Svær start på retsopgør mod Saddam

Rettens behandling af sagen mod Saddam Hussein er kommet dårligt fra start. Det lukkede retsmøde i har medført et hemmelighedskræmmeri, som efterlader mistanker både blandt irakerne og i det internationale samfund. »Det var et dårligt tegn«, konstaterer chefredaktør Saad Abbas tørt. Han leder den seriøse og uafhængige irakiske morgenavis Azzaman, som i dag fylder forsiden og flere sider inden i med Saddam Husseins optræden i en hemmeligholdt retssal i torsdags. Journalist blev vist ud Avisen var den eneste irakiske, som havde en journalist med til det lukkede retsmøde, men han blev vist ud af dommeren, inden Saddam Hussein havde nået at sige et ord. Der var kun én anden arabisk journalist og to udenlandske med. Bagefter blev udsendt et censureret videobånd fra retsmødet. »Det er en helt forkert holdning fra rettens side. Lukketheden sår tvivl om, hvorvidt det handler om hævn mod en enkelt person, eller om det handler om, at vi nu vil gennemføre fundamentale love i dette land, så alle kan lære, at selv en præsident kan stilles for retten«, siger Saad Abbas. Han tilføjer, at hævn er en unødvendig ting. Saddam Hussein er væk og i øvrigt pillet fuldstændig ned i det irakiske folks øjne. »Til gengæld har den nye regering behov for at vise, at vi har et frit og demokratisk retssystem. Det gjorde den ikke, og jeg er også bekymret for, om den vil gøre det, når den egentlige retssag mod Saddam begynder om nogle måneder«. »Vi behøver gode folk til at lave gode love, og vi behøver et respektabelt og ærligt retssystem og dommere, som vil efterleve dem. Derfor skal der også være en objektiv og neutral instans til at fortælle folk, om det sker. Og det er vores opgave«, påpeger Saad Abbas, mens han dunker pegefingeren i bordet. På redaktionen Fredag og torsdag var helligdage her i Irak. Derfor udkommer aviserne først nu med historien om retsmødet. Politiken kikkede med, da Azzaman blev gjort klar til at gå i trykken ved midnatstid. Avisens kritiske holdning til rettens behandling af Saddam-sagen kommer på forsiden, ligesom Saad Abbas har skrevet en leder om det. Den har Politiken fået lov at trykke oven over denne artikel. Desuden bringer aviser beskrivelser af retsmødet, interview med almindelige irakere, sagførere, aktivister, justitsministeren, menneskerettighedsforkæmpere og politiske personer. Mange af de interviewede deler avisens bekymring for, om der bliver åben adgang til sagen mod Saddam. De fleste går ind for, at sagen bliver udsat til efter valget i januar næste år, fordi den så vil foregå under en præsident, regering og parlament, der er valgt af folket. Det kan være med til at tage livet af mistanken om et hævnmotiv, lyder argumentet. Kritikken af sagens behandling - og dermed af den nye regering - kan nu formuleres åbent i irakiske medier, hvilket ville have været utænkeligt i Saddams regeringstid, hvor alt skulle censureres, og hvor kritik af diktatoren ville have ført til fængselsstraf eller henrettelse. »Censur i dag? Nej, gud fri os. Så ville det jo være fuldstændig forgæves, det vi havde kæmpet og lidt for«, nærmest hvæser Saad Abbas. Men fuldstændig fri er den irakiske presse dog ikke. Under den amerikanske overgangsadministration, som sluttede i mandags, blev nedsat en mediekommission, der har udstukket nogle ret generelle regler om mediernes ansvar. Disse regler skal snart op til overvejelse i den nye irakiske regering. Synderegister Tilbage til Saddam, for Saad Abbas vil gerne lige pointere sin personlige mening. Den starter med et forbehold: »Jeg er jo ikke dommer«, og så kommer krudtet: »Men hvis man ser på forbrydelsernes størrelse, kan straffen kun blive maksimal. Den største forbrydelse har han begået mod det irakiske samfund. Han begyndte som leder for et land med en af verdens største civilisationer. Nu er Irak kun til at græde over. Det er fuldstændig forspildte muligheder. Vi var et fredeligt og gæstfrit samfund. Nu er det et af de mest fjendtlige og onde i verden. Han har gjort dommere og sagførere til grådige bedragere, så de største kriminelle kunne bestikke sig til frihed. Nedværdigelsen af civilisationen er det værste, han har begået«, slår Saad Abbas fast. Han har talt sig så varm, at han må binde slipset op, hænge det løst om halsen og åbne flippen for at få luft. Et glas sukkersød te hældes ned i en fart. Imens dukker journalister op på redaktionen med håndskrevne artikler. Manuskripterne lægges ind i en skrivestue, hvor unge af begge køn tamper i tasterne for at få teksten ind på computer. Herfra bliver der taget et print af artiklerne, og så er det korrektørernes tur til at rette sprogfejl og stavefejl. Det sker i et andet lille kontor, hvor en håndfuld små skriveborde er mast sammen langs væggene. Korrektørerne ligner skolelærere, der blev pensionerede, allerede mens Saddam var ung. Flere bruger lup for at holde styr på den snørklede arabiske skrift. Kun eftermiddagens bedetid får dem til at slippe forstørrelsesglassene og lægge sig på knæ på gulvet. Elektronisk Efter de sproglige rettelser tager avisens designafdeling over. Her sidder medarbejderne med store computerskærme og de nyeste redigeringsprogrammer og opbygger siderne elektronisk, som om det var en hypermoderne europæisk avis. Fra håndskrevne manuskripter til højteknologiske sider - det er som at se 40 års dansk avishistorie samlet i samme rum. Men Azzaman, som har omkring 150 medarbejdere i Bagdad og et dagligt oplag på 50.000, har mere elektronik i ærmet. Redaktør Abbas viser ind i et andet kontor, hvor to kvinder sidder og redigerer avisens udgave på internettet (adressen er www.azzaman.com). Smertefuldt Her sidder webredaktør Muna al-Khaliy, og hun udbryder: »At se Saddam på anklagebænken er både utroligt og smertefuldt, når man tænker på, hvilken position han havde. Mange andre arabiske præsidenter har gjort ting, der var meget værre, så de har fortjent det mere end ham. Irakerne respekterede ham. Joh, de frygtede ham også, men det var fordi, han var præsident«. Abbas fortæller: »Jeg har en god ven, som er bankmand. I banken havde de lister over omkring 30.000 mennesker, som var blevet henrettet af Saddam. Fordi det bagefter havde vist sig, at de var uskyldige, beordrede han, at banken skulle betale månedsløn til familierne«. Så kan webredaktør Muna al-Khaliy ikke tie stille længere: »Der sker da også masser af mord nu, ligesom under Saddam. Nu er det bare amerikanerne, der gør det«. Saad Abbas: »Ja, men nu kan vi tale om det og skrive om det og vise billeder af det«. Muna al-Khaliy: »Og hvad hjælper det? Saddam er færdig. Det er lige meget, om Saddam er en muslim, der dræber muslimer. Eller om amerikanerne er kristne, der dræber muslimer«. Saad Abbas: »Det er jeg også. Men forskellen er, at vi kan bringe det frem i lyset, så der en gang ikke vil være nogen, der tør gøre det mere. Vi skal fortælle det til alle mennesker«. Muna al-Khaliy: »Det er lige meget. Saddam er væk. Lad os bare glemme ham og komme videre«. Saad Abbas: »Tværtimod. Det skal altid være en del af vores erindring, så vi kan undgå det igen. Tyskerne har heller ikke glemt Hitler«.