Japans opposition styrket efter valg

Lyt til artiklen

Valget til Japans overhus viser med al tydelighed, at støtten til premierminister Junichiro Koizumis Liberale Demokratiske Parti er svindende og chancerne stigende for partiets rival, Demokraterne. Koizumi og LDP's magtposition er ikke umiddelbart truet. Partiet, som har regeret Japan næsten uden pause siden 1955, er det ledende parti i en koalition, der stadig har et flertal på 139 ud af 242 pladser i Overhuset efter søndagens valg. Og vigtigere endnu har koalitionen flertal der, hvor det tæller mest, nemlig i Underhuset, som er det mest magtfulde af de to kamre. Men det er Demokraterne og ikke LDP, der som enkeltparti fik flest stemmer. Og Demokraterne er besluttet på et regeringsskifte - hvilket i givet fald blot vil være anden gang i 50 år. Det første var i 1993 og varede kun 11 måneder. »Det er lykkedes for os at vinde flere pladser end LDP og dermed nå vores mål«, sagde Katsuya Okada, Demokraternes formand, mandag. »Vi vil ikke hvile på laurbærrene, men går straks i gang med at arbejde for at vinde næste valg til underhuset«. Udfordringen for oppositionspartiet, som blev dannet i 1998, er at tage flere politiske initiativer for at overbevise vælgerne om, at de er i stand til at lede landet. Søndagens valg omfattede 121 pladser i Overhuset. Heraf vandt Demokraterne 50 mod 38 før valget. LDP vandt kun 49 pladser, hvilket er en mindre end før valget. Bred appel Demokraterne vandt også pladser i landområderne fjernt fra deres traditionelle højborge i de store byer. Det viste, at partiet har formået at appellere bredt. »LDP har mindre støtte end Demokraterne nu«, siger Sadafumi Kawato, professor i statsvidenskab ved Tohotu Universitet. Mest afgørende er det, at Demokraterne har vist sig at være bedre til at tiltrække stemmer fra vælgere uden fast partitilhørsforhold. De vandt 50,6 procent af disse stemmer sammenlignet med LDP's 14,4 procent ifølge en meningsmåling foretaget ved valgstederne. Partiets strategi ligger milevidt fra LDP's i dets storhedstid. LDP bevarede magten alle disse år ved blandt andet at sikre hele landet del i Japans imponerende økonomiske genrejsning efter krigen. Partiet spredte velstanden ved at bygge veje og broer i selv de fjerneste egne. LDP vandt bøndernes, byggefirmaernes, lægernes, tandlægernes og postarbejdernes loyalitet i stemmeboksen, idet partiet sikrede disse gruppers levebrød med beskyttelse mod konkurrence. Det system kom imidlertid under pres fra begyndelsen af 1990'erne, da boblen brast for Japans aktiemarked og markedet for fast ejendom, og landet blev kastet ud i et årti med stagnation og overbelastede statsfinanser. Koizumi kom til magten på et løfte om at standse overflødige udgifter - et løfte, der gik ud over byggefirmaerne. Han indførte også reformer, der fik partiet til at miste lægernes støtte, og han gjorde postarbejderne vrede ved at love privatisering af postvæsenet. Mange vælgere uden fast partitilhørsforhold jublede til gengæld over reformerne, og den ukonventionelle politikers popularitet blandt dem kompenserede dengang for den bortfaldne støtte fra det traditionelle bagland. Opbakningen af Koizumi var på et tidspunkt helt oppe på 80 procent af vælgerne i opinionsundersøgelser, men hans popularitet er dalet siden. Forvirrede vælgere »Jeg har taget politiske skridt vendt mod LDP's traditionelle vælgerbase. Jeg forstår, at det har forvirret dem«, sagde Koizumi på en pressekonference mandag. Meningsmålinger foretaget ved valgstederne søndag viser, at mange vælgere uden fast partitilhørsforhold stemte på Demokraterne i vrede over, at Koizumi uden at rådføre sig med parlamentet havde lovet USA's præsident Bush, at Japan ikke vil trække sine tropper hjem fra Irak. Vælgerne var også imod regeringens nye lov om højere pensionspræmier og lavere offentlige ydelser, som regeringskoalitionen pressede igennem i parlamentet, mens oppositionen boykottede afstemningen. Skuffelsen over, at Koizumis reformer ikke har været så gennemgribende som lovet, har også spillet en rolle. LDP er efter valget blevet endnu mere afhængig af sin koalitionspartner, Komeitopartiet. Komeito bakkes op af Soka Gakkai, en velorganiseret buddhistisk organisation med engagerede medlemmer, der gør Komeito i stand til at mobilisere millioner af vælgere på valgdagen. »Komeito er LDP's livline«, siger professor Kawato. »Uden Komeito kan LDP overhovedet ikke klare sig over for Demokraterne«. Kawato siger, at Demokraterne kan blive det største parti efter næste valg til Underhuset, som skal afholdes om senest tre år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her