Amnesty International: Libyen er på rette kurs

Når Libyens leder, oberst Moamar Gaddafi, lander i Bruxelles' lufthavn, er det første gang siden 1989, at han sætter sine ben i Europa. Her vil han bede EU om at give Libyen fuldt medlemskab af det såkaldte EuroMed-samarbejde, der giver en stribe lande ved Middelhavet handels-, kultur- og politisk samarbejde med EU. Besøget er et håndgribeligt eksempel på, at Libyen efter en årrække som udstødt igen er på vej ind i det gode selskab. Stadig problemer Men helt god er situationen stadig ikke. Det fremgår af en rapport, som menneskeretsorganisationen Amnesty International i dag udgiver. »De libyske myndigheder har taget nogle positive skridt inden for menneskerettigheder i de seneste år (...) Men der er fortsat systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, ofte begrundet med den nye retorik om 'krigen mod terrorismen'«, siger Amnesty International i en følgetekst til den 66 sider lange rapport, der bygger på Amnestys første officielle besøg til Libyen i 16 år. Blandt de gode nyheder nævner Amnesty løsladelsen af flere hundrede politiske fanger de seneste tre år og en tale af oberst Gaddafi så sent som 18. april. Her kritiserede Gaddafi brugen af tortur, lovede at begrænse brugen af dødsstraf og talte for at nedlægge den frygtede 'Folkets Domstol' - en statssikkerhedsret, der blev oprettet i 1988, og som har et af de værste ry i Mellemøsten. Masser af nedslående historier Rapporten er en blanding af nedslående og opløftende historier. Det nedslående er de mange enkeltsager om f.eks. landets islamister fra den lokale afdeling af Det Muslimske Broderskab, der rutinemæssigt udsættes for tilfældige arrestationer, langvarige fængselsophold, tilståelser efter tortur og parodiske retssager. Amnesty mødtes også med tre medlemmer af fodboldklubben Ahli Benghazi, der er idømt dødsstraf for at have brugt fodboldklubben som dække for kontrarevolutionær virksomhed - en anklage, de blankt afviser. Disse enkeltsager har hidtil været dækket af et tæppe af officiel tavshed. »Hundredvis af familier ved stadig ikke, om deres slægtninge er i live eller døde, eller hvordan de døde. Mange er for bange til at spørge efter deres slægtninge af frygt for repressalier«, skriver Amnesty i rapporten. Det opløftende er, at disse historier overhovedet kan fortælles. Rapporten har en undertone af mild forbløffelse over, at forfatterne overhovedet fik lov til at tale frit med de mange politiske fanger samt repræsentanter for slægtninge - og endda med oberst Gaddafi selv, der dog fastholdt, at de muslimske brødre var terrorister, der var ude på at omdanne Libyen til en islamisk stat. Amnesty afslutter rapporten med en 'ønskeliste' på 40 punkter til Libyen - dybest set et krav om, at Gaddafi fuldfører de reformer, han har påbegyndt eller lovet. Først da er Libyen for alvor tilbage i det gode selskab.