan komme hurtigt væk - en uhørt venlighed i den ellers kaotiske irakiske trafik. Lidt nærmere byens udkant ligger den lokale moske. Et stort grønt flag hænger foran og blafrer dovent i den blide steghede vind. Flaget fortæller flere ting: At en mand er død. At der i moskeen holdes de traditionelle tre sørgedage efter hans begravelse for familie og venner. Og flagets farve siger, at den afdøde var zaid, altså tilhører en af de slægter, der nedstammer direkte efter Islams grundlægger, profeten Muhammed, som døde for 1.300 år siden. I moskeens minaret er der opsat en højttaler, og præstens oplæsning af koranen runger ud over den solsvedede plads. Det bliver kun overdøvet af en smed overfor, når han har gang i hammer eller vinkelsliber. Fra moskeens halvmørke kommer den dræbtes far ud i en fodlang hvid kjortel. Han er lille og mager, gråhåret og gråskægget. Zaid al-Jabari er 57 år, tidligere var han embedsmand, nu dyrker han lidt grøntsager. Familieskabet med profeten har hverken gjort ham til en rig eller betydningsfuld mand. Han fortæller også om skyderiet på markedspladsen: »Nogle af de andre lukkede deres butikker, da balladen begyndte. Men min søn ville ikke gå fra sin forretning. Han sagde: »Nej, for grøntsagerne bliver ødelagt, hvis de ikke bliver solgt«. Derfor løb han for sent i dækning. Det kostede ham livet«. Skulle være gift Faren haler sønnens ID-kort frem. Det bærer et portræt af en alvorlig og mager ung mand med sort overskæg. »Han var så glad«, fortsætter faren. »Han skulle giftes på torsdag (i morgen, red.). Det hele er arrangeret, bruden venter, bilerne var bestilt, så han kunne hente hende, bryllupstøjet er købt, smykkerne, møblerne, maden. Nu blev det en begravelse i stedet«. Den gamle ryster på hovedet og har svært ved at begribe de seneste dages brutale virkelighed. Rasende familie Flere mænd dukker op fra moskeen. Slægtninge, som er med i sørgehøjtideligheden. Og en håndfuld drenge, blandt andet den dræbtes lillebror på 11 år. De rykker sammen om faren, som retter sin lille skikkelse op. »Om jeg er vred? Nej, jeg er rasende. Vi er alle sammen rasende«, siger faren. Hele flokken begynder at nikke voldsomt og tale ophidset i munden på hinanden, så tolken har svært ved at følge med. Han ser helt overrasket ud, da faren fortsætter: »Vi er rasende på oprørerne i Mahdi-militsen. Det var dem, der begyndte skyderiet i lørdags. Det er deres fejl, at min søn er død. Vi har ikke noget mod de danske soldater. Dem er vi aldrig blevet generet af. Men når Mahdi-militsen begynder at spille med musklerne, og danskerne kommer ind i byen, så betragter danskerne alle os irakere som deres fjender. De kan ikke se forskel på os. Og så skyder de. Det var bare sort uheld, at min søn blev dræbt«. Ivrig nikken i hele flokken. Fra flere sider lyder det: »Vi bebrejder ikke danskerne noget. Det er Mahdi-militsens skyld. Danskerne og de andre koalitionsstyrker befriede os for Saddam Hussein, og de har bragt fremgang til vores by. Vi takker danskerne, også dem i Danmark«. Hele samtalen er foregået på arabisk via tolken. Men nu træder onklen med den sårede fod et skridt frem, løfter pegefingeren og siger på gebrokkent engelsk, så der ikke skal være nogen tvivl tilbage: »Danish soldier - my friend!«. Præstens messende stemme og koranens tekster lyder stadig ud over pladsen, da den sørgende familie lister ind i moskeen igen. For at mindes en ung mand på 25 år, som døde for danske kugler, men uden at efterlade et eneste spor af bitterhed mod den nation, som trykkede på aftrækkeren.