Saudi-Arabien våndede sig over det tredje terrorangreb mod udlændinge på en måned. Og det sidste var langt det værste: Mindst seks mennesker er blevet dræbt, herunder en 10-årig dreng. Situationen havde udviklet sig til et gidseldrama. Kilder i det saudiarabiske politi satte over for Reuters dødstallet så højt som 16 - ni saudiarabere og syv udlændinge. Angrebet fandt sted i den østlige havneby Khobar, der er centreret om landets olieindustri. Og det fornyede frygten for, at terrorister vil være i stand til at rette et stort angreb på et af de store olieanlæg, hvilket kan kaste verdens oliemarkeder ud i krise. Ifølge det saudiarabiske indenrigsministerium begyndte angrebet klokken 7.30 i morges lokal tid (6.30 dansk tid). Fire bevæbnede mænd i militæruniformer trængte ind i en kontorbygning, der huser flere store vestlige oliefirmaer og begyndte at skyde omkring sig. Boligkomplekser Bagefter kørte de ind i et af de beboelseskomplekser, der bebos af udenlandske ansatte i olieselskabet Apicorp. Her skød de blandt andet den 10-årige egyptiske dreng Rami Samir al-Goneimi, oplyser nyhedsbureauet Associated Press (AP). Også to andre komplekser blev angrebet. Derefter tog attentatmændene et ukendt antal gidsler og forskansede sig i et af beboelseskomplekserne, oplyser arabisk tv. Området blev afspærret, og mange blev evakueret. Libanons ambassadør i landet, Ahmed Chammat, sagde til AP, at fem libanesere, der var blevet taget som gidsler, var sluppet fri i eftermiddags. Senere stormede saudiarabiske sikkerhedsstyrker boligkomplekset, men situationen var i aftes ikke afklaret. Satellitkanalen al-Arabiyya viste et billede af en vestlig mand, der sad gennemhullet af kugler på førersædet i en bil. AP satte dødstallet til mindst 6 og op mod 15. Ifølge Reuters var 16 blevet dræbt, herunder syv udlændinge - ud over den egyptiske dreng var det to filippinere, en amerikaner, en brite, en inder og en pakistaner. Angrebet kom kun to dage efter, at Abdulaziz al-Muqrin, der menes at være leder af terrornetværket al-Qaeda i Saudi-Arabien, havde udsendt en slagplan for guerillakrig i de saudiarabiske byer. Bevægelser som al-Qaeda ønsker at afsætte det saudiarabiske kongehus og indføre en islamisk stat. Samtidig ønsker de at ramme vestlige mål. Saudi-Arabien har intensiveret jagten på kendte militante i landet. Mindst 8 af de 26 mest eftersøgte er blevet anholdt eller dræbt, men terrorangrebene i landet fortsætter. Tredje angreb i maj Gårsdagens angreb var det tredje mod udlændinge denne måned. 1. maj var der et lignende angreb i den vestlige havneby Yanbu, hvor syv personer - seks udlændinge og en saudiaraber - trængte ind hos selskabet ABB Lummus og skød omkring sig. Blandt de fire gerningsmænd, der senere blev dræbt i ildkamp med politiet, var tre ansatte i ABB Lummus. Abdulaziz al-Muqrin tog senere skylden for aktionen. Og i denne uge blev en tysk forretningsmand skudt på gaden i hovedstaden Riyadh. I april opfordrede den amerikanske ambassade i landet kraftigt amerikanske statsborgere til at forlade landet. Begivenhederne har øget frygten for, at det skal lykkes terrorister at udsætte landets oliesektor for et lammende angreb og dermed skabe en global krise i olieforsyningen. De seneste tre uger har olieprisen ligget på sit højeste niveau i mere end 20 år. Olieprisen på omtrent 40 dollar (250 kroner) per tønde inkluderer en 'risikopræmie' på omtrent 8 dollar på grund af frygten for mellemøstlig terror, siger oliehandlere til nyhedsbureauerne. Det britiske ugemagasin The Economist gennemgår i sit seneste nummer risikoen for, at terrorister kan udsætte for eksempel det store raffinaderi i Abqaiq eller oliehavnen Ras Tannurah for et angreb med hjælp fra folk, der har infiltreret et af de store olieselskaber, sådan som det var tilfældet i Yanbu. Eksperterne er delt i spørgsmålet, om det kan lade sig gøre. Men blandt andre den tidligere CIA-direktør James Woolsey mener, at det er muligt - og det gør The Economist også.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























