De ukendte arbejdslejre i Kina

Da det kinesiske kommunistparti tog magten i 1949, etablerede regimet et system af arbejdslejre over hele riget. Der var tale om en form for straffekolonier, der har ligheder med det sovjetiske Gulagsystem. Lejrene kendes under den samlede betegnelse 'Laogai', som er det kinesiske ord for tvangsarbejdslejr. Formålet er officielt genopdragelse af de indsatte, men derudover er lejrene i nyere tid også blevet til en slags økonomiske centre. Lejradministrationen har fået ordre fra staten om, at de skal være økonomisk selvbærende. Det betyder, at udover at udføre f.eks. vejarbejde, kanalgravning og vedligeholdelse af infrastruktur, o.l., rummer lejrene regulære fabriksenheder, der producerer varer til blandt andet Kinas eksportindustri. Harry Wus organisation, Laogai Research Foundation, der har base i USA, foretog i 1990'erne en undersøgelse, der afslørede eksistensen af 990 arbejdslejre. En stor del af disse er koncentreret i to af Kinas store vestlige provinser, Qinghai og Xinjiang, langt fra de kystregioner, hvor Kinas velstandsfremgang er størst. Klassefjender De kategorier af fanger, der blev sendt til lejrene i de første tre årtier af Folkerepublikkens historie, var især tidligere jordejere, embedsmænd fra det slagne regime og formodede 'højreorienterede' og 'klassefjender' - folk, der kritiserede datidens lederelite omkring Mao Zedong. Med moderne målestok vil alle disse blive kategoriseret som politiske fanger. I lejrene blev de blandet med ordinære kriminelle af alle kategorier. Med den begyndende liberalisering fra 1979 faldt antallet af politiske fanger i lejrene betydeligt. Titusinder af ofre fra Mao-tidens forfølgelser blev løsladt og rehabiliteret, blandt dem Harry Wu. Men en ny generation af politiske fanger overtog deres plads, da reformstyret under Deng Xiaoping lejlighedsvis slog ned på dissidenter gennem 1980'erne og 1990'erne. Det gjaldt ikke mindst deltagerne i den demokratibevægelse, der blev nedkæmpet af det kinesiske militær i Beijing i juni 1989. Alligevel har liberaliseringen betydet en ændret sammensætning af lejrbefolkningen. Ved udgangen af 1990'erne var anslået 90 procent af de indsatte ordinære kriminelle. Betegnelsen 'kontrarevolutionær' optræder ikke længere i kinesisk retspraksis. I stedet tales om 'hensynet til statens sikkerhed'. Forestillingen om, at 'dårlige' individer kan blive 'opdraget' til at blive lydige borgere stammer helt tilbage fra Folkerepublikkens tidlige år. Opgørelserne over, hvor stor befolkningen i disse lejre er, varierer stærkt. Flere uafhængige vurderinger er landet på omkring to millioner. Harry Wu anslår, at tallet er nærmere de fem millioner.