Dansk flyveleders firma får skylden for kollision

Den danske flyveleder arbejdede for selskabet Skyguide her i Kloten i Schweiz. - Foto: AP
Den danske flyveleder arbejdede for selskabet Skyguide her i Kloten i Schweiz. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Forud for flykollisionen i luften over den sydtyske by Überlingen i 2002, der kostede 71 mennesker livet, skændtes de to russiske piloter på det ene af flyene om, hvordan de skulle afværge katastrofen. Det fremgår ifølge den schweiziske avis Sonntagszeitung af den endelige rapport om ulykken, som den tyske havarikommission offentliggør onsdag. Den 123 sider store rapport ser dermed ud til at modsige de hidtidige formodninger om, at russerne blindt fulgte flyvelederens anvisning trods advarselssystemets kontraordre. Åbenbart ville copiloten følge instrukserne fra flyets advarselssystem. Men piloten ignorerede sin kollegas råd og fulgte i stedet den vagthavende danske flyveleders anvisning om at dykke, hvorefter de to fly stødte sammen i luften. Skyguide får skylden Ifølge den schweiziske avis placerer den tyske havarikommission hovedansvaret på flysikringsselskabet Skyguide, hvor den danske flyveleder var ansat. Således kritiseres selskabet for, at danskeren var alene på vagt, og at telefonsystemet i kontroltårnet ikke fungerede på ulykkesnatten. Danskeren blev i februar dræbt. En russisk mand, der mistede sin familie ved ulykken, er varetægtsfængslet for drabet. Det tyske fragtfly og det russiske passagerfly kolliderede og styrtede ned ved Bodensøen. Størstedelen af ofrene var russiske børn på vej på ferie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her