Hjælp til Sudan blokeres

Mange af de omkring 700.000 internt fordrevne i verdens værste humanitære katastrofe er kort før regntiden i det vestlige Sudan tvunget til at træffe et forfærdeligt valg: Vil de være våde og kolde - eller gøre sig til mulige ofre for plyndring og den medfølgende vold, hvis de tager imod de presenninger, som nødhjælpsorganisationerne tilbyder? Det fortæller Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp, der tidligere på ugen ankom til Nyala i Darfur. De fordrevne er tvunget væk fra deres landsbyer i en etnisk udrensning, hvor lokale militser - de såkaldte janjaweed - ifølge FN har samarbejdet med luftvåbnet og hæren. Ingen beskyttelse Mange af de fordrevne befinder sig nu i områder, hvor ingen er parat til at beskytte dem. »De er derfor bange for, at hvis de får plasticstykkerne udleveret om eftermiddagen, kommer janjaweed om aftenen og plyndrer dem. Og samtidig skyder de så nogle stykker«, siger Nils Carstensen. »Det er fuldstændigt sindssygt. Vi påfører dem (de internt fordrevne, red.) en risiko ved at hjælpe dem. Hvis ikke der kommer gang i beskyttelse, kan der ikke laves meningsfyldt hjælpearbejde her«. Nils Carstensen er i Darfur for at undersøge behovet og mulighederne for hjælp. Han har som en række andre nødhjælpsarbejdere udnyttet, at regeringen efter måneders nøl endelig har åbnet adgangen til Darfur. Men samtidig har regeringen forbudt de internationale medarbejdere at have noget direkte med de fordrevne at gøre. Hjælpen skal i stedet gå gennem lokale organisationer, hvilket giver nye forsinkelser og øger risikoen for, at hjælpen havner hos de forkerte. Taktik fra Første Verdenskrig »Regeringen har givet sig på et punkt, men bygget sig en større skyttegrav bagved. Det er typisk Første Verdenskrigs taktik«, siger Nils Carstensen. Du antyder, at regeringen bevidst er ude på at lade de fordrevne dø? »Det er svært at tyde dens handlinger på nogen anden måde. Det er i hvert fald konsekvensen af dens handlinger - og den handler vel efter bevidste valg. Den obstruerer hjælpearbejdet. Og derfor kommer folk til at dø«. Konflikten i Darfur er godt et år gammel. Den ligner på mange måder den langt ældre konflikt mod syd, som der nu er enighed om at afslutte. Konflikter begyndte som protest Begge steder startede konflikten som lokale oprørsgruppers protest mod regeringens marginalisering af områderne. Men ud over at bekæmpe oprørerne i Darfur har regeringen støttet de arabiske janjaweed-militser, der driver etnisk udrensning af afrikanske stammer på den bedste landbrugsjord. Den store oprørsbevægelse mod syd, SPLA, der nu kommer med i regeringen har på forhånd sagt, at den ikke vil acceptere fortsat etnisk udrensning i Darfur. Men det er mere tvivlsomt, om SPLA også kan standse krigen. For SPLA's deltagelse i regeringen giver måske mere end noget andet oprørsgrupperne i Darfur blod på tanden til at kæmpe sig til lignende indflydelse. Angreb trods våbenhvile Trods en våbenhvile i Darfur er der ifølge Nils Carstensen fortsat angreb i området. Han citerer lokale hjælpeorganisationer for oplysninger om, at 59 blev dræbt mellem søndag og tirsdag i denne uge, da janjaweed angreb et område 40 kilometer nord for Nyala. Nils Carstensen refererer også hjælpeorganisationer for et mere upåagtet aspekt af krigen: At den lokale oprørsgruppe SLA tilsyneladende også foretager angreb på civile. 9. maj blev otte dræbt og 19 bortført i en arabisk landsby syd for Nyala. »Det er dybt foruroligende. Hvis det breder sig, vil det føre til hævntogter«, siger Nils Carstensen. Han har i det kaotiske område svært ved at glæde sig over fredsaftalen mod syd: »Det er fuldstændigt absurd at stå midt i en krigszone og høre om fred i den anden ende af landet. For mig at se er det, der foregår i Darfur, en gentagelse af alt, hvad der i mange år er sket i konflikten mod syd«.