Danske soldater i Irak er skuffede

Truslen om hellig krig fra den oprørske shiamuslimske præst Muqtadar al-Sadrs topfolk var ikke mere end et par timer gammel, før alarmen lød i den danske lejr Camp Eden i det sydlige Irak: Bevæbnede militsfolk pønser på at lave et bagholdsangreb på hovedvejen, der fører ned til Basra. Alarmerende meldinger Næppe var meldingen inde, før pansrede mandskabsvogne og hurtige opklaringskøretøjer drønede ud gennem hovedporten, så stenene sprøjtede og pigtråden dirrede i den 50 grader varme eftermiddagshede. I løbet af aftenen kom endnu en melding: Patruljen er nået helt ned til det nordlige Basra uden at møde modstand. Til gengæld er britiske styrker kommet i kamp med al-Sadrs militsfolk lige syd for det danske område. »Pyha. Det er næsten for meget af det gode«, kommenterede en af soldaterne i den danske lejr, »først eksploderede det hele inden for volden, nu eksploderer det også udenfor«. Dermed hentyder han til sagen om overgreb mod irakiske fanger og forsvarsministerens hurtige hjemkaldelse af lejrens ledelse tirsdag aften. Det er noget, som optager sindene hernede mere end truslen om hellig krig. Skuffelse Fælles for de næsten 500 danske soldater i den stenede og solbagte ørkenlejr er den kæmpe skuffelse, som sagen har medført. Der er mindre end en måned til, at alle skal forlade det primitive liv i de airconditionerede telte og boligcontainere og rejse hjem til Danmark efter seks strabadserende måneder. Og nu bliver alt det gode arbejde overskygget af beskyldninger og undersøgelser. »Jeg er først og fremmest ked af, at vi ikke bliver husket som 'Hold III, der gjorde en rigtig god indsats', men som 'Torturholdet'«, siger overkonstabel af 1. grad Brian Steffen, der er talsmand for Spejdereskadronen. 'Ikke fedt at komme hjem i uniform' En anden af soldaterne tolker skuffelsen endnu dybere. Køkkenleder Kim Hallas på 32 år siger: »Jeg har altid været stolt af at bære uniformen. Min plan var, at den første dag, jeg var hjemme, ville jeg hente mine to små piger fra børnehaven - i fuld uniform. Men det vil jeg ikke nu. Det er ikke lige fedt at komme hjem i uniform, og så står der krigsmodstandere eller folk, som har oplevet tyskernes besættelse, og peger fingre«. Der er tredje gang, Kim Hallas har været udsendt, tidligere har han både været i Kroatien og i Bosnien. Men nu skal det være slut. Kontrakten med Den Danske Internationale Brigade bliver sagt op, når han kommer hjem. »Man kan ikke sammenligne de tre steder. Irak er meget hårdere. Det gælder både varmen og den irakiske mentalitet, hvor indstillingen til livet er så forskellig fra vores«, forklarer Kim Hallas. Han mener i øvrigt, at sagen mod den hjemsendte efterretningsofficer er blæst alt for meget op. Forhastet hjemkaldelse Det samme mener Brian Steffen og soldaternes fællestillidsmand Bob Thaarup, der er overkonstabel af 1. grad ved ingeniørtropperne. De indvilliger i at tale om den penible sag, som ellers kun de færreste af deres kolleger har lyst til at mene noget om i fuld offentlighed. Hvad man siger til hinanden over spisebordene i messen er en helt egen sag. Både Brian Steffen og Bob Thaarup stiller op til interview i fuld uniform med grøn kamuflageskjorte, lange bukser og støvler. De har dog hverken skudsikker vest eller hjelm på eller skydevåben med, som ellers er standardudstyret, når soldaterne kører på patrulje uden for lejrens område. Bob Thaarup lægger for med at kalde hjemkaldelsen af ledelsen for forhastet, så længe sagens kerne ikke er kendt. »Jeg tror, nogen har set sig sure på os«, siger han og tilføjer, at »ledelsen har gjort sit arbejde godt«. 'Sørgeligt' Brian Steffen er enig: »Det er sørgeligt, at man ikke som én enhed kan afslutte det gode arbejde samlet. Det er ærgerligt, at nogle på grund af politisk pres har truffet forhastede beslutninger, når en undersøgelse kunne laves her«, siger han. Blandt holdets fortjenester nævner de to talsmænd sprængning af gammel ammunition, hvor ingeniørsoldater flere gange om ugen fjerner efterladenskaber efter Saddam Husseins krige til glæde for lokalbefolkningen. Og etableringen af elektricitet, vand og vandrensning i omliggende landsbyer. »Det er den slags arbejde, der har gjort, at vi danske soldater er populære. Vores tilstedeværelse har skabt fred og fremgang, for banditterne - som der jo er alle vegne - holder sig nede«. »Nu ligger en stor del af arbejdet stille, mens alle venter på en afklaring. Vi kender jo heller ikke detaljerne her, så vi må også gætte os til, hvad der sker«, siger Brian Steffen. Der er ingen tvivl om, at sagen har lagt en bekymret og negativ stemning over lejren. Og den vil gøre holdets afskedsfest til en bleg skygge af det kalas, der ellers var lagt op til ved afskeden med Iraks stenede og flade landskab. Bekymret bagland Sagen vækker også bekymring hos familie og venner i Danmark. Bob Thaarup: »Mine forældre er kede af det, men de bakker da op om vores arbejde«. Brian Steffen: »Min kæreste spurgte bekymret i en mail, om vi torturerer fangerne. Og jeg måtte svare: Nej, det gør vi da ikke!«. Hans afvisning deles af tre lokale irakere, der arbejder som tolke for de danske styrker. De er civile tolke fra de omliggende landsbyer, ansat til 10 dollar, 65 kroner, om dagen. De deltager ikke i militære opgaver som afhøring af fanger, men tolker fra irakisk til engelsk, når der for eksempel er møder mellem de danske styrker og lokale stammeledere eller landsbyboere om vand- og elektricitetsprojekter. Ingen af de tre har hørt om, at der er klaget over overgreb mod irakiske fanger, blandt andet 9. juni i år. »Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg har aldrig hørt ude i området, at folk er blevet forulempet af danskerne«, siger den ene tolk med kraftig støtte fra de to andre. Udstyr ved sengegærdet Imens er nattemørket faldet på, patruljen i pansrede mandskabsvogne er stadig ude på hovedvej 6, og nærpatruljer sværmer rundt uden for lejren for at forhindre raketangreb i lighed med de to, der skete i forrige uge. Af samme grund skal alle have skudsikker vest og hjelm liggende ved sengen, og begge dele skal medbringes, hvis man forlader sit telt og går over til naboens for en aftensludder i den mørklagte lejr. Og hele mandskabet lytter i underbevidstheden efter sirenealarmen over lejrens højtalersystem. I tilfælde af et angreb sender den nemlig alle, der ikke har vagt, i fuldt firspring til det nærmeste beskyttelsesrum. Trods de interne bekymringer fortsætter den hellige krig uden for lejren.