Folk brændt levende i mudret opgør i Sudan

Det kræver konstante udvidelser af bevidstheden at rumme den sprængfarlige dynamik i konflikten i Sudans Darfurregion, som FN har døbt verdens største humanitære krise. På den mudrede slagmark i Darfur forlyder det om de seneste grusomheder, at militser har lænket børn og kvinder sammen for at brænde dem levende. De er ofre i en konflikt, hvor man både nationalt og internationalt skimter stadig flere uappetitlige dagsordener. Her er et forsøg på et overblik på et tidspunkt, hvor både FN's Sikkerhedsråd og afrikanske ledere diskuterer mulige indgreb. Sudans fremtid Konflikten i Darfur startede for godt halvandet år siden, da den lokale oprørsgruppe SLA gik til angreb med krav om flere ressourcer til den udsultede region. SLA fik snart følgeskab af en anden gruppe, JEM. Regeringen svarede igen, dels med sin egen hær og luftvåben, dels - siger en række menneskerettighedsorganisationer - ved at bevæbne de såkaldte Janjaweedmilitser, som nu beskyldes for have jaget mere end en million mennesker på flugt med etnisk udrensning. Regeringen nægter at stå bag og lovede for nylig at stoppe militsernes hærgen. Dette løfte forsøger USA nu at tvinge regeringen til at overholde ved at få FN's Sikkerhedsråd til at true med sanktioner. Det vender vi tilbage til om lidt. På den nationale scene i Sudan kompliceres tingene af, at Sudans tidligere islamiske chefideolog, Hassan al-Turabi, angiveligt rumsterer i kulissen bag oprørsgruppen JEM, der ledes af hans gamle kampfæller. Al-Turabi hjalp med at bringe Sudans præsident, Omar al-Bashir, til magten ved et militærkup. Men de to mænd blev senere uenige. Og nogle analytikere ser nu konflikten i Darfur som et opgør mellem deres to fraktioner i Sudans islamistiske bevægelse. Dikatatur »Efter min mening er det en kamp for at overtage magten i Khartoum, uagtet at slagmarken er i Darfur«, siger Ghazi Suleiman, advokat og en af veteranerne i Sudans menneskerettighedsorganisationer. Han betragter selv regeringen som »et skånselsløst diktatur« og mener ikke, at der bliver fred i Sudan, før landet bliver mere demokratisk. Sudans trængte opposition er enig. Den har indkaldt til et massemøde i Khartoum. »Formålet er at presse regeringen til at indrømme, at den er ansvarlig for, hvad der foregår i Darfur«, siger journalist Azhari Dafalla, der på forhånd regner med, at politiet vil opløse massemødet og anholde dets arrangører. Dafalla lægger ikke skjul på, at oppositionen vil bruge kaosset i Darfur til at styrke sine krav om demokrati. »En løsning i Darfur kan ikke opnås med den eksisterende regering, der gør sit bedste for at forhindre den (løsningen, red.) og er direkte ansvarlig for, hvad der foregår«, siger Dafalla. Den sudanske journalist har ikke meget håb om, at det voksende internationale pres i sig selv kan få regeringen til at skifte kurs. USA fjernede ordet 'sanktioner' fra sit udkast til en FN-resolution mod Sudans regering, som en række andre medlemmer af Sikkerhedsrådet lande fandt for stærk. Resolutionen - som kommer til afstemning i fredag - åbner dog stadig muligheder for uspecificerede indgreb mod Sudan, hvis ikke regeringen inden 30 dage afvæbner Janjaweedmilitserne. De øvrige landes skepsis mod den amerikanske tekst skal blandt andet ses i lyset af, at der - som i Irak - atter er tale om et sammenstød mellem den vestlige og den arabisk-muslimske verden. I Sudan som i Irak er USA's erklærede interesse i olie med til at forplumre billedet af en rent humanitær indgriben. Den amerikanske Kongres brugte for nylig ordet 'folkedrab' om situationen i Darfur. Det skete, selv om internationale menneskerettighedsorganisationer tvivler på, at man - som krævet for at opfylde definitionen på folkedrab - kan bevise en hensigt om at udrydde en hel befolkningsgruppe. Men Kongressen har opbakning i befolkningen i USA. 56 procent sagde i en nylig opinionsundersøgelse, at der foregår folkedrab i Darfur, selv om kun 14 procent havde hørt 'meget' eller 'noget' om situationen der. Forfulgt Sudans regering har ved mange lejligheder portrætteret sig selv som forfulgt, fordi den er islamisk. Og de seneste ugers internationale pres har kun skærpet regeringens reaktioner. Landets udenrigsminister, Mustafa Osman Ismail, truede forleden med at lade sin hær angribe en international fredsstyrke, hvis FN skulle beslutte at sende en sådan. Forleden forklarede en udsending for den sudanske regering i Sydafrika, at landet frem for en fredsstyrke selv har brug for flere våben for som lovet at kunne afvæbne Janjaweedmilitserne. Den appel er næppe blevet vel modtaget i Darfur, hvor befolkningen under konflikten er blevet bombet af regeringens fly. Beretningerne om lænkning og brænding af civile er blevet bakket op af observatører fra Den Afrikanske Union som det seneste eksempel på, at tålmodigheden med grusomhederne på slagmarken er ved at løbe ud. Men som antydet ovenfor er der samtidig en udbredt risiko for, at befolkningen en tid endnu må leve og dø, mens nationale og internationale aktører har travlt med større dagsordener.