Døde soldaters navne for åben skærm skaber vrede

'Nightline'-programmet var udvidet med ti minutter for at alle de faldne kunne blive præsenteret med navn, rang og alder. - Foto: AP
'Nightline'-programmet var udvidet med ti minutter for at alle de faldne kunne blive præsenteret med navn, rang og alder. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den kendte og erfarne amerikanske journalist Ted Koppel benyttede sent fredag sit fjernsynsprogram 'Nightline' til at offentliggøre navnene på og fotografierne af 721 amerikanske soldater dræbt i Irak. Udsendelsen har skabt furore blandt konservative politikere, der kalder det antikrigs-propaganda. Men Koppel siger ifølge Reuters, at offentliggørelsen af navnene og fotografierne var en politisk neutral måde at ære de, der er faldet i krigen i Irak. »Oplæsningen af de 721 navne havde hverken til formål at fremprovokere modstand til krigen eller at blåstemple den«, sagde Koppel, som understregede, at han ikke selv er modstander af krigen, der blev indledt i marts 2003 for at vælte den irakiske præsident, Saddam Hussein. »Jeg er imod opfattelsen, at man ved at være i krig afskriver sig retten til at stille spørgsmålstegn ved, kritisere eller debattere vore lederes politiske skridt«, sagde Koppel. Inspireret af Vietnamkrigen Den særlige udgave af 'Nightline' blev sendt for at markere årsdagen lørdag for den tale, den amerikanske præsident, George W. Bush, holdt ombord på et hangarskib og hvor han erklærede de væsentligste kamphandlinger i Irak for slut. 'Nightline'-udsendelsen lørdag var inspireret af et nummer af tidsskriftet Life, der i juni 1969 offentliggjorde navne og fotografier af samtlige amerikanske soldater, der var blevet dræbt under en enkelt uge af Vietnam-krigen. Det pågældende nummer af Life var angiveligt en af hovedårsagerne til, at der i USA opstod en ophedet offentlig modstand mod krigen i Vietnam. Mediekoncern censurerede udsendelse Den amerikanske mediekoncern Sinclair Broadcast Group Inc., hvis ledelse stærkt støtter præsident Bush, forbød de af dens fjernsynsstationer, der samarbejder med ABC, at sende 'Nightline'-udsendelsen. Koncernen kaldte udsendelsen en politisk erklæring, der ikke viste alle sider af historien. Senator John McCain, republikaner fra Arizona og Vietnam-veteran, fordømte Sinclair-koncernens beslutning, som han sagde »nægtede jeres seere muligheden for at blive mindet om krigens forfærdelige pris«. »Det er kort og godt upatriotisk«, tilføjede senator McCain.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her