Der skal mere olie på markedet, så prisen falder til gavn for verdensøkonomien. Derfor er Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) blevet enige om at hæve deres samlede produktion af råolie med to mio. tønder per dag. Det svarer til en stigning på otte procent i forhold til OPEC's officielle produktionsloft. Det siger Qatars olieminister, Abdullah al-Attiyah, til det britiske nyhedsbureau Reuters i forbindelse med et møde mellem de 11 OPEC-lande i Libanons hovedstad, Beirut. »Det er en god aftale, og vi vil være i stand til at afprøve effekterne på oliemarkedet, inden vi atter mødes den 21. juli«, sagde han. Prisen skal ned Beslutningen om at hæve olieproduktionen er et forsøg på at lægge et nedadgående pres på den senere tids høje oliepris, som truer et spirende globalt økonomisk opsving. Olieprisen har i de seneste tre uger ligget på omkring 40 dollar per tønde, til dels på baggrund af nervøsitet for leveringerne fra de vigtige olielande i Mellemøsten efter et nyligt terrorangreb mod olierelaterede mål i verdens førende olieland, Saudi-Arabien. Og dels på grund af en stærkt stigende efterspørgsel fra primært USA og Kina, den globale økonomis nye højdespringer. Hertil kommer små olielagre i USA, verdens største energiforbruger. Desuden er der social uro i de to store olielande Venezuela i Latinamerika og Nigeria i Vestafrika. Men prisen steg Aftalen betyder, at OPEC hæver medlemslandenes samlede daglige produktion af råolie til 25,5 mio. tønder. Umiddelbart efter oplysningen om den indgåede aftale steg råolieprisen, fordi oliehandlere ifølge Reuters tolker aftalen mellem OPEC-landene sådan, at den vil give en for lille produktionsstigning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























